Som barn var Signe Malene Berg vild med bøger og drømte om at blive forfatter. Det blev hun ikke.
Men som natkirkepræst i København har hun sat gang i en række initiativer under den fælles overskrift ”Natkirkens litteraturskole”. Der er blandt andet skriveforløb om poesi, tro og eksistens, en eksistentiel læsegruppe for barslende, skriveskole for psykisk sårbare og et nyt tiltag med salmer, sang og samtale.
”Det handler om at give sprog til troen og eksistensen og dyrke og højne et sprog om det uforståelige, som det er ekstra svært at finde ord for i en kultur, der har meget fokus på det intellektuelle og på det, der kan måles og vejes,” siger Signe Malene Berg. Også stilheden og det meditative er centrale for Natkirken, og præsten betegner sig selv som en indadvendt person.
”Af samme grund har jeg altid været lidt bange for højmessen, det skarpe lys og den måde, man er eksponeret på i den. Natkirken passer mig på mange måder bedre, og man kan måske kalde Natkirken for den indadvendte højmesse,” siger hun.
Hvordan fylder stilhed, bøn og meditation i dit liv?
”Jeg kan ikke trække vejret, hvis ikke stilhed og ensomhed er en del af min hverdag. Jeg har lige så meget behov for stilhed som for søvn. Det er derfra, jeg henter næring og energi til at kunne være social og sætte alle disse ting i gang. Jeg arbejder heldigvis meget alene til daglig, og i Natkirken får jeg jo også mulighed for at være i et meditativt, lyttende rum.”
Var det behovet for stilhed, der fik dig til at vælge præstegerningen?
”Det var nok snarere mystikken, gådefuldheden og den radikalitet, der ligger i kristendommen, som gør livet og verden så meget rigere.
Der har været en del svære ting i min families liv. Blandt andet døde min storebror som 23-årig i en trafikulykke. Livet og mennesket er meget grusommere og meget skønnere end det, man umiddelbart ser – og lige fra jeg var lille, har jeg været rædselsslagen for døden. Den blev hurtigt en erkendelse, men det gjorde troen også.”
Hvordan blev troen næret i dit barndomshjem?
”Mine forældre var troende, men vi gik stort set ikke i kirke, slet ikke juleaften. I stedet gik vi ind imellem i kirke på anden juledag, hvor der ikke kom andre. Min far kom fra en missionsk, jysk familie, og min farfar havde været missionær i Tanzania. Min far var ikke medlem af folkekirken. Han tog afstand fra det institutionelle, autoriteterne og det, han fandt lidt stift i folkekirken. Men han havde en levende tro, som viste sig i handling såsom at være pligtopfyldende, passe på jorden og være loyal, ordholdende og tage hensyn til andre.
Min mor var mere ekspressiv i sin tro, og gennem hende fik jeg interesse for at fordybe mig i bøger om dogmatik og teologiske diskussioner. På et tidspunkt blev min mor katolik, og nogle af os søskende gik til gudstjeneste med hende i den katolske kirke, hvor jeg også blev ministrant. At hjælpe til ved gudstjenesterne og opleve den måde, menigheden blev inddraget i messen på, kom til at betyde meget for mig. Hele den sanselige og kropslige dimension ved troen gik lige i hjertekulen på mig og er jo også kommet til at præge Natkirken meget.”
Hvad fik dig til at forlade den katolske kirke og blive medlem af og præst i folkekirken?
”Jeg kunne ikke affinde mig med, at kvinder ikke kunne blive præster – og med hierarkiet og hele synet på præsteembedet. Jeg er meget luthersk i min teologi, så det var naturligt for mig at gå til folkekirken.
Men du har med Natkirken brudt med eller gået til grænsen af det traditionelt folkekirkelige. Føler du dig fuldstændig hjemme i folkekirken?
”Ja, helt klart. Natkirken er jo en integreret del af folkekirken, og jeg hører netop hjemme i folkekirken, fordi der er plads til en som mig. Jeg kan godt lide, at den er så rummelig – at der både er plads til mig og til præster, der ligger meget langt fra mig teologisk. Det giver folkekirken legitimitet, at den repræsenterer den bredde, der også er i befolkningens tro.”