Redelighed.
Et efterhånden sjældent brugt ord, der dufter af fortid og gentlemand. Og et ord der gang på gang hæftes på Heinrich Hildebrandt-Nielsen, der i dag fylder 75 år.
Han er mand, der om nogen har haft indflydelse på, hvilke arbejdsinstrumenter kirkens salmecyklister har. Egentlig blev han uddannet civilingeniør, da der dengang var stor arbejdsløshed blandt organister. I 1949 begyndte Heinrich Hildebrandt-Nielsen studierne ved Danmarks tekniske Højskole, hvorfra han i januar 1954 blev cand.polyt. med speciale i akustik. Men musikken kunne han alligevel ikke undvære, så han tog også undervisning ved den daværende organist i Holmens Kirke, Søren Sørensen, og det førte i 1950 til en organisteksamen som privatist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Heinrich Hildebrandt-Nielsen studerede flittigt videre i 1959 hos Adriaan Engels og i 1962 hos André Marskal i Paris, ligesom han studerede cembalospil hos Ruggero Gerlo i Sienna. Det satte sig spor, og i dag lyser fødselaren stadig op, når snakken falder på Italien, som familien senere har besøgt flere gange.
Heinrich Hildebrandt- Nielsen blev i 1956 ansat som organist ved Skive Kirke og Vor Frue Kirke, hvor han var ansat i næsten 45 år og også virkede som dirigent for Skive Motetkor og Skive Kirkes Børne- og Ungdomskor. Som organist var han optaget af, at ordet skulle være i centrum, og derfor var den vigtigste opgave som organist at ledsage salmesangen. Organisten var ikke til for at blære sig – uden at det dog betød, at organisten ikke kunne udfolde sig og sprudle på orglet under gudstjenesten. Det gjorde Heinrich Hildebrandt-Nielsen også gennem hundredvis af koncerter i både ind- og udland som både orgel- og cembalosolist.
Men det helt store arbejde ved siden af organistembedet lagde han i embedet som Kirkeministeriets orgelkonsulet. Årligt blev det til omkring 300 timers kørsel, når Heinrich Hildebrandt-Nielsen besøgte landets kirker for at se på orgler. Det kunne være en balancegang at tage hensyn til både artkitektens ønsker til æstetik, organistens ønske til instrumentets størrelse, menighedsrådenes ønsker om sund økonomi og orgelbyggerens ønsker til instrumentet. Men gang på gang lykkedes det at lave indstillinger, der modsvarede alles behov. Netop derfor blev der lyttet ekstra godt, når Heinrich Hildebrandt-Nielsen udtalte sig, og det foregik altid i diplomatiske vendinger. Kun når talen faldt på elektroniske orgler fægtede, han med armene.
– Det er som at drikke kaffeerstatning i stedet for kaffe, siger Heinrich Hildebrandt-Nielsen selv om de elektriske orgler sammenlignet med de traditionelle.
De tre børn, som Heinrich Hildebrandt-Nielsen har fået med sin kone gennem 48 år, Vibeke, er vokset op i et hjem, hvor døren ofte stod åben for udenlandske eller danske musikere på besøg. For når Heinrich Hildebrandt-Nielsen havde arrangeret en koncert, kom musikerne ofte i hjemmet både før og efter koncerten. I huset i Skive står to Hindsberg-flygler, som begge forældre spillede på. En af de tre sønner er som sin far uddannet ingeniør, mens de to andre er musikere.
Gennem børnenes opvækst gik Heinrich Hildebrandt-Nielsen meget op i at lære børnene at se det store i det små. I haven, som han har stor passion for, kan han i dag stadig glæde sig, når planterne gror eller en blomsterknop springer ud. Haven har Heinrich Hildebrandt-Nielsen i dag mere tid til end tidligere. I 2001 faldt Heinrich Hildebrandt for aldersgrænsen, og stoppede derfor sit virke som organist og året senere sit embede som orgelkonsulent.
Fødselsdagen fejres under privat former med venner, bekendte, de tre børn og fem børnebørn.