Prøv avisen

Mindeord

Ved Ole Jørgensens død, 75 år, skriver Erik Moseholm, kunstnerisk leder af Swinging Europe, følgende mindeord:

Ole Jørgensen var bedre kendt med tilnavnet "Lodret", som han fik i begyndelsen af 1950'erne, fordi han helt utraditionelt stillede det store bækken i sit trommesæt lodret. Senere ændrede han stillingen til vandret under påskud af, at pigerne ikke kunne se ham (eller omvendt), fordi det lodrette bækken skjulte ham. Men navnet Ole Lodret beholdt han livet igennem. Det liv, der pludselig sluttede den 14. juli. Han blev 75 år. Ole var egentlig typograf. Men musikken fyldte meget i hans liv. Vi spillede sammen i første halvdel af 1950'erne med blandt andre Max Brüel, Jørgen Ryg og Finn Savery, men lejlighedsvis akkompagnerede han internationale solister som Stan Getz og Lasse Gullin. Da han fik tilbud om at komme med italienske Bruno Martinos umådeligt populære orkester, blev han fuldtidsbeskæftiget trommeslager. Det førte til engagementer i mange lande og herhjemme i Nimb, hvor den italienske livsglade og varme kommunikationsform med publikum fyldte etablissementet hver aften med blandt andre Stan Getz og Oscar Pettiford som stamgæster. Blandt orkestrets mange fans var smukke Luisa fra Giulianello i det sydlige Italien. De fandt sammen, blev gift og fik bolig i København, hvor Ole blev ansat hos musikhandler John Hartwig og senere fik job i reklamebranchen. For 38 år siden flyttede de dog til Italien. Efter et år i Napoli tog de til Luisas fødeby, hvor de indrettede sig i vinbondefamiliens staldbygning, der blev deres bolig, til de døde.Ole blev italiener af sind. Skønt vinbonde som de fleste i området fik han tid til at undervise lokale børn i musik, spille med de professionelle i Latina-provinsen, men også med italienske musikere på internationalt plan blandt andet trio med pianisten Enrico Pieranunzi og bassisten Bruno Tommaso, som han præsenterede i Danmark, inden de blev verdensberømte. For en halv snes år siden solgte han sine vinmarker og oliventræer, så kun en stor have omkring huset blev tilbage. Ole Jørgensen oparbejdede et turistbureau, der arrangerede ture for nordiske grupper. Hans markante personlighed og udstråling førte også til statistroller i Fellini-film. Han havde nær kontakt med fætteren, poeten Lean Nielsen, der i længere perioder boede i Rom, inden han døde. Det førte til kontakter i det litterære miljø, blandt andre forfatteren Sven Holm. Men han havde også mange italienske og danske kunstnervenner, til hvis ferniseringer han gerne arrangerede koncerter. For et par måneder siden spillede han til den danske kunstner Camilla Blachmanns fernisering. Hans mange kontakter i kulturlivet, blandt andet i den italienske radio RAI, gjorde det muligt for ham i 1980'erne at arrangere to længere turneer med den danske radiojazzgruppe og det danske big band Big Apple. Han præsenterede adskillige danske jazzmusikere i Italien, blandt andre guitaristen Jacob Fischer, violinisten Kristian Jørgensen og saxofofonisten Jens Søndergaard. Han medvirkede altid selv på trommer. Der var ofte jamsession i hans hjem for de mange danskere, som han havde hjulpet til et hus i området. Han var gæstfri, hjælpsom, generøs og engageret og derfor centrum i venneskaren. På det sidste var han i gang med at testamentere huset til danske kunstneres ophold. Livet igennem bevarede han spilleglæden, selvom der ind- imellem var nedture. På væggen i hans dagligstue kunne man læse følgende: "Er der noget, der sætter mig i dårligt humør, så er det trommeslagere, der giver soloer bare for at vise deres teknik. Jeg vil hellere spille som en pianist, og derfor spiller jeg bedre end nogensinde. Og hvis det er rigtigt, så er det, fordi jeg har lært at lytte."