Missionsmand på farten i båd og rugbrød

Peter Nord Hansen har arbejdet i Indre Mission i snart 30 år. Vicegeneralsekretæren, som i morgen fylder 60 år, bliver ved med at finde mening i missionsarbejdet, sejlads og rejser

Under teologistudiet havde Peter Nord Hansen et deltidsarbejde ved Falck. Derigennem blev han uddannet brandmand. –
Under teologistudiet havde Peter Nord Hansen et deltidsarbejde ved Falck. Derigennem blev han uddannet brandmand. – . Foto: Leif Tuxen.

Da Peter Nord Hansen voksede op, rykkede familien så meget rundt, at han har svært ved at udpege en hjemby. Han blev født i Nordsjælland, men havde sin tidlige barndom i Midtjylland. Hans teenageår var på Lolland, og bagefter boede han i København og på Bornholm, inden han slog sig ned i Aarhus for at læse teologi.

Helt så rodløs er Indre Missions vicegeneralsekretær ikke i dag, hvor han har boet i Fredericia i 29 år, og hvor han i morgen skal fejre sin 60-årsfødselsdag med familien. Men udlængslen har han ikke lagt fra sig, og det er tydeligt, når man ser på hans fritidsinteresserer. Sammen med familien har han gennem årene rejst gennem hele Europa i et folkevognsrugbrød, der nu er blevet erstattet af en mindre model, i takt med at hans fem børn er flyttet ud.

Senest tog han bilen til Norge med sin hustru, som han også tager med på havet i parrets båd på Lillebælt. Han tager på vandreture i naturen med venner, og hvert andet år i efterårsferien arrangerer han ferierejser for folk fra Indre Mission i Fredericia. En del weekender bruger han i øvrigt på at rejse til Sejerø i Kattegat, hvor han for 11 år siden blev ejer af et feriehus, som han stadig sætter i stand.

For nylig skete der noget, der formentlig kan give Peter Nord Hansen endnu flere grunde til at rejse ud i weekender og ferier. For i sidste uge blev han morfar til en pige, der er hans første barnebarn, og som skal vokse op hos hans datter i Aarhus. I alt har han fem børn.

Rodløs kan man heller ikke kalde ham i hans arbejdsliv. Til sommer har han været ansat i Indre Mission i 29 år uafbrudt. Først som sekretær for ungdomsarbejdet, senere som rejsepræst og efterfølgende landssekretær. De seneste 12 år har han været bevægelsens vicegeneralsekretær sideløbende med, at han fra 1999 til 2016 var ansvarshavende redaktør for Indre Missions Tidende (nu IMpuls).

Men hans historie med Indre Mission er endnu ældre. Han er så at sige født ind i bevægelsen og har været engageret i den hele sit liv. Hans far var missionær, og Peter Nord Hansen har været aktiv i både børne- og ungdomsarbejdet. Som studerende havde han desuden læseplads på Menighedsfakultetet med tætte bånd til missionsbevægelsen. Her fandt han sin hustru, Cecilie Nord Hansen, som han har været gift med i 32 år. Hun er teolog og arbejder ved Bibellæserringen.

På Aarhus Universitet var han studenterpolitisk aktiv. I to år var han formand for de teologistuderendes fagråd og var med til at lave en ny studieordning for Det Teologiske Fakultet. Han var også studievejleder i en periode.

I slutningen af teologistudiet begyndte han intensivt at læse tekster af reformatoren Martin Luther. Det prægede ham meget, og gør det stadig i dag, siger han. Teksterne gav ham en fornemmelse af, hvad der var sund forkyndelse, sund sjælesorg og ikke mindst, hvad det ville sige at være en evangelisk-luthersk kirke. For Peter Nord Hansen har det derigennem været meget vigtigt at fastholde det evangelisk-lutherske og tilknytningen til folkekirken i Indre Mission, hvor der ofte kommer inspiration fra internationale strømninger, som ikke alle er lige sunde, siger den snart 60-årige teolog.8