For Mikkelborg handler det om ånd, ikke toner

Ambitioner og ydmyghed hænger fint sammen for Palle Mikkelborg. Den selvlærte trompetist og komponist har spillet med store jazzikoner og lader sig ikke påvirke af genregrænser eller af livets stress og jag. På søndag fylder den søgende æstetiker 75 år

På søndag fejres Palle Mikkelborg i Koncerthuset af DR Big Bandet, Marilyn Mazur, Helen Davis og Mike Sheridan og med fødselaren selv som leder og solist. – Foto: Torben Christensen/Scanpix

Der bor en sjælden fredfyldthed i Palle Mikkelborg. Vist optræder der også konflikter og skarpe kanter i hans musik, men især i de seneste årtier hører man interessen for spirtualitet tydeligere.

Den luftigt støvregnende tone i hans trompet- og flygelhornspil og det åbne rum i arrangementerne giver plads til at trække vejret dybt ned i lungerne.

Meditation har fulgt ham siden 1960’erne, hvor han begyndte at gøre sig gældende i det danske jazzmiljø. Først glødede hans trompet i den mere hektiske moderne jazz i Radiojazzgruppen og Radioens Big Band, som han også ofte dirigerede, og med Riel-Mikkelborg Kvintet fik han hul i 1968 igennem i det amerikanske.

Med inspiration fra Miles Davis og dennes jazzrock-eksperimenter forstærkede Mikkelborg i 1970’erne trompeten med alskens lydeffekter, som siden har hængt ved. Den ”ambiente sound”, der kan minde om newage, lyder som noget, der rækker ud efter evigheden.

Bandlederen George Russell har sagt, at forskellen på amerikanere og skandinaver er, at ”I venter på at høre ekkoet komme tilbage”. Med andre ord bor der en særlig tålmodighed i Mikkelborg, men som en hugorm på lur efter et bytte accelererer han også lynhurtigt og fyrer smældende salver af.

Det mere hvileløse hører man i hans vellykkede jazzrock-sekstet ”Entrance” fra 1977 og syv år frem, men det mere mediterende vinder frem i hans hovedværk, ”Aura”, komponeret som hyldest til Miles Davis, der modtog Léonie Sonnings Musikpris 1984. Samarbejdet gik over al forventning og indbragte senere Mikkelborg en Grammy.

Inspiration fandt han ikke kun i jazzen, men også hos klassiske komponister som koloristerne Maurice Ravel og Olivier Messiaen. Sidstnævnte forbandt toner og lyde med specifikke farver, og de farver, som den spirituelt åbne Mikkelborg så i Miles Davis’ aura, har givet titel til suitens satser.

På scenen spiller han med blik og instrument pegende ned i gulvet, men er alligevel nærværende og går næsten provokerende tæt på sine medspilleres intimsfære.

”Jeg kan godt lide at gå op til for eksempel trommeslageren under en koncert, spille trompet og kigge ham ind i øjnene med blikket ’du må have noget mere i dig’,” har han sagt til Flensborg Avis.

Palle Mikkelborg har blandt andet modtaget Nordisk Råds Musikpris, Carl Nielsen Prisen og Edition Wilhelm Hansens Pris, og hans musikalske fantasi og omstillingsparathed har ledt til samarbejder med blandt andre Gil Evans Big Band, Terje Rypdal, Jan Garbarek, L. Shankar og Dino Saluzzi. Interessen for folkemusik er blevet næret af hustruen Helen Davis’ harpespil og britiske rødder, og i 2014 komponerede han til festivalen FolkBaltica – genrer betyder intet for Palle Mikkelborg, ånden alt.

På søndag fejres han i Koncerthuset af DR Big Bandet, Marilyn Mazur, Helen Davis og Mike Sheridan og med fødselaren selv som leder og solist.