Sognepræst Hanne Marie Houkjær indrømmer gerne, at hun indimellem har ”sat Vor Herre på pause”, som hun formulerer det. Tvivlen og afmagten fyldte især i de unge år, inden hun begyndte på teologistudiet på Aarhus Universitet i 1991.
I barndomshjemmet i Odder syd for Aarhus kom familien ofte i kirke om søndagen. Her var kristendommen en lige så naturlig del af livet, som det er at være til, og der blev sjældent stillet spørgsmålstegn ved troen på Gud.
”Jeg vil nok beskrive det som en kirkelig opvækst, hvor mine forældre praktiserede troen ud fra en grundlæggende tillid til, at Gud findes. De mere teologiske spørgsmål og dybere snakke om Guds eksistens er først kommet til senere i mit liv,” fortæller Hanne Marie Houkjær fra sit kontor i præsteboligen i Risskov nord for Aarhus, hvor hun har haft embede siden 2009.
Den 52-årige sognepræst skal i morgen prædike over juleevangeliet på tv, når DR sender juleaftensgudstjeneste fra Risskov Kirke. Hun har i den anledning sagt ja til at løfte lidt af sløret for, hvad årets juleprædiken skal handle om, og samtidig fortælle, hvad juleevangeliet har betydet i hendes eget liv.
Det er i forbindelse med sidstnævnte, at Hanne Marie Houkjær selv fremhæver emnerne afmagt og tvivl. Hun fortæller, at det var, da hun som 18-årig fik konstateret lymfekræft og blev indlagt på hospitalet, at spørgsmålet om Guds retfærdighed for alvor begyndte at rumstere i hendes tanker.
”Jeg erfarede her, at livet grundlæggende er uretfærdigt, og at troen i høj grad også er anfægtelse. Dengang var jeg meget optaget af det, som vi kalder teodicé-problemet – at hvis Gud er god, hvorfor sker der så så meget ondt i verden?”, fortæller hun.
Men midt i afmagten og armlægningen med de store spørgsmål om Guds retfærdighed mødte Hanne Marie Houkjær pludselig en præst på kræftafdelingen, hvor hun var indlagt. Hendes første tanke var, at præsten måtte være der for at afholde begravelse.
”Men det viste sig, at han var der for at holde bryllup for en patient. Det gjorde simpelthen så stort indtryk på mig. Ugen efter mødte jeg ham igen, hvor han var tilbage for at holde begravelse for selvsamme person. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at hvis jeg overlever det her, så skal jeg være præst.”
Hvad var det præcist, der gjorde indtryk på dig?
”For mig at se havde han simpelthen det vigtigste arbejde i verden. Jeg synes, at det er så meningsfuldt at fejre kærligheden en uge, før man dør. Det er helt vildt stærkt og vidner for mig om essensen af kristendommen og juleevangeliet – at Gud lod sig føde som det allermest sårbare lille barn i en verden, der grundlæggende er uperfekt og ukontrollerbar, og i kærlighed kommer til os midt i afmagten.”
Kommer du ind på den tanke i din prædiken juleaften?
”Ja, jeg tænker på at tale om det uperfekte – at juleevangeliet er lidt som et uperfekt familieportræt. Vi har Josef, Maria og det lille barn i krybben i en mørk stald. For at bruge et moderne udtryk er det ikke ligefrem et Instagram-billede. Det er fyldt med revner og sprækker på alle måder. Jeg tror, at mange af os kan spejle os i, at livet ikke altid føles perfekt, og her er julens budskab til os, at der midt i det uperfekte er et lys på trods i form af barnet i krybben”.
Hvad betyder det for din prædiken, at langt flere end normalt sandsynligvis følger juleaftensgudstjenesten på tv i år?
”Jeg tænker da over, at denne julegudstjeneste måske er den eneste mulighed, som mange har for at komme til gudstjeneste juleaften, når nu man ikke må være så mange i kirken som normalt. Derfor er det også særlig vigtigt, at jeg sørger for at gøre prædikenen mere inkluderende, så alle får en oplevelse af, at det er deres julegudstjeneste.”
Har juleevangeliet noget at sige ind i den aktuelle coronakrise?
”Man kan sige, at rigtig meget i tiden handler om, at vi skal skabe og optimere os selv. Vi skal med et rædselsfuldt udtryk hele tiden blive en bedre version af os selv. Der er lidt den samme retorik omkring corona, hvor det næsten bliver så voldsomt, at det er dit og mit ansvar, om vores ældre dør. Rigtig meget hviler på vores skuldre og gør, at vi nemt kan føle os skamfulde og skyldtyngede. Hele juleevangeliet bliver her særlig vigtigt med sit budskab: Selv når vi kommer til kort, når livet ikke går op, og vi føler, at vi ikke er gode nok eller formår at producere vores egen lykke, så er der stadig et håb og et budskab om, at vi er elsket helt ufortjent, uden at vi skal gøre noget som helst for det. Det er juleevangeliets gave til alle mennesker. Og det er for mig den mest håbefulde og glædelige fortælling, der findes. At Gud selv blev menneske og med sit liv og død satte tilgivelse og nåde som fortegn for vores liv.”