Museumsdirektør: Man er nødt til at lære af sine fejltagelser

Museumsdirektør og skuespillersøn Holger Reenberg fortryder, at han aldrig gav teatret en chance. Men han tog ved lære af sine fejl, og beslutningen om at rykke teltpælene op og flytte til Jylland er den vigtigste, han nogensinde har truffet. I dag fylder han 65 år

”Jeg tror, at mange af os kan gå rundt med erkendelser af de fejl og den uret, man har begået mod andre, inde i os selv. Men det vigtige er, at man lader erkendelsen føre til en form for handling. At man fører det, man har lært, ud i livet,” siger Holger Reenberg.
”Jeg tror, at mange af os kan gå rundt med erkendelser af de fejl og den uret, man har begået mod andre, inde i os selv. Men det vigtige er, at man lader erkendelsen føre til en form for handling. At man fører det, man har lært, ud i livet,” siger Holger Reenberg. Foto: Gunnar Merild.

Hvis du havde fortalt en ung, ærkekøbenhavnsk Holger Reenberg, at størstedelen af hans professionelle virke ville komme til at udspille sig i Herning, havde han nok rullet en anelse med øjnene. Hearts mangeårige museumsdirektør, som i dag fylder 65 år, kom både geografisk og kulturelt til verden langt fra den jyske hede.

Holger Reenberg voksede op i Holte som enebarn af den kendte skuespiller Jørgen Reenberg og hans første hustru, Marianne Reenberg (født Zobel). Kultur og tykke bøger spillede en afgørende rolle i barndomshjemmet, hvor grammofonpladen for det meste spillede klassisk musik. Men det blev kunsthistorien og ikke scenekunsten, som den unge Holger Reenberg i sidste ende kastede sin gunst over.

Uddannelsen som kunsthistoriker bragte ham forbi flere museer, indtil han for 20 år siden påtog sig ansvaret for at opføre Heart fra bunden. En beslutning, som han i dag ser tilbage på som den vigtigste i sin karriere.

De to årtier i He rning har modnet Holger Reenberg i flere henseende. Selvom han har holdt fast i sin tydelige rigsdanske dialekt, har den dominerende jyske tavshed resulteret i, at han taler mindre og er blevet mere eftertænksom.

Rollen som museumsdirektør har samtidig givet Holger Reenberg en helt ny form for ansvarsbevidsthed.

”Når man bygger et museum, går det op for én, at det er ret stort i forhold til, hvad man tidligere har stået med. Der er nogle forpligtelser, som betyder, at man er nødt til at tænke nærmere over sine handlinger og sin fremfærd. For det kan have virkninger langt ind i fremtiden,” siger han.

Da Holger Reenberg i 2001 landede i Herning, havde han til at begynde med ingen ambitioner om, at opholdet skulle blive et længere et af slagsen. Han så det mest af alt som et springbræt til noget større, da han havde nogle ”honette ambitioner”, som fortalte ham, at han måtte videre ud i verden. I dag er han taknemmelig for, at han ikke begik den fejl.

”Jeg har lært, at det kan bringe en masse uventet godt med sig, hvis man holder fast i noget længe nok,” siger han.

Tiden på Heart har også gjort Holger Reenberg langt mere pragmatisk i forhold til sine egne begrænsninger.

”Jeg forsvinder meget i de ting, jeg laver. Men her er jeg jo chefen for det hele, og derfor bliver jeg nødt til at være påpasselig med ikke at fordybe mig for meget i ét område. Så jeg er gået fra at være en kunsthistoriker med en stor faglig stolthed og et ideologisk syn på kunsten som det vigtigste i verden til mere at betragte min dont som en arbejdsplads, jeg er forpligtet til at udvikle.”

Generelt er Holger Reenberg mindre styret af den frygtløse tilgang og robusthed over for livets tildragelser, som prægede hans ungdomsår. Denne ungdommelige tilgang kom blandt andet til udtryk, da han i 1994 takkede ja til jobbet som museumsinspektør på Arken i Ishøj under Anna Castberg, der kort tid efter museets åbning blev fyret for at have forfalsket sit cv.

”Det var en vanskelig og kaotisk sag at ryge ind i. Men også fantastisk dramatisk, vanvittigt spændende og i sig selv modnende. Men jeg havde ikke gjort det i dag,” fortæller Holger Reenberg om oplevelsen, som han ikke vil sige, at han fortryder.

I disse dage er Ho lger Reenberg, som har fundet mere ro i sit professionelle virke, mest optaget af at følge sine to børn på 21 og 25 år, der er fløjet fra reden for at studere i København. Han bekymrer sig over, hvordan de falder til i storbyen.

”Det har da været ganske svært og til tider præget af en vis ensomhed for dem. Men det at mærke, at de begynder at fungere bedre og være mere tilfredse, er en kæmpe lettelse. For det er en svær alder, 20’erne. Alt er præget af tvivl,” siger Holger Reenberg, der selv var plaget af vægelsind i sin ungdom.

Før han efter et langt tilløb besluttede sig for at kaste sig over kunsthistoriestudierne på Københavns Universitet, blev han i en tidlig alder tilbudt at komme i lære hos Sam Besekow – en af tidens største teaterinstruktører. Men Holger Reenberg, der blandt andet var styret af en angst for at gå i sin far, Jørgen Reenbergs, fodspor, takkede nej.

”Det var jeg dum nok til at sige nej til. Det var både noget med, at min far fyldte meget. Og samtidig var jeg bare i tvivl om alting. Det rodede i hovedet på mig. Og det er en af de få ting, som jeg fortryder, at jeg ikke prøvede.”

Selvom Holger Reenberg stadig plages af tanker om, hvad der kunne have været, har han taget oplevelsen med sig som en lektion. Siden da har han levet med mantraet om, at man altid skal gribe chancen, hvis man får et tilbud, som interesserer én.

”Jeg tror, at mange af os kan gå rundt med erkendelser af de fejl og den uret, man har begået mod andre, inde i os selv. Men det vigtige er, at man lader erkendelsen føre til en form for handling. At man fører det, man har lært, ud i livet,” siger Holger Reenberg, som selv havde denne livslektion i baghovedet, da han begav sig ud på sit formative jyske eventyr for 20 år siden.