Museumsleder: Museet skal vække lysten til at bruge sine evner

61-årige Hans Ole Matthiesen har i tidens løb fordybet sig i ornitologi, roning, musik og ikke mindst arkæologi. Som leder af museet Kongernes Jelling ser han det som sin opgave at tale til den indre nørd i børn og voksne

Den erfarne arkæolog og museumsmand Hans Ole Matthiesen har været med til at udtænke det interaktive oplevelsescenter Kongernes Jelling, som åbnede i 2014. Arkivfoto.
Den erfarne arkæolog og museumsmand Hans Ole Matthiesen har været med til at udtænke det interaktive oplevelsescenter Kongernes Jelling, som åbnede i 2014. Arkivfoto. . Foto: Torben Glyum/Vejle Amts Folkeblad.

Da Hans Ole Matthiesen var barn og voksede op i Sønderborg, boede han i en periode hos sin bedstefar, Hans Jensen, som havde et husmandssted på Als, var sønderjysk veteran fra Første Verdenskrig og en blændende fortæller. På hans jord var der en stenaldergrav, og når lille Hans skulle aktiveres om sommeren, gik de to sammen ud og ledte efter stenøkser.

Interessen for arkæologi var vakt, og i en alder af 10 år forfattede Hans Ole Matthiesen et brev til Museet på Sønderborg Slot, hvor han tilkendegav, at hvis der var brug for friske mænd til at hjælpe med udgravninger, var han parat. Museet ringede dog aldrig - måske fordi han ganske vist fik lagt brevet i kuverten, men inden den kom i postkassen, svigtede hans mod.

Nu er der gået et halvt århundrede. Den arkæologi-interesserede dreng er i dag 61 år, overinspektør og daglig leder af Kongernes Jelling, som er en af de succeshistorier, som ligger bag, at danske museer i 2015 ser ud til at have slået alle rekorder i besøgstal. Kongernes Jelling har efter sin forandring fra mindre udstilling til ambitiøst oplevelsescenter seksdoblet sit besøgstal. Og det glæder en mand, der igennem 15 år har arbejdet med at formidle viden om fortiden i vikingetidens legendariske kongeby.

”Jeg hører selv til dem, der finder det spændende at se en hel montre fyldt med 20 forskellige stenøkser, så man kan se, hvor stor variation der er. Men denne udstilling er lavet med særligt fokus på fortælling og interaktivitet, blandt andet fordi vi faktisk ikke har så mange genstande at vise frem,” fortæller Hans Ole Matthisen.

Han tilføjer, at Kongernes Jelling i stedet er præget af korte, men fængende tekster, og med mange tekniske greb som illusionsteknikken Pepper's Ghost kan de besøgende se de få genstande, der er, i flere forskellige sammenhængende. Det kan lyde som overfladisk underholdning, men for hans Ole Matthiesen er det blot et fokus på oplevelsesdelen i formidlingen af viden.

”Det bliver først underholdning, hvis det faktuelle ikke er korrekt - hvis vi formidler imod historien for at skabe en sjov historie. Alle vores fortællinger er skabt med historien, og vi tillader os endda at sætte spørgsmålstegn ved de ting, vi ikke præcist ved.”

Hans Ole Matthisen har dels en læreruddannelse fra Skaarup Seminarium på Fyn, dels en kandidatgrad i arkæologi fra Aarhus Universitet i 1991. Han har arbejdet som naturvejleder i Sønderjylland, har skrevet bøger om vikingetiden, har deltaget i arkæologiske udgravninger i Ribe, Randers, København, Odense og Viborg og blev i sin tid oplært i museumsverdenen af den kendte forfatter og mangeårige leder af Viborg Museum Peter Seeberg. Uanset hvad der udstilles, er hans filosofi, at et museum skal aktivere den besøgende til selv at arbejde med at blive klogere.

”Jeg vil gerne inspirere børn og deres forældre til at nørde noget mere. Når jeg fortæller om Jelling, plejer jeg at sige til børn og unge, at Thyra Danebods grav endnu ikke er fundet, Og den, der finder den, bliver verdensberømt. Mere berømt end man kan blive af et opslag på Facebook,” erklærer Hans Ole Matthiesen.

Selv lægger han ikke skjul på, at han har nørdet løs i mange retninger. Han er passioneret ornitolog, spillede i mange år guitar og var med i et Beatles-kopiband, har været særdeles aktiv roer og blev Danmarksmester i roning i 1978. Han har også været aktiv radioamatør og optaget af akvariefisk. Hans søn og datter er henholdsvis 28 og 23 år. Han er skilt fra deres mor og bor sammen med sin kæreste.

Som lærer og formidler er Hans Ole Matthisen inspireret af Grundtvigs tanker om at oplive, oplyse og oplede:

”I vikingernes livsopfattelse var én af de ting, som kvalificerede en mand til at komme til Valhal efter døden, at han havde levet sit liv på en måde, så hans evner blev udnyttet. Det ideal vil jeg gerne give videre.”