Missionærbarn arrangerer bibelcamping for andre unge

26-årige Sara Bach Agerbo er vokset op med Luthersk Mission og har fået Fadervor og lovsang ind med modermælken

Til daglig arbejder Sara Bach Agerbo på et bosted for mennesker med senhjerneskader. Hendes livsvalg er i høj grad præget af hendes trosliv. – Privatfoto.
Til daglig arbejder Sara Bach Agerbo på et bosted for mennesker med senhjerneskader. Hendes livsvalg er i høj grad præget af hendes trosliv. – Privatfoto.

Da Sara Bach Agerbo var 15 år, var hun for første gang alene af sted på Ung Uge, Luthersk Missions Bibelcamping for unge på Haderslev Næs. Siden hun var lille, havde hun været af sted på bibelcamping med sine forældre og søskende, og det var et trygt sted, hvor hun kunne bede sammen med andre og deltage i lovsang. Som teenager var det imidlertid en helt særlig oplevelse at være på egen hånd på bibelcampingen.

”Det var en fantastisk fed oplevelse, fordi der var stor frihed. Vi lavede selv mad og kunne sætte vores egen dagsorden. Det endte jo med, at vi hang oppe den halve nat og sang og snakkede. Og sådan er det stadig,” siger Sara Bach Agerbo, der i dag er 26 år og stadig aktiv i Luthersk Mission.

Også i år er hun med på Ung Uge, som begyndte i lørdags og varer frem til den kommende lørdag. Men i år er friheden lidt mindre, for som formand for det udvalg, der arrangerer Ung Uge, er hun ansvarlig for, at alt klapper, når 300-400 unge fra hele Danmark samles for at bede, synge, snakke og hygge. Programmet byder blandt andet på bibeltimer, havetraktortræk, lag-kagedyst og seminarer om emner som evangelisering, seksualitet og det at leve som kristen i en præstationskultur.

”Det giver virkelig mening for mig at give andre mulighed for at fordybe sig i troen. Der kommer mange unge, som til daglig er tilknyttet Luthersk Missions menigheder rundtom i landet. Men der kommer også unge andre steder fra. Nogle er kristne, andre er søgende og nysgerrige, og det fantastiske ved Ung Uge er, at man kan komme lidt tættere på troen uden at være presset til noget. Man deltager i det, man har lyst til, og har hele tiden nogen at tale med om sine tanker,” siger Sara Bach Agerbo.

Hun er vokset op i en familie i Sønderjylland, hvor der blev bedt Fadervor og sunget aftensang. Familien har været en fast del af Luthersk Missions menighed i Toftlund, og da Sara Bach Agerbo var 12 år, valgte hendes forældre at rejse til Tanzania som missionærer i fem år. Hele familien rejste af sted sammen, men efter fire år tog Sara Bach Agerbo hjem for at gå på Luthersk Missions Efterskole i Løgumkloster.

”Selvom det var en kristen efterskole, var der også en del ikke-troende. Det var en vigtig erfaring for mig, for jeg var vant til at være omgivet af andre, som jeg delte kristne værdier med. I dag har jeg også mange ikke-troende venner, og vores venskaber er præget af gensidig respekt. Det er en vigtig del af min tro, at Gud elsker alle, kristne og ikke-kristne. Igennem troen på Jesus kan man blive en del af Guds rige, og man kan komme til Ham, ligesom man er,” siger hun.

Efter efterskolen blev Sara Bach Agerbo student fra Tønder Gymnasium og uddannede sig til dagtilbudspædagog, mens hun arbejdede på et plejehjem for demente.

”Mit uddannelsesvalg er præget af min tro. Jeg brænder for at gøre en forskel for andre,” siger Sara Bach Agerbo, der for nylig er flyttet til Aarhus og arbejder på et bosted for mennesker med senhjerneskader.

Hendes forældre har netop skrevet kontrakt med Luthersk Mission om igen at rejse ud som missionærer til Tanzania, denne gang i fire år. Selv har hun dog ingen planer om at blive udsendt som missionær.

”Jeg er glad for, at mine forældre rejser ud. Men jeg mener, at man kan drive mission på mange måder. På Ung Uge kan jeg give andre unge muligheden for at komme tættere på troen eller få styrket deres tro i fællesskab med andre. Det giver virkelig mening for mig,” siger hun.