Dronning Margrethes ceremonimester gennem 22 år: Min tid i kongehuset var meget lykkelig

Oberstløjtnant Christian Eugen-Olsen, der i 22 år var dronning Margrethes ceremonimester, arbejder for, at danskeres indsats under Anden Verdenskrig aldrig bliver glemt. I anledning af hans 80 års fødselsdag i dag har Kristeligt Dagblad stillet ham en række spørgsmål om livet

Christian Eugen Olsen glæder sig over, at der i Mindelunden ved København de senere år er rejst to monumenter til minde om frihedskampen under Anden Verdenskrig. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Christian Eugen Olsen glæder sig over, at der i Mindelunden ved København de senere år er rejst to monumenter til minde om frihedskampen under Anden Verdenskrig. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det må siges at være det arbejde, jeg udfører for Frihedskampens Mindefond. For mig er det afgørende, at vi ikke glemmer den indsats, som danske modstandsfolk, krigssejlere og soldater udførte under Anden Verdenskrig. Vi har en bestyrelse, der repræsenterer de forskellige grupper under Besættelsen, som jeg er formand for. Vi har fået lavet to nye monumenter i Mindelunden i Hellerup, et for krigsejlerne og et for de danske soldater, der mistede livet den 9. april 1940 og den 29. august 1943 samt en meget smuk formidlingsbygning, der blev indviet i august sidste år. Her kan skoleklasser komme ind og få forklaret, hvad det betød at være modstandsmand, krigssejler og soldat og så herefter gå ud og se monumenterne. Den store indsats må aldrig blive glemt.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den første fase var, da jeg kom ind i forsvaret. Jeg blev indkaldt til Livgarden, gik på officersskole og endte med at blive oberstløjtnant. Jeg sad i Forsvarskommandoen, da jeg blev bedt om at blive ceremonimester i kongehuset. Jeg havde en pragtfuld tid i forsvaret, især som bataljonschef. Det at have med soldater og mennesker at gøre er for mig meget vigtigt og spændende. Næste fase var den meget interessante tid som ceremonimester i kongehuset for en meget fin og dygtig arbejdsgiver. Jeg har været rundt i hele verden på statsbesøg og været med til at arrangere bryllupper og alle de store arrangementer med regeringsjubilæer og fødselsdage. Jeg havde en meget lykkelig tid i kongehuset.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det må være min far og mor. Fædre er ret så vigtige for drenge. Og min mor sørgede for, at jeg kom godt ind i den klassiske musik. Men det endte med, at jazz var det, jeg bedst kunne spille. Desværre er jeg en efternøler. Min søster, der døde meget tidligt, var 15 år ældre end mig og min bror 13 år ældre. Så jeg havde ikke så meget glæde af de to før senere i livet.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Det er kedeligt, at der ikke er brug for så mange værnepligtige i dag. Det er jeg personligt meget ked af, for det er en god opdragelse for alle unge mennesker at komme sammen under strabadserende forhold og lære at samarbejde. Det er man nødt til som soldat, fordi ens liv afhænger af ens sidekammerater. Som værnepligtig får man kammerater, sammenhold og en masse andre ting, som er vigtige.

Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?

Mine forældre og mine to søskende.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Som ung officer havde jeg tanker om at søge ind i erhvervslivet, men gjorde det ikke og har aldrig fortrudt. Jeg er ikke en, der har sprunget ud på det dybe vand.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Der er musikken. Og så er jeg er barnebarn af Ole Olsen, stifter at Nordisk Film, og det, synes jeg, har smittet lidt af på mig. Han var en inspirerende mand. Jeg ser meget gerne mange af de film, der blev lavet i 1930’erne og -40’erne, og det har noget at gøre med min farfar. Min far var sagfører, og jeg var den første, der blev officer. Folk siger, at jeg ligner min far, og min søn ligner mig, så der er nok noget, der går igen. Vi har begge været engageret i idræt, min far som formand for HIK og jeg har været næstformand for Dansk Ishockey Forbund.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne kunne spille efter noder, men har ikke rigtig orket at starte forfra. Så jeg spiller efter gehør og becifringer. Men jeg ville meget gerne have kunnet spille klassisk klaver.

Hvad tror du på?

Tro er for mig en personlig sag og noget, man har for sig selv, og jeg finder det forkert at missionere. Min evangelisk-lutherske tro er ikke bedre end andres. Så man skal ikke genere andres tro og i hvert fald ikke bruge troen til at slå hinanden ihjel med. Man kan næsten ikke nævne en krig, uden at der er religion involveret. Jeg er voldsomt ked af udøvelse af religion som magt.

Beskriv en scene fra din barndom?

Som lille barn sad jeg ude i køkkenet og spiste, mens mine forældre havde 15-20 mennesker til middag inde i spisestuen. Pludselig ringer det på døren. Det er et hold up, hvor min far får besked på at aflevere sine jagtvåben. De går igen, og hele selskabet sidder rystet tilbage. Det var noget, min far havde arrangeret og aftalt med en modstandsgruppe for ikke at skulle aflevere sine våben til tyskerne. Min mor syntes, at det var en forfærdelig iscenesættelse.