Thomas Aallmann afslutter en telefonsamtale med at sige ”God arbejdslyst. Herren være med dig”. Uden ironi kalder han sig ”benovet af ydmyghed over, hvordan Herren er vis”, når han skal beskrive de omstændigheder, der har ført til, at han i dag er sognepræst i Thurø Kirke på øen syd for Svendborg. Når han skal forklare hvorfor, siger han:
”Jeg betragter det som et kald, at jeg er havnet her. Et kald fra en stærk menighed og et kald fra Ånden, der virker, hvis man er en trofast tjener.”
Der er ingen blufærdighed at spore, når Thomas Aallmann, der i dag fylder 50, fortæller om sin tro. Ingen appel til tidsånden eller kølig kulturkristendom, når han skal udlægge evangeliet. Han bruger robuste vendinger, taler om troens kamp, Satans magt, dom og frelse.
For ham er kristendommen ikke en metafor. Djævelen er ikke bare et billede på ondskab, men en virkelig kraft, der kæmper mod det gode hver dag. Thomas Aallmann tror på de store fortællinger. Hans eget liv er også inde i en stor fortælling, mener han.
Han voksede op i et relativt sekulært hjem i Aarhus-forstaden Vejlby-Risskov. Forældrene, der begge var fra sydfyn, sang højskolesange og salmer, men gik ikke i kirke hver søndag. At Thomas Aallmann senere skulle vende tilbage til den egn og kirke, som forældrene kom fra, var ikke tilfældigt. I Thomas Aallmans øjne er det en omvendelseshistorie.
”Intet er tilfældigt i mit univers. Jeg kan nogle gange bilde mig ind, at livet alene afhænger af mine valg, når det i virkeligheden er Gud, der har ført mig ved at drage mig. Jeg kan godt lide begrebet, at Gud bejler til os. Vi er ikke på egen hånd skubbet ind i verden som en bokser i en boksering, men bliver ført og draget af Guds tiltrækningskraft,” siger han.
På næsten alle punkter står Thurø-præsten for det modsatte af den tyske teolog Rudolf Bultmann, som i 1941 introducerede ”afmytologisering” som et teologisk fortolkningsværktøj. Ifølge Bultmann gav de bibelske myter om for eksempel jomfrufødsel og himmelfart ikke mening for moderne mennesker, og derfor måtte de oversættes. Myterne skulle ikke kasseres, men formidles til 1900-talsmennesker som billeder, mente Bultmann.
Modsat er Thomas Aallmann blevet beskrevet som præsten, der ønsker at genmytologisere kristendommen. For Bibelens Gud og hans handlinger er ikke metaforer, mener han. De har fundet sted. Det er derfor de samme ting går igen i store fortællinger: i folkelige eventyr, i C.S. Lewis’ forfatterskab, hos Søren Kierkegaard, i Martin Scorseses film.
”Gud har skabt os til at forstå hans store fortælling om liv, fald og opstandelse. Jesus er jo eventyrets ’hjemme – ude – hjemme’: Himmelstjernen, korsdøden, himmelfart, hjem til stjernerne. Jesus er myten, der fandt sted og blev historisk.”
Men Gud er ikke en metafor i Thomas Aallmanns øjne. Det er omvendt. Stort set alt andet i verden er en metafor for Gud. Når han taler, får han associationer, der fører ham ud i små prædikener hele tiden. Det onde i verden beskriver han som en banan, der bliver rådden.
Når han skal beskrive præsternes vigtigste opgaver, peger han på klædeskabet i for-tællingen ”Narnia”, der åbner døren til en anden verden. Pandekagehuset i ”Hans og Grethe” er et billede på, hvor fristet mennesker kan blive af frådseri, og brødkrummerne på skovstien er et billede på mennesker, der vandrer i skoven, men vil hjem til Gud.
”Jeg mener, at digteren T.S. Eliot har ret, når han siger, at mennesket ikke kan tåle særligt meget virkelighed. I stedet skal vi forsøge at afsøge virkeligheden gennem billeder. Der er en grund til, at Jesus svarede på konkrete spørgsmål med lignelser,” siger han.
Mange af Thomas Aallmanns billeder bruger kamp som metafor. Hans historier handler ofte om det godes kamp mod det onde. Men hans kampmetaforer gav ham problemer, da han var udsendt som feltpræst i 2008.
Her kom han i stormvejr, da en videooptagelse viste ham lyse velsignelsen over kampklare soldater efterfulgt af et V-tegn for sejr og to dunk på brystet. Han blev beskyldt for at legitimere krig i Guds navn, men det var ikke tilfældet, mener han.
”Der findes folk i Danmark, hvis håndværk er krig. Deres håndværk er heldigvis sjældent i brug, men jeg var der som præst for at give sakramenterne til og knæle med de folk, der brugte det håndværk. Derfor taler man på en anden måde, end du gør til folk, der har andre håndværk, som for eksempel bagere og murere. Det ændrer ikke ved, at en præsts fornemmeste opgave er bøn, sakramenternes forvaltning, velsignelse og bibellæsning.”
Er du lidt mere fascineret af det håndværk, der hedder krig og kamp end af for eksempel bagerhåndværket og murerhåndværket?
”Nej. Det er på ingen måde sandt. Soldatens virkelighed er jo blot en intensivering af alles vilkår. Jeg lever blandt folk, der hver dag kæmper deres egen kamp mod fortvivelse. Som trodser frygt og usikkerhed. Mod er ikke fravær af frygt, men at gøre det rette på trods af frygten. Almindelige mennesker kæmper jo på den måde hver dag på Thurø.”