Musiker og kønsdebattør med øre for kirkesang

Henrik Marstal blev mobbet som barn, og det har præget hans vej ind i køns- og ligestillingsdebatter. Musikeren og debattøren er med i redaktionsgruppen for et nyt salmebogstillæg, der kommer på fredag

Musiker og kønsdebattør Henrik Marstal. –
Musiker og kønsdebattør Henrik Marstal. – . Foto: Reimar Juul/Scanpix.

Henrik Marstal møder en del modstand. Ikke på grund af hans arbejde med musik, der førte ham ind i redaktionsgruppen til det nye salmebogstillæg ”Kirkesangbogen”, som udkommer fredag. Det er derimod hans rolle i køns- og ligestillingsdebatter, der giver ham modstandere. I sommer blev han interviewet i journalisten Poul Pilgaard Johnsens vin- og interview- program ”Flaskens ånd” på Radio24syv. Her indledte journalisten med at sige:

”Jeg har haft folk fra den ene yderfløj til den anden i dette program. Jeg har haft en fra Dansk Folkeparti, jeg har haft yderligt- gående venstreorienterede, og jeg har sågar haft besøg af en anarkist. Alligevel er der ikke en gæst, jeg har været så uenig med som dagens.”

Henrik Marstal er født i Esbjerg i 1966. Begge forældre var klassiske musikere, og hans mor, Inge Marstal, var en af initiativtagerne til babysalmesang, som er blevet så stor en succes i folkekirken. Han har senere fortalt, at bibellæsning gjorde et stærkt indtryk på ham allerede som barn.

Opvæksten har været med til at bane vejen for, at han selv blev musiker, og han underviser som ph.d. i musikvidenskab på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Henrik Marstal er medlem af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik og er selv udøvende musiker. For tiden i duoen marstal:lidell sammen med Anna Lidell.

Men det var ikke kun musikken, han fik tidligt ind i barndommen i Esbjerg. I flere interviews har han sagt, at hans fortid som mobbe- offer i skolen har præget ham til at blive en del af køns- og ligestillingsdebatterne.

”Det har fået mig til at føle mig som en minoritet, og jeg tror, at det har fået mig til at identificere mig med dem, der ikke er helt så privilegerede. Følelsen af at stå udenfor har også givet mig en stærk retfærdighedssans, og det har drevet mig langt som debattør,” sagde han til Berlingske i 2015.

Hans vej mod at blive et kendt navn i ligestillingsdebatten går langt tilbage og er ifølge ham selv aktiveret gennem en række ahaoplevelser i løbet af årene.

En af disse ahaoplevelser var, da han i 2006 var med til at lave kulturkanonen på musikområdet. Her fik de kritik for næsten kun at være mænd i projektet. Først blev Henrik Marstal vred, for han mente jo selv, at han var udvalgt på grund af sine evner. Men efter noget tid måtte han spørge sig selv, hvorfor han blev så vred, sagde han til Berlingske:

”Og det var jo selvfølgelig, fordi jeg et eller andet sted godt kunne se, at kritikerne havde fat i noget.”

Siden da har Henrik Marstal blandet sig i flere debatter, og i mellemtiden er han også blevet folketingskandidat for Alternativet.

Sidste år var han i en omdiskuteret udsendelse i Deadline på DR 2 for at lægge afstand til fænomenet kulturel appropriation. Altså det, at en person adopterer brudstykker fra en anden kultur. For eksempel når en hvid person har dreadlocks, den hårstil, som blandt andre Bob Marley gjorde kendt. I forlængelse af den optræden blev han beskyldt for at være ekstrem.

Det forlyder om Henrik Marstal, at han er en spirituelt åben person og optaget af tro, kirke og ritualer. Desuden får han det skudsmål, at han er en intens og hjertelig person, som altid indtræder engageret i samtaler.