Prøv avisen

Mindeord

Ved tekstilkunstneren Ann-Mari Kornerups død skriver kollega Jon Sandsmark, Amanuensis Högskolen i Oslo, Avdeling for Estetiske fag og Lillian Dam- gaard Christiansen, tidl. elev og forhenværende daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst, følgende mindeord:

Tekstilkunstneren Ann-Mari Kornerup var Svensk, men kom til Danmark ved sitt ekteskap med arkitekt Ebbe Kornerup. Den lange og rike karriere med kunst i tekstil i hennes nye hjemland har etterlatt en lang række utsmykninger spredt over hele hennes nye hjemland. Hennes rike faglige karriere ble delt mellom utstillinger, offentlige oppgaver og undervisning. Den betydelige række av tekstilkunstnere hun uddannet, rådet og inspirert, har gjort tekstil til en större provins i Nordisk kunst. Hun vokste opp i et miljö, hvor unge piker ble opplært i finere tekstil, som f.eks. knipling og hun löftet det opp til å bli tekstil skulpturer præsenteret ute i den större kunstverden. Hendes tekstiler likte nærhet til glaskunsten av Finn Lynggaard og Allan Sharffs sølvarbejder, som skapte glede i alle de tre skandinaviske lande. "Selskabet for Kirkelig Kunst" hadde i årevis gleden av henne som styremedlem og som produsent av hennes kartonger til kirkerne. Rundt personer som Ann-Mari og Ebbe Kornerup vokste et kunstfaglig miljö frem, hvor dagen var vigtigere end årene. Varm, engasjert, og til med virkelig stor, löftet hun sig frem til å være i sin kunst. Hennes samtid og hennes faglige etterslekt – "hennes åndelige arvinger" gav hun sit seriøse engasjement i arv. Ann-Mari Kornerup önsket å være "i tiden", både som kunstner og menneske. Hun var varm og uregjerlig , av og til stor i sin kunst, noe svært få kunstnere oppnår. Samtidens vei til fremtiden var for henne kun to ting: Anstændig arbejde, anstændig engasjement. Disse söjler bar hennes etikk, og hun var etisk ryddig i alt. Stillheten kom til henne med den ynde tiden hadde tid til å gi henne. Hun brukte sine sidste kræfter vakkert hos sin syke ektefelle. Så la hun hendene ned, fik svækket syn, så lite, men lyste selv av vakker kjærlighet til sine. Hun hadde vinket farvel til "Vetteren", og mötte Skånes höye himmel en sidste gang. Hun var for længe, længe siden blitt Dansk.

Ved Ruth Roesgaard Nielsens død skriver hendes søskende følgende mindeord:

Ruth Roesgaard Nielsen (født Mose) er pludselig død i en alder af 66 år. Ruth Nielsen blev født i Nr. Lem ved Lemvig i en søskendeflok på fem og tilbragte hele sit virksomme liv på Lemvig- egnen. I 1962 blev hun gift med Ejvind, og de boede i hele deres ægteskab i "Hummersgaard" i Tørring, hvor de dannede et godt hjem for deres fire drenge, som voksede op der. Ruth var gennem hele sit liv en meget tro og værdsat person både som hustru, mor, datter, familiemedlem, og blandt venner. Hun besad den sjældne evne at være uhyre flittig, effektiv og pligtopfyldende samtidig med, at hun var en god lytter, der altid havde tid tilovers for dem, der havde behov for en hjælpende hånd eller en stille samtale. Især vore forældre har nydt godt af denne fine side ved hende. Specielt efter fars død har hun ydet en uvurderlig indsats og kærlig omsorg for vor mor. Hun var altid rede til at kigge forbi en ekstra gang og kom altid med et frisk pust og spredte glæde omkring sig. Ruth var tjenstvillig, velbegavet og kreativ og var derfor i stand til at gennemskue og komme med løsningsforslag på et problem. Gennem de sidste cirka 10 år var hun kirkegårdsgraver ved Heldum Kirke og stod ved sin bratte død lige foran en velfortjent pension, som hun havde glædet sig til for at tilbringe endnu mere tid sammen med sin mor samt familie, og ikke mindst sin mand, sine kære børn og børnebørn, som hun holdt så meget af. En stor plads står nu tom i familien og i deres store vennekreds.