Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det må være det, jeg kalder min omvej til København. Jeg var præst på Nørrebro i halvandet år, inden jeg i august sidste år kom til valgmenigheden Aarhus Bykirke. Da jeg var henne hos provsten for at fortælle, at jeg ville stoppe, spurgte provstisekretæren mig, hvad det vigtigste, jeg havde lært gennem min tid der, var. Mit svar var: nederlagene. Jeg oplevede en magtesløshed, hvor jeg blev helt afhængig af at være på knæ bogstaveligt talt og i overført betydning og bede både min far i himlen og min kone om hjælp. Midt i magtesløsheden gemte der sig en form for velsignelse, fordi jeg mærkede afhængigheden som noget befriende.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
I alle faser i mit liv har der været stærke elementer af glæde og varme. Men skal jeg fremhæve en periode, må det være de seks et halvt år i Nordnorge, hvor jeg havde min første præstestilling. Min kone og jeg havde en vidunderlig tid med vores fem børn, hvor vi oplevede at have masser af tid til bare at være familie. Og så var naturen fuldstændig skøn. Da vi flyttede tilbage til Danmark, var det naturen, jeg savnede mest. Det sad i min krop som et kæmpe savn. Jeg elskede de lange snevintre og kan stadig ikke udstå de grå, regnfulde vintre i Danmark.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine forældre, mine børn og nogle få, nære venner. Mine børn kaldte noget frem i mig, jeg ikke vidste var der. En mere aggressiv vredesfølelse og en større og stærkere omsorg, end jeg nogensinde havde følt før. Når mine børn som små fik blot en lille skramme, der gav to dråber blod, var jeg helt fortvivlet og måtte overlade det til min kone at tage sig af det.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde som præst?
Når jeg underviser teologistuderende, siger jeg, at der er to ting, de skal sørge for at få styr på: De skal sørge for at få en åndelig disciplin, og så skal de finde en skriftefader eller sjælesørger.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Tabet af min far, der døde pludseligt af en blodprop, da jeg var 11 år. Det har spillet en mere fundamental rolle for mig end alle andre tab. Jeg var for lille til at reflektere bevidst over det, og det er heller ikke noget, jeg har sørget meget over senere hen. Men det har præget mig på mange måder. Blandt andet har det nok betydet, at tvivlen altid har været den blinde makker til min tro. Når en afgørende autoritet i ens liv forsvinder på den måde, er det nærliggende at tænke, at Gud også kan forsvinde.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Det har jeg aldrig gjort. Mange har spurgt mig, om det ikke krævede stort mod at flytte fra Jylland til Nørrebro eller at flytte tilbage igen. Det synes jeg slet ikke. Har jeg udvist mod, ligger det ikke i de store livbeslutninger, men i at vedgå mig mine nederlag og fejl i de nære relationer. Min kone og jeg har for eksempel – efter en periode, hvor vi forsvarede os selv – over for vores børn erkendt, at sætningen ”vi har gjort det så godt, vi kunne” skal have tilføjelsen: ”Og det var ikke godt nok”.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min far var en markant offentlig person, og i mit offentlige virke ser jeg noget af ham i mig. Fra min mor genkender jeg en grundlæggende optimistisk og lys tilgang til livet, tenderende til det letfærdige – især hos mig selv. Mine forældre var desuden begge aktive i modstandskampen under Anden Verdenskrig, og der er måske en form for parallel i mit engagement i kirkekampen.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?
Nåden fra Gud gennem Kristus. Og vinterferier på ski, sommerferie på en ø i Sydnorge og akvarel- og akrylmaling.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg var 12-13 år og var sammen med min spejdergruppe nede i en af de store fiskerihaller på havnen i Hirtshals. Vi var en flok drenge, som rendte udenfor og fandt en af de store pigespejderes knallert. Den drønede vi rundt på. Men jeg var ikke ret god til at finde ud af det med gearene, og pludselig kørte jeg ind i en fortøjningspæl. Knallerten røg i vandet, jeg landede på et skibsdæk. Det var afsindigt pinligt. Vi fik heldigvis fisket knallerten op, men jeg var slukøret og elendig til mode. Min mor var alene med syv børn, og vi var fattige. Næste morgen, da min mor som sædvanlig vækkede mig med et knus, fortalte jeg med gråd i stemmen, hvad der var sket. Hun svarede, at det var jo ikke så godt, men vi skulle nok finde ud af det med penge til knallerten. Det var en stærk erfaring af nådens og tilgivelsens vidunderlige kraft.