Michael Böss er vant til at se sit navn i avisen: som politisk debattør, samfundsforsker, boganmelder, klummeskriver, når hans bøger udkommer (i øjeblikket udgiver han en om året), og i alle de andre situationer, hvor journalister ringer ham op, fordi han “leverer varen” på en klar og engageret måde.
Da journalisten ringer denne gang, er det, fordi Michael Böss fylder 70 år. Og som så ofte før er han i Irland.
I en årrække producerede han programmer om Irland for Danmarks Radios P1, han har været leder af center for irske studier ved Aarhus Universitet, og lige nu researcher han til en bog, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag om et års tid. Den skal handle om den irske kirke og den keltiske spiritualitet.
Da han var 65 år, gik Michael Böss på pension fra Aarhus Universitet – ikke for at nyde sit otium, men for foruden sit bestyrelsesarbejde at få muligheden for at arbejde selvstændigt som forfatter, skribent og foredragsholder.
“Der var to ting, jeg ville: Gøre min doktordisputats færdig, og så ville jeg skrive de bøger, jeg ikke havde nået. Siden har jeg været flittig nok til at kunne udgive en hvert år. Jeg kommer nok ikke til at fortsætte i det tempo, men så længe jeg har idéerne og energien, bliver jeg ved,” siger han i telefonen fra byen Armagh, som ligger sydvest for Belfast.
I sin barn- og ungdom bevægede Michael Böss sig også mod sydvest – ad nogenlunde samme rute som den, E20 tager. Hans far var præst i Ordrup nord for København, men da Michael Böss var knap tre år, flyttede familien til faderens nye embede i Gelsted på Fyn og syv år senere til Esbjerg, hvor Michael Böss med egne ord blev jyde.
”I Esbjerg fik jeg min jyske identitet,” siger han og tilføjer, at han ikke lægger det samme i ordet jysk, som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, gør, når der tales om at stå med fødderne solidt plantet i den jyske muld.
”Det er noget sludder at sige, at der er én jysk kultur, og det er noget sludder at gøre Bondejylland til det eneste sande jyske. Jyder bor også i byer, og jeg kan ikke engang tælle alle de caféer i Holstebro, hvor man kan få en caffe latte,” siger Michael Böss, som synes, det er at ”skøjte hen over den jyske mangfoldighed” at begrave den i muld.
“Men i alle danske landsdele er der en historisk tradition, en måde at gøre tingene på, og dér kan jeg genkende noget jysk, som jeg føler mig hjemme i. Men jeg er da først og fremmest dansker.”
Både det politiske og det med at være dansker, ligger Michael Böss på sinde.
”Siden coronakrisen og minksagen har vi fået en meget ubehagelig offentlig debat; det er noget, der bekymrer mig, for skal man have et sundt demokrati, skal man også have en sund debat, og det synes jeg ikke, vi har. I visse medier og på de sociale medier er tonen blevet giftig. Det er, som om det er blevet sværere at acceptere, at man kan være uenig og alligevel komme ud af det med hinanden. Der er kommet en uforsonlighed ind, sådan som man kender det fra USA.”
En vis amerikanisering har Danmark altid ligget under for, men nu har den for alvor fået fat på det idémæssige plan, mener han.
”Vi kender det fra identitetspolitikken, som jeg mener kan være ødelæggende for vores samfund, hvis den får for stor betydning. Jeg er bange for, at vi isolerer os i mindre og mindre grupper, som ikke kan tale med hinanden. Tanken om det fællesmenneskelige ligger dybt både i den kristne tradition – vi er alle sammen skabt af Gud – og i den humanistiske tradition fra antikken og oplysningen. Men forståelsen af det almenmenneskelige er ved at gå tabt.”
Hvad driver dig personligt, hvad er du for et menneske?
“Jeg er præget af, at jeg er vokset op i en præstegård på landet, fra mit kristne hjem har jeg fået engagementet og troen i arv, og fra landet har jeg fået det, at jeg er friluftsmenneske. Jeg tilbringer så meget som muligt af min tid ude, fisker, sejler kajak og vandrer. Det er det fysiske og sanselige, jeg holder af. Det er der, jeg møder mit sande jeg. Det er i de situationer, jeg føler mig mest lykkelig.”