Prøv avisen

Mester i upolitisk smalltalk

Pari Khadem er et levende, snakkesaligt menneske, der jovialt småsnakker med politikerne inde i salonen. Her er det Dansk Folkepartis Colette L. Brix, der får ordnet frisuren. – Foto: Leif Tuxen.

Når politikerne har brug for en klipning, er det Pari Khadem, der fører saksen. I 10 år har den vævre lille kvinde fra sin salon på Christiansborg smalltalket med de folkevalgte

Hun haft deres hår i hænderne, hun har malet deres vipper, hun har skjult deres fejl, og hun har haft en væsentlig andel i at forme deres image.

Pari Khadem er en ualmindelig frisør. Hun kender de danske politikere fra den mest intime side. De sidder hver dag i hendes frisørstol på Christiansborg, hvor de langsomt lader lokkerne falde sammen med den professionelle facade. Hendes verden er en lille, feminin hule med dameblade og hårtørrere, hvis forfængelige em af hårlak står i skærende kontrast til de ærbødige malerier i guldrammer på den anden side af døren. Og det er en verden, hun har været på en lang rejse for at bygge op. For 23 år siden flygtede hun fra Irans begrænsninger til Danmarks frihed.

Jeg har ikke været i Iran siden da, og lige i øjeblikket har jeg meget hjemve. Jeg er ved at miste sproget, og jeg har mistet både min mor, far og mange andre familiemedlemmer, uden at jeg har besøgt deres gravsteder. Det er hårdt ikke at se sit land og sin familie i så mange år. Det er en afmagt, man må lære at leve med, siger hun og lader de mørke øjne blive iklædt store følelser.

Pari Khadem er to mennesker. Hun er et levende, snakkesaligt menneske, der jovialt småsnakker med politikerne inde i salonen. Hun joker, giver kram og velmente komplimenter. Og nede i Snapstinget ser man ofte en smilende politiker stå med armen om den vellidte kvinde i fortrolig snak. Men hun er også et menneske, der bærer rundt på en stor sorg. Sorgen over at måtte sige farvel til sit land, sin kultur og sit sprog. Hun har aldrig mødt sin søsters børn, hun var ikke til stede ved sin mors død, og langsomt er samtalerne over telefonen med de resterende familiemedlemmer i Iran blevet mere og mere overfladiske.

Telefonerne bliver aflyttet. Det betyder meget. Men vi lever hvert vores liv, og det er svært at følge med i hinandens udvikling. Man kender jo ikke hinanden længere. Det er især til jul, at savnet rammer mig. Jeg har sat et kunstigt plaster over sorgen, men den bløder altid under overfladen, siger hun.

Det var slet ikke meningen, at Pari Khadem skulle have endt sin flugt i Danmark. Det oprindelige mål var USA, men på gennemrejsen til nogle slægtninge i Sverige gjorde hun ophold i København med sin toårige søn på armen og brød sammen. Hun kunne ikke længere.

Flugten var for hård. Da jeg kom hertil, så jeg et paradis med smukke kvinder på gaden. Der var en frihed lige for næsen af mig. I dag er jeg så taknemmelig for mit liv her i landet. Jeg elsker især danskernes humor, siger hun.

Der er én ting, Pari Khadem aldrig taler om. Og det er politik. Tavshedspligten er lige så naturlig for hende som at tage mascara på hver morgen. Det er måske derfor, at politikerne med 10 minutters mellemrum stikker hovedet ind i salonen for at spørge om volumen til håret og nye smykker. For hos Pari Khadem møder de den upolitiske smalltalk.

ostrynski@kristeligt-dagblad.dk