Som forskningschef for ”nyere tid” på Nationalmuseet dækker Christian Sune Pedersen den seneste periode – siden 1660. I øjeblikket forsker hans afdeling således i alt fra Store Nordiske Krig til coronakrisen. Herudover ligger ”verdens kulturer” også lige under hans område, så det spænder mildt sagt over mere, end han selv kan gabe over, som han siger. Men Christian Sune Pedersens nysgerrighed har alligevel ført ham ud i vilde situationer fra stormfuld sejlads i Grønland til at deltage i indiske farvelege i Vestbengalen og rituelle fuldemandsfægterier i Østeuropa.
Sådan er den nu 50-årige eventyrer kommet vidt som historiker. Men det var for alvor dødens kulturhistorie, der vækkede hans egen interesse for historie til live. For da Christian Sune Pedersen begyndte på den humanistiske basisuddannelse på RUC, vidste han endnu ikke, at han ville være historiker. Men det blev han hurtigt klar over, da han begyndte at beskæftige sig med mentalitetshistorien, herunder dødens og kærlighedens kulturhistorie. Det fik ham til at skifte til Københavns Universitet for at dykke ned i de historiske emner, der fangede ham. For eksempel blev han så opslugt af tanken om fortidens dueller til døden, at han endte med at skrive speciale om det.
”Jeg kommer fra en varm, tryg og blød 1970’er-opdragelse i Hørsholm, og det var spændende at prøve at sætte mig ind i hovedet på folk fra en helt anden tid, der satte deres liv på spil for ære. Det er jo det, dueller handler om. Man viser for omverdenen, at livet er mindre vigtigt end ens ære. Det slog helt benene væk under mig. Det syntes jeg var et utroligt emne, fordi det forekom så fremmedartet,” siger historikeren og tilføjer, at han ikke selv vil dø for andet end sin kone og parrets tre børn i København.
”Mine egne æresbegreber er ærligt talt ikke vigtigere for mig end mit liv. Men vi har jo alle sammen vores æresbegreber, som vi går rundt med. Vi kalder det bare noget andet. Og det er da interessant, hvad vi som moderne mennesker egentlig er klar til at dø for. Det klassiske svar har været familien og staten. Det er jo derfor, folk har taget i krig. Men om jeg på det personlige plan er parat til at betale den højeste pris, aner jeg ikke.”
Til gengæld blev han tidligt optaget af at gøre historien levende for andre. Allerede specialet blev udgivet som en bog om fortidens drabelige dueller. ”På liv og død”, som bogen hed, blev sågar nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Og han ser selv en lige linje fra sine mentalitetshistoriestudier på RUC til museumsarbejdet, der har beskæftiget ham, siden han blev færdig som historiker og blev ansat på Post & Tele Museum i 1999.
”Det var et spændende sted at begynde min museumskarriere. Det var lige på det tidspunkt, hvor den store it-revolution slog igennem, og vi var jo museum for kommunikation, så uanset hvad vi rørte, kunne vi gøre det relevant. Vi havde også en direktør, som satte en ære i at oplære unge museumsfolk i formidling. Og der lærte jeg, at historien skal skrives ind i nutiden,” forklarer han og ser blandt andet tilbage på en udstilling, der spejlede fortidens kærestebreve med tidens ny netdating. For internettet revitaliserede de skriftlige kærlighedserklæringer, som ellers havde været mere eller mindre fraværende i mange år.
På samme måde lavede han en udstilling om postvæsenets rolle i opbygningen af det første spionvæsen herhjemme, netop som debatten om it-overvågning for alvor begyndte. Undervejs nåede han også at skrive en ph.d.-afhandling om overvågning af breve i 1700-tallet.
Det blev bemærket af museumstalentspionerne på Nationalmuseet, hvor Christian Sune Pedersen fik muligheden for at brede sin nysgerrighed ud i både tid og sted.
Som forskningschef har en stor del af hans arbejde bestået i at få museumsfusionerne under Nationalmuseet til at fungere. Siden har han ved siden af sit virke som forskningschef blandt andet været medredaktør på værket ”Dansk Ekspeditionshistorie”, ligesom han senest har deltaget i flere ekspeditioner til Grønland for at være med til at forske i den danske kolonisering af Grønland i begyndelsen af 1700-tallet. Det næste store eventyr, der venter, er at være med til at lave Nationalmuseet om.
”Der er jo store planer om at udbygge Nationalmuseet, og det synes jeg er fantastisk spændende at være en del af. Meget af mit arbejde handler om ledelse, og det, der optager mig allermest, er at få forskellige ting til at spire frem sammen med alle forskerne på museet, så vi får skabt et godt forskningsmiljø og nogle gode forskningsprojekter. Det handler ikke nødvendigvis om mine egne personlige projekter, men om at være en del af en fælles historie,” siger han og vender tilbage til den store, lærerige historie.
”Det hele handler jo om at gøre historien levende ved at skrive den ind i vores nutid, så man kan genkende sig selv i det fremmede. For eksempel er jeg sikker på, at der er inspiration at hente om bæredygtighed i de små grønlandske samfund fra 1700-tallet, som jeg lige nu arbejder med. Og sådan er der noget at lære overalt i historien.”