Måske husker du navne som Flapøre, Æblehoved, Møgtøsen og Rasmus Hugtand?
De er alle figurer i det magiske univers, som befolker forfatteren Morten Ramslands store folkelige og litterært meget anerkendte gennembrudsroman ”Hundehoved” fra 2005, hvor fortælleren selv bærer øgenavnet Løgnhalsen.
Torsdag fylder Morten Ramsland 50 år og kan se tilbage på en lang række romaner og børnebøger, som alle bærer det umiskendelige Ramsland-træk, at de kredser om de fortællinger, vi dels fortæller om os selv, dels fortæller om hinanden. Men selvom de velkendte historier på den måde altid er udgangspunktet, er Ramsland ikke interesseret i blot at gentage dem. I stedet er han optaget af spørgsmålet om, hvad de gør ved os og vores forestillinger om os selv – og mange af hans romaner er derfor også fantasifulde bud på, hvordan vi kan slippe fri af de fastlåste historier og i stedet skabe nye fortællinger om os selv og hinanden.
Det er netop også den tilgang, Ramsland udsætter sin egen slægt for i gennembrudsromanen ”Hundehoved”, hvor han søger tilbage til de overleverede familiefortællinger – og skriver dem om. Som han dengang forklarede i et interview i Nordjyske:
”Det er en løgnehistorie, men med et intrikat forhold til sandheden. Jeg spiller på løgnen og fantasien for at skabe fortællinger om slægters liv. For at det hele skal gå op og give den mening, som fortælleren gerne vil have, at det gør, så kræver det en vis grad af fantasi og en måde at binde tingene sammen på, som ikke er i overensstemmelse med sandheden. Det er den samme måde, jeg tror, vi også skaber mening i vores eget liv på. Så bogen er én stor løgnehistorie. Men en meningsfuld løgnehistorie.”
Morten Ramsland er vokset op i Næsby ved Odense på Fyn. Han har beskrevet sig selv som et besværligt barn, der både var urolig og flabet, og i et interview med Kristeligt Dagblad har han tidligere fortalt, hvordan han som yngre ”var parat til at give andre tæsk, og da jeg valgte volden fra, kom det til udtryk ved, at jeg blev indadvendt. Måske skabte det også kimen til, at jeg er endt som forfatter. For da jeg gav slip på den spontanitet og udadvendthed, der fulgte med at give andre børn flade lussinger, tvang det mig ind i min egen forestillingsverden”.
Hans litterære drømme begyndte på gymnasiet, hvor han blev inspireret af Michael Strunges digte og selv begyndte at skrive lyrik. Et højskoleophold på Danebod Højskole på Als forstærkede kærligheden til litteraturen, og efter et ophold som projektarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Østafrika studerede han dansk og kunsthistorie på Aarhus Universitet.
Samtidig med studierne skrev han digte, og i 1993 debuterede han med digtsamlingen ”Når fuglene driver bort”, der fik en pæn modtagelse, men næsten ingen læsere. Hans romandebut fra 1998 ”Akaciedrømme” fik derimod hårde ord fra anmelderne, og læserne måtte han også se langt efter.
Samtidig blev han ramt af en depression, og det var i den periode, at han begyndte at dykke ned i sin slægtshistorie – og i det landskab, der blev til ”Hundehoved”. Ramsland har fortalt, at han helt overvejede at lægge forfatterlivet på hylden og i stedet blive maler, hvis opfølgeren til ”Akaciedrømme” heller ikke slog igennem.
Men det må man sige, at den gjorde. Fra at have været handicaphjælper den ene dag og i dyb tvivl om, hvorvidt forfatterdrømmen var andet end netop en drøm, blev Morten Ramsland nu det helt store navn på landets bestsellerlister og en funklende ny ”darling” hos anmelderne, der også siden har fremhævet hans mestring af den magiske realisme og unikke evne til at kombinere det barske med både ømhed og humor.
Ramsland droppede jobbet som handicaphjælper og tvivlen på forfattergerningen. Modtog De Gyldne Laurbær og en række andre priser for sin bog, der blev oversat til 20 andre sprog og solgt i over 250.000 eksemplarer, mens udenlandske forlag overbød hinanden i kampen om at skaffe sig rettighederne til bogen.
Hans senere bøger har ikke opnået helt samme udbredelse, men med ”Sumobrødre” fra 2010 viste han igen, at hans livtag med barndommen og familierelationerne er et godt udgangspunkt for stærk litteratur.
På spørgsmålet om, hvorfor netop slægtskab og rødder er udgangspunkt for mange af hans romaner i en tid, hvor familien ellers ser ud til at miste betydning, lød svaret fra Morten Ramsland i et tidligere interview i denne avis: ”Det betyder jo ikke, at familien rent følelsesmæssigt har mistet sin funktion. Det, at man ikke er så tydelig del af en familie længere, afføder netop et behov for det sammenhold på en anden måde. Og det får man blandt andet dækket ved at beskæftige sig med familiens historier.”