Prøv avisen
Portræt

Musikeren, der kom ind i teatrets verden

”Jeg er en musiker, der er gået forkert i teatrets verden,” siger Peter Langdal grinende om sin egen karriere. Foto: Leif Tuxen

Peter Langdal ville være musiker, men endte som teaterdirektør og -instruktør. Musikken har han taget med sig gennem en travl og produktiv karriere. I dag fylder han 60 år

Man skal tidligt op, når man skal have et interview med Peter Langdal. For to år siden stoppede han som teaterdirektør på Betty Nansen Teatret for at få mere tid til sig selv, sine børn og sit kunstneriske liv. Det er ikke lykkedes så godt, siger han selv. I dag fylder sceneinstruktøren 60 år.

”Jeg skal snart ud ad døren, men så tager vi den bare på farten,” siger Peter Langdal, da han tager telefonen i hjemmet i Fiolstræde, tæt ved Nørreport Station i København, hvor han er vokset op.

I dag bebor hans forældre, hans bror med kone og unger og Peter Langdal selv med sin kone og tre ud af fem børn hver en etage i et gammelt hus, de alle har været med til at sætte i stand igennem de seneste 40 år.

”Lige et øjeblik, jeg skal lige ind i bilen. Jeg har ikke arme nok. Jeg ringer dig op om lidt.”

Med en journalist på medhør kører Peter Langdal mod Betty Nansen Teatret, hvor han i 23 år var direktør sammen med Henrik Hartmann. Egentlig ville han hverken være direktør eller sceneinstruktør. Som barn sang han i drengekoret i Københavns Domkirke, og efter stemmen gik i overgang, blev han en del af alt fra bigbands til jazz-orkestre og salsa-musikgrupper.

”Jeg er en musiker, der er gået forkert i teatrets verden,” griner han i telefonen. Da han kom ind på Statens Teaterskole ”fangede bordet”, og i 1982 kunne han begive sig ud i instruktørtjansen.

”Jeg havde en slags Klods-Hans-frygtløshed. Jeg tog det ikke så højtideligt, for jeg ville jo hellere spille musik,” fortæller han.

”Hæng lige på, du – jeg skal lige have noget benzin på,” siger Peter Langdal og afbryder ved en fejl opkaldet.

Et øjeblik efter ringer han tilbage og fortsætter sin talestrøm med lyden af en benzinpumpe i baggrunden. Efter en succesfuld debut med ”Plys og plastik” kastede han sig i en stadig ganske ung alder over sin egen fortolkning af klassikere som Holberg, Shakespeare og Drachmann, Moliére og Ibsen.

”Sådan noget som Drachmanns ’Der var engang’ er noget gammelt lort for at sige det rent ud. Men det er sjovt at spille bold op ad klassikerne og lege med lyden og udtrykket, og det var i mødet med klassikerne, jeg lærte at være instruktør,” siger Peter Langdal.

Han har siden været særdeles produktiv, og en opremsning af hans opførelser kunne nemt udfylde alle linjerne i dette portræt. Selv mener han dog, at det gennemgående i hans virke har været rytmen og musikken. Faktisk har han det bedst, når han sidder alene om natten og spiller på sit klaver. På den vis føler han sig privilegeret, fordi han ved klaveret som en eremit kan kravle ind i sin egen verden, mens han i instruktørrollen kan tage del i den kollektive kunstart. Som har han fundet løsningen på det klassiske dilemma om, hvordan man er både sig selv og en del af helheden.

I telefonen kan man høre en bildør smække, da Peter Langdal har nået teatret. Han skal til møde om en musical, han opsætter i samarbejde med Musikhuset i Aarhus. Ved siden af det instruerer han eventyr-musicalen ”Into the woods”. Han har netop opsat en opera i Lyon og musicalen ”Cabaret” i Oslo, og i næste uge flyver han til New York i forbindelse med stykket ”Sommer uden mænd”.

Livet som freelance-instruktør skulle give ham mere tid, men han er ikke så god til at sige nej. I stedet er han begyndt at planlægge, hvornår han ikke skal lave noget. Det er nemmere på den måde. Fødselsdagen skal dog fejres derhjemme med familien i det gamle hus i Fiolstræde.8