Prøv avisen
Portræt

Muskelsvindfondens formand søger efter det fælles

Muskelsvindfonden skal søge samfundsdebatterne, siger foreningens formand, Lisbeth Koed Doktor, der selv har muskelsvind og har været medlem af foreningen, siden hun var 17 år. Foto: Muskelsvindfonden

For Muskelsvindfondens formand, Lisbeth Koed Doktor, der selv har muskelsvind, er det vigtigt at gå aktivt ind i samfundsdebatter og søge ligheder frem for forskelle

Lisbeth Koed Doktor og hendes lillebror fik diagnosticeret muskelsvind, da hun var 12 år gammel. Begge fik at vide, at de skulle regne med at sidde i kørestol, når de fyldte 16 år. Hun husker beskeden som ret udramatisk. Der var ingen panik. Bare en rutine med regelmæssige kontroller og en hverdag, der fortsatte uagtet de dårlige nyheder.

Lisbeth Koed Doktor er endnu ikke kommet til at sidde i kørestol. Man kan ikke se, at hendes arme mangler kræfter, eller de mange ting, hun ikke er i stand til derhjemme. Det føles til tider som at stå med benene i hver sin lejr, ”ikke helt handicappet og ikke helt normal”, som hun siger.

Lisbeth Koed Doktor er født i 1979 i Kolding. I dag bor hun i Højbjerg i Aarhus sammen med sin mand, som hun mødte allerede i 2.g, og deres to drenge på 13 og 15 år.

Hun arbejder frivilligt som formand for foreningen Muskelsvindfonden, som i dag har taget stilling til aktiv dødshjælp som den første blandt de store handicaporganisationer i Danmark.

Da Lisbeth Koed Doktor var 14 år, to år efter at hun fik diagnosen, blev hun optaget af filosoffen Sokrates og hans tanker om sjælen og legemets dualisme. Hun var optaget af hans overvejelser om, hvorvidt man kunne frigøre sjælen fra legemet. Hvilken betydning kroppen egentlig har for livet.

Hun tog Sokrates med sig videre fra gymnasiet og læste nordisk sprog og litteratur som hovedfag med oldtidskundskab som sidefag. Sideløbende skrev hun freelanceartikler for Muskelsvindfondens tidsskrift Muskelkraft. Efter at have færdiggjort sin universitetsuddannelse blev hun ansat som redaktionssekretær på tidsskriftet Sfinx om middelhavsområdet og antikkens kunst og kultur. Men da tidsskriftet skulle skære ned, var det svært at finde et nyt job, som matchede de skånehensyn, Lisbeth Koed Doktor havde brug for. En kombination af stress og alvorlige fald medførte, at hun fik en førtidspension, hvilket hun endte med at blive glad for.

Da Lisbeth Koed Doktor var teenager, læste hun ungdomsromaner, der skildrede det at være teenager ud fra mainstream, det normale. Hun var glad for at kunne forsvinde ind i en anden verden og for i en tid at låne sig til en anden identitet. Hun oplevede, at rigtig meget af det, hun læste, også gjaldt for Lisbeth Koed Doktor selv, selvom hun havde muskelsvind og befandt sig et sted midt mellem mainstream og en kørestol.

Lisbeth Koed Doktor har altid været optaget af, hvad mennesker har tilfælles: Hvordan personerne, hun læser om i litteraturen, nærmer sig og adskiller sig fra hinanden. Hvordan mennesker med og uden handicap i sidste ende har flere fællestræk end forskelle. Det var en af årsagerne til, at hun sidste år stillede op til formandsvalget for Muskelsvindfonden efter i to år at have siddet i foreningens repræsentantskab. For Lisbeth Koed Doktor er det vigtigt, at foreningen byder sig til i relevante samfundsdebatter. For meget af det, der drøftes, har også har indflydelse på mennesker med handicap.

Andre læser lige nu