Prøv avisen

Mere samarbejde i kirken

Merete Sand er selv kirkesanger og mener, at en høj musikalsk kvalitet i gudstjenesten kan være med til at inspirere menigheden til at synge med. Foto: Dansk Kirkemusiker Forening.

Kirkesanger Merete Sand er ny formand for Dansk Kirkemusiker Forening

Folk kommer jo ikke i kirken bare for præstens skyld, men også for at deltage i en gudstjeneste med musikalsk kvalitet og helhed.

LÆS OGSÅ: Menighedsrådsforening siger nej til ekstra betaling af kirkesanger

Ordet, prædikenen, er selvfølgelig vigtigt i en luthersk folkekirke, men vi må ikke glemme den forkyndelse, der ligger i salmerne og musikken, påpeger Merete Sand. Derfor er det afgørende med gode og veluddannede kirkemusikere.

Mere efteruddannelse er noget af det, hun vil arbejde for som nyvalgt formand for Dansk Kirkemusiker Forening. Et andet punkt er mere og bedre samarbejde i folkekirken.

De enkelte kirkefunktionærer er i mange kirker alene på posten. Der er én graver, én kirketjener, én organist og så videre, så hvis man vælger at sidde med korslagte arme frem for at hjælpe hinanden, får man et kollegialt problem. Når jeg er på arbejde som kirkesanger, nøjes jeg selvfølgelig ikke bare med at synge mine salmer og så gå hjem bagefter, men hjælper bagefter gudstjenesten med at rydde op, sætte salmebøger på plads og så videre. Det gælder på alle arbejdspladser, at man må have øje for hinanden, men naturligvis ikke mindst på de små arbejdspladser som i kirkerne, hvor man er tæt på kollegerne.

Og ved at samarbejde på tværs af de enkelte arbejdsfunktioner bidrager alle til at højne gudstjeneste- og kirkeliv, understreger Merete Sand. Det er også her, ønsket om mere efteruddannelse spiller ind.

Professionelle musikere på alle niveauer efteruddanner sig løbende. Det skal vi, der arbejder med musik i kirken, også kunne, ellers udnytter vi ikke vores potentiale fuldt ud. Jeg har selv et menighedsråd, der er helt med på, hvad de får ud af, at jeg efteruddanner mig, men det gælder desværre ikke for alle vores medlemmer. Der er meget forskellige forhold på dette område fra kirke til kirke, men for mig er der ingen tvivl om, at en høj musikalsk kvalitet i gudstjenesten kan inspirere menigheden til at synge med, og det er jo i høj grad med til at skabe den gode gudstjeneste.

Dansk Kirkemusiker Forening blev stiftet i 1885 og organiserer organister, kirkesangere og andre med musikalsk tilknytning til folkekirken. I alt omfatter foreningen omkring 600 medlemmer og er opdelt i ni stiftskredse med egne bestyrelser og vedtægter. Den nye landsformand er i øjeblikket også formand for kredsforeningen for København og Helsingør Stifter.

Merete Wagner Brautsch Sand som er formandens fulde navn, med navnet Brautsch fra en tysk forfader, der flygtede til Als efter en duel er født i Herlev, men voksede op på Vestfyn. Hun tog studentereksamen i 1979, og har arbejdet som sekretær i Finansieringsinstittutet for Industri og Handel og siden på Hotel Sheraton og i bilbranchen og nu som freelancer med bogføring.

Sangen har fulgt hende siden barndommen. Hun er ud af en sang- og musikglad familie, og hun tog sine første vikarjob som kirkesanger tilbage i 1980erne. I 2005 færdiggjorde hun uddannelsen som sanger ved Sjællands Kirkemusikskole og er nu ansat som kirkesanger i Smørum Kirke nordvest for København og som sanger ved Center for Kirkegårde i København, tidligere Københavns Begravelsesvæsen, som i kommunalt regi tager sig af begravelser.

Merete Sand er gift med ejendomsmægler Peter Sand, mor til to børn på 19 og 22 år og bosat i Bagsværd.