Prøv avisen

Mesterkok og multikulturel mønsterbryder

For tredje år i træk blev Restaurant Noma og køkkenchef Rene Redzepi kåret som verdens bedste. – Foto: Stefan WermuthReuters.

Rene Redzepi er søn af en rengøringskone og en taxichauffør, og for tredje år i træk er hans Restaurant Noma kåret som verdens bedste

Rene Redzepi er stjernen, som formår at dele glansen med sin medarbejderstab. Mandag aften steg forventningen hos mesterkokken selv og hans folk fra Restaurant Noma, mens den timelange nedtælling blandt verdens 50 bedste restauranter fandt sted. For tredje år i træk kårede skaren af internationale anmeldere og restaurantkendere Noma og Rene Redzepi som verdens bedste.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Derfor scorer Noma hattrick

Med i Londons fornemme og historiske Guildhall havde han 11 af sine medarbejdere. Resten sad samlet i København for at følge begivenheden direkte over internettet.

Takketalen blev ikke leveret af kokken selv, men af opvaskeren Ali Sonko, som har været med i restauranten siden begyndelsen. Han skulle også have været med for to år siden, men kunne ikke få visa til Storbritannien. I stedet blev han hyldet ved, at de andre havde en T-shirt med hans påtrykt. Et simpelt, men effektivt middel til at sige, at vi har verdens bedste restaurant, fordi alle medarbejdere tæller.

I år takkede Rene Redzepi eksempelvis nej til frokost hos den britiske premierminister, David Cameron, fordi han havde inviteret medarbejderne på restaurant i London.

Ved at sende opvaskeren fra Gambia på talerstolen sendte Redzepi sikkert også en hilsen til den debat, der blandt andet har kørt i dagbladet Politiken om, at Nomas fokusering på danske og nordiske råvarer nærmede sig det fascistiske.

Samme snævre geografiske tilgang gælder ikke medarbejderskaren. Kristeligt Dagblad talte med medarbejdere fra både England, Belgien og Sverige. 34-årige Rene Redzepi er, som efternavnet antyder, heller ikke kernedansk. Moderen er sekulær dansker, mens faderen er en troende muslim fra Makedonien.

Som barn tilbragte Rene Redzepi sommeren i Makedonien, indtil krigene på Balkan begyndte i 1992. Han har fortalt, hvordan han her brugte timer i naturen på at plukke vilde brombær og samle kastanjer i bjergene.

Faderen tog ham med i moské, og han læste i Koranen. Men hans forældre lod ham selv vælge.

Jeg har altid set islam som en meget humanistisk religion, har han fortalt i et interview med den britiske avis Evening Standard.

Rene Redzepis hustru er jødisk og opvokset i England og Portugal. De mødte hinanden på Noma og har to døtre på henholdsvis fire og knap et år. Med en arbejdsdag på ofte 18 timer begynder dagen med at servere morgenmad til familien, fordi det ofte er det eneste tidspunkt på dagen, han ser dem. Men ude af øje betyder ikke ude af sind.

På mobiltelefonen har han et billede af den ældste datters madkasse. Her er spegepølse, druer, selleristilke, agurk, olivenolie, appelsinbåde, dadler, rosiner, mandler og rugbrød med leverpostej. Og han ringer gerne til hustruen for at høre, om datteren nu også har spist det hele.

Det er sådan en lidt hjerteskærende følelse, hvis der er noget, hun ikke har spist, fortæller han.