Som missionærer tilbragte Peder Jørgensen og hans kone, Ruth Eleonora, mere end to årtier i Thailand fra 1962 til 1971 og igen fra 1984 til 1995. Her arbejdede de utrætteligt for at forbedre forholdene for de lokale.
Kronen på værket er opførelsen af en kirke samt et kollegium ved navn Immanuelshjemmet, som er et skoleinternat for unge, fattige landsbybørn i det nordøstlige Thailand. Børn, der uden skolegang ikke var levnet mange chancer for et liv på mere end kanten af samfundet.
”Immanuelshjemmet er noget af det bedste, jeg har bedrevet. At give fattige børn uden fremtidsudsigter en mulighed for uddannelse og arbejde er noget, jeg er meget stolt af,” siger Peder Jørgensen.
I løbet af tiden i Thailand indsamlede han også ivrigt lokale etnografika. Både Peder Jørgensens fascination af thailandsk kultur, hans dedikation og hans store samling af artefakter danner rammen for en ny bog, ”Thailand med liv og sjæl”, som Moesgård Museum for nylig har udgivet.
Lisbeth Kristine Walakira har skrevet bogen, som både favner Peder Jørgensen selv og hans imponerende samling af thailandske genstande. Hun har flere gange interviewet ham i ægteparrets hjem i Ikast, og hun beskriver ham som en dedikeret entusiast med en enorm viden.
”Peder er utrolig ihærdig og kan fortælle hver en detalje om de mange artefakter, der pryder deres hjem. Han er et omvandrende leksikon, når det gælder Thailands historie.”
Hvad enten der er tale om indsamlede værktøjer, klædedragter fra etniske minoriteter, håndværk, spyd og andre våben eller sågar palmebladsbøger, der blev benyttet i stedet for blyant og papir i de lokale landsbyskoler, kan Peder Jørgensen fortælle om dets brug, betydning og historie. Også på thailandsk, som han taler flydende. For hovedpersonen selv var det en naturlig del af at lære landet, der i mere end 20 år var hans hjem, at kende.
”Thailand har en særdeles interessant historie. Og jeg mener, at hvis man er i et fremmed land i længere tid, så har man en forpligtelse til at sætte sig ind i landets og folkets baggrund,” siger Peder Jørgensen og forklarer, hvad der gør det thailandske folk helt særligt i hans optik.
”Mange snakker om Østens mystik, men den har jeg aldrig oplevet. Tværtimod er deres tankesæt meget ligetil at forstå. Det er primært et buddhistisk land, som i sit væsen er tolerant og respektfuldt over for andre mennesker, og det mærker man i befolkningen. Og så har jeg altid været fascineret af befolkningens evne til at skabe med det, der lige er ved hånden.”
Mange af disse artefakter befinder sig altså nu på dansk jord. En stor del er i ægteparrets hjem nær Ikast i Midtjylland, andre har Peder Jørgensen doneret til Moesgård Museum nær Aarhus, som med tiden vil få overdraget det hele.
”Jeg har indsamlet af egen interesse, men også for at gemme det historiske vidnesbyrd, artefakterne udgør. Og når jeg engang dør, så får Moesgård Museum resten. På den måde kan jeg sikre mig, at samlingen ikke bliver spredt for alle vinde.”
Opførelsen af kirken og kollegiet er langtfra det eneste projekt, Jørgen Pedersen og Ruth Eleonora har været involveret i. De har blandt andet arbejdet meget med spedalske og indsamlet mere end 13.000 brugte par briller til fattige. Og i Ubon-provinsen i det østlige Thailand forestod Peder Jørgensen gravningen af mere end 100 fiskedamme. I 2010 blev Peder Jørgensen hædret for sit engagement, da han modtog prisen ”Friends of Thailand Award”.
Ruth Eleonora Jørgensen har tidligere skrevet bogen ”Fra Limfjorden til Mekhong”. Parret har tre børn og seks børnebørn.