Kristian Leth blev gift som 22-årig: Ægteskabet var en redningsbøje

Kristian Leth er vokset op i en tumultarisk familie, hvor det kunstneriske arbejde skulle balanceres med de nære relationer. Kristeligt Dagblad har stillet kunstneren en række livsspørgsmål op til hans 40-årsfødselsdag på fredag

At blive gift som 22-årig er det klogeste, han nogensinde har gjort, siger Kristian Leth, der kalder ægteskabet for en ”redningsbøje”, han kastede sig over. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.
At blive gift som 22-årig er det klogeste, han nogensinde har gjort, siger Kristian Leth, der kalder ægteskabet for en ”redningsbøje”, han kastede sig over. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg flyttede til USA med min kone og vores tre børn for fem år siden. Vi gjorde det af eventyrlyst. Da jeg mødte min kone, boede hun i New York og havde ikke planer om at flytte. Vi fik hurtigt vores første barn og bosatte os i Danmark. Men vi forestillede os hele tiden, at vi på et tidspunkt skulle flytte til New York. Da vores børn var 2, 7 og 10 år, gjorde vi alvor af tanken, og selv om det tager tid at falde til i et andet land, føler vi os fuldstændig hjemme nu. Det seneste år har vi boet i et hus i Brooklyn, hvor vi er vildt glade for at bo. New York er i virkeligheden en masse små landsbyer, og der bliver ved at være områder af byen, som er fremmede og eksotiske for mig.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg ville ønske, at jeg havde en mentor, men det har jeg ikke. Alligevel er der personer, som har betydet meget for min udvikling. Niels Frank, der var rektor på Forfatterskolen, har betydet enormt meget. Og David Bowie var afgørende for, at jeg som 15-årig besluttede, at jeg ville lave musik.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?

Du skal ikke have ondt af dig selv, og du skal ikke tage et nej for et nej. Vil man lave musik, skal man ikke vente på, at nogen giver én en chance, man skal gå i gang med at lave en plade.

Og så skal man lave en forretningsplan. Min mor arbejdede som skuespiller hele min barndom, hvilket betød, at hun nogle gange var på bistand. Hun var ene om at forsørge og passe mine brødre og mig, så jeg er vokset op med, at den økonomiske ruin lå lige bag næste sving.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg har ikke oplevet noget stort konkret tab. Men er man vokset op i et ødelagt hjem, som jeg er, sidder det i en som en sorg eller et tab. Det har hele tiden ligget som en vægt på sjælen, men det er først i de senere år, jeg er begyndt at kunne håndtere eller favne det. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad det har betydet og betyder i mit liv.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?

Da jeg blev gift som 22-årig og fik et barn året efter. Jeg kommer fra en temmelig tumultarisk familie, og med den baggrund forstår jeg egentlig ikke, at jeg turde. Men det er det klogeste, jeg nogensinde har gjort. Måske var det også nødvendigt. Det var som en redningsbøje, jeg kastede mig over. Og nu – 18 år efter – har jeg været gift længere end nogen af mine forældre og har været en god far for mine børn. Det er noget af det, jeg er mest stolt af i mit liv.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Ligesom min far er jeg god til at betragte verden, blive fascineret af den og formidle den til andre. Men modsat min far, som er æstetiker, er jeg optaget af at forklare verden i dybden. Fra min mor har jeg en nøgternhed omkring familiens og kærlighedens betydning. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hovedprojektet i mit liv er at være der for dem, jeg er tættest på. Det har jeg fra min mor. Jeg har aldrig lidt af den illusion, at kunstnerisk arbejde skal være én stor sjælesøgen. At skrive eller lave musik handler også meget om at komme i gang og producere noget i stedet for at sidde og vente på inspiration og være optaget af sine egne blokeringer. Det er inderligt ligegyldigt for resten af verden.

Hvad tror du på?

At der er en mening med tingene, og at tingene hænger sammen. Det indikerer selvfølgelig en form for større struktur, men den kan jeg ikke sætte mange ord på. Som en dygtig åndemaner engang sagde til mig, så taler jeg helst om det, jeg ved, og hvad der virker i mit liv. Det fokuserer jeg på.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var 9-10 år, flyttede min lillebror, min storebror, min mor og jeg fra et boligbyggeri i Kokkedal på Sjælland til Sølvgade i København – til en totalt ødelagt lejlighed, som det ville være venligt at kalde et håndværkertilbud. Om aftenen gik min lillebror og jeg sommetider ind til vores storebror. Så lå vi og kildede hinanden og sloges og grinede, indtil vores mor kom ind og sagde, at nu skulle vi altså være stille. Så var vi stille et lille stykke tid, indtil det igen brød løs. Siden fik jeg to brødre mere, og vi har alle fem et meget tæt forhold.