Graverjournalistik. Undersøgende journalistik. Investigative reporting .
Kært barn har mange navne, og denne særlige disciplin inden for pressen har takket være film-fiktioner og dygtig selviscenesættelse fra dens udøvere fået sin helt egen aura af detektivarbejde, trusler fra onde magthavere og møder i skumle parkeringskældre, hvor anonyme kilder afleverer hemmelige dokumenter i brune kuverter.
Men for en af dansk journalistiks dygtigste udøvere inden for genren, Morten Pihl fra Morgenavisen Jyllands-Posten, handler graverjournalistik om noget helt andet. Først og fremmest om at aktivere sin egen undren, nysgerrighed og indignation og derefter bruge den store mængde tid og det grundige undersøgelsesarbejde, der skal til.
”Den sag, som førte til min seneste Cavling-pris, begyndte meget simpelt med, at jeg læste en artikel fra Ritzaus Bureau, baseret på en pressemeddelelse fra Region Sjælland, som fortalte om mangelfuld brystkræftbehandling, der havde stået på fire år i streg,” fortæller Morten Pihl, som i dag fylder 60 år.
Hvor nogle medier kun har tiden og overskuddet til at referere en sådan pressemeddelelse eller foretage et enkelt opkald til en politiker, gik Morten Pihl og hans makker, Tea Krogh Sørensen, grundigt til værks for at få svar på alle de spørgsmål, pressemeddelelsen ikke besvarede.
Resultatet af dette arbejde blev artikelserien ”Det store sundhedssvigt”, som i 2019 udløste dansk journalistiks fineste pris, Cavlingprisen.
Morten Pihl er nu i eksklusivt selskab som tredobbelt Cavling-vinder sammen med kun én anden, tv-journalisten Michael Klint, der har fået prisen i 1996, 2005 og 2013.
Morten Pihl voksede op på Bornholm og kom allerede som skole-erhvervspraktikant på Bornholms Tidendes lokalredaktion i Nexø.
Som gymnasieelev i Rønne havde han et fritidsjob med at skrive referater fra håndbold- og fodboldkampe, og efter studentereksamen og et højskoleophold uddannede han sig til journalist. Han har været på en række medier og også kortvarigt snuset til kommunikationsverdenen og tv-journalistik, men fandt ud af, at det at skrive til avisen er det bedste for ham.
Fra 2003 har han været ansat i hvad han betegner som ”Jordens bedste job” i Jyllands-Postens gravergruppe.
Når ikke det er coronatid, foregår arbejdet på redaktionen på Rådhuspladsen i København, og Morten Pihl holder af dagligt at cykle de to gange 19 kilometer mellem hjemmet i Holte og redaktionen. Han er glad for motion ude i naturen og har tidligere løbet et par maratonløb
Sin første Cavling-pris fik Morten Pihl sammen med Jakob Priess-Sørensen i 2002, da de for dagbladet B.T. afdækkede daværende Farum-borgmester Peter Brixtoftes (V) økonomiske uregelmæssigheder.
Anden gang han fik prisen, var han alene. I 2014 var det artikelserien ”Lægernes store tag selv-bord” om overlægers misbrug af forskningsmidler, der udløste prisen. Men han savnede en makker dengang.
”Det er absolut bedst at være to på store projekter. Man er bedre til at få idéer og sparring. Redaktører har travlt og er ikke så godt inde i stoffet, som man selv er, så min erfaring med et samarbejde, som det jeg havde med Tea Krogh Sørensen i 2019, er, at én plus én giver fire,” siger Morten Pihl.
Ud over Cavling-priserne har han vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks pris og European Press Prize i 2013, og han har to gange modtaget Kristian Dahls Mindelegat. Men hans egen drivkraft er ikke priser eller berømmelse:
”Mit arbejde handler om at prøve at afdække de ulovligheder, de regelbrud og det hykleri, der er. Det handler om pressens ambition om at være den fjerde statsmagt, der holder magthaverne i ørerne, og det handler om at arbejde sig frem til den bedst mulige historie.”
De mange priser har heller ikke hindret ham i ofte at tvivle på, om det, han laver, er godt nok.
”Jeg har aldrig følt, at jeg bare var Guds gave til journalistikken. Jeg har altid tvivlet på min egen formåen,” siger Morten Pihl og tilføjer:
”Men jeg har da glæde af mine priser. Når jeg kommer ned i en arbejdsmæssig bølgedal, kan jeg godt finde på at tage en Cavling ned og kysse den på hatten”.