Nej, Malene er ikke Maude. Men hun skylder hende alt

Mange husker hende bedst som Maude i ”Matador”, men Malene Schwartz er mest stolt af sine 22 år som teaterdirektør, hvor hun til trods for en personlig livskrise formåede at holde fast. Tirsdag fylder skuespilleren og instruktøren 85 år

Som 21-årig fik Malene Schwartz en abort, der betød, at hun ikke var i stand til at blive gravid efterfølgende. Sammen med sin daværende ­ægtemand, Christian Lillelund, adopterede hun datteren Christina Lillelund i 1972.
Som 21-årig fik Malene Schwartz en abort, der betød, at hun ikke var i stand til at blive gravid efterfølgende. Sammen med sin daværende ­ægtemand, Christian Lillelund, adopterede hun datteren Christina Lillelund i 1972. Foto: Lasse Lagoni/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.

Sart og reserveret med en hang til grove vittigheder. Cirka sådan har Malene Schwartz beskrevet sig selv alle de gange, hun er blevet spurgt i løbet af sit lange liv i offentlighedens søgelys.

Undlader man bemærkningen om den grovkornede humor, fristes man næsten til at tro, at der er tale om den skrøbelige, hypokondriske Maude Varnæs fra tv-serien ”Matador”. Karakteren, der brændte Malene Schwartz ind i generationer af danskeres hukommelse.

Men Malene er ikke Maude fra den fiktive by Korsbæk. Og hendes efternavn er nu engang Schwartz og ikke Varnæs. Det har hun flere gange slået fast. Alligevel har hun aldrig tøvet med at give den ikoniske rolle æren for sin berømmelse.

Skuespilleren, der fylder 85 år i morgen, måtte selv sætte grænser i barndomshjemmet på Frederiksberg i København. Hvornår hun var hjemme om aftenen, og hvad hun interesserede sig for, var op til hende selv.

Hendes forældre, journalist og maler Walter Schwartz og lægesekretær Annelise Gamst Jensen, lod hende faktisk gøre lige nøjagtig, hvad hun ville, har Malene Schwartz senere fortalt. Det lyder måske som en drøm for mange, men for den unge Malene Schwartz betød de uklare forholdsregler i hjemmet, at hun blev tilbagetrukken og genert, når hun bevægede sig ud i samfundet.

”Min far interesserede sig meget for børnepsykologi, og jeg fik en meget fri opdragelse, der har givet mig en stor selvstændighed, men også en stor forsigtighed, som jeg har haft med mig gennem hele livet,” sagde hun til Kristeligt Dagblad i 2012.

Det er svært at forestille sig, at kvinden, som noget nær enhver dansker vil kunne genkende på gaden, var genert som barn – og til dels stadig er det. Men genertheden har aldrig holdt hende tilbage.

Omtrent samtidig med at Malene Schwartz kunne fejre sit 25-års jubilæum som skuespiller, og alt imens Matador gang på gang samlede danskerne foran skærmen, indtog hun i 1979 direktørstolen på Bristol Teatret i København sammen med skuespiller Lone Hertz. Om de to nye kvindelige direktører skrev Berlingske Tidendes respekterede anmelder Jens Kistrup, at man nu skulle ”gå i en stor bue uden om Bristol Teatret”.

Den kønsbaserede mistillid gjorde Malene Schwartz rasende, men der gik ikke længe, før såvel Jens Kistrup som resten af den forskrækkede del af befolkningen trygt kunne hvile ved tanken om, at Malene Schwartz var en vellidt og succesfuld teaterchef.

Da skuespilleren var ved at afslutte sit job som teaterchef – nu på Aveny Teatret – i 1992, skulle hendes mand, journalisten Paul Hammerich, have foretaget en bypass-operation. Parret havde været gift i 10 år, efter de mødte hinanden, mens Malene Schwartz indspillede Matador, og Poul Hammerich var ”hendes store kærlighed”.

På dagen for operationen skrev Poul Hammerich en seddel, som han lagde under Malenes hovedpude:

”Kæreste Malle, her er mit hjerte. Jeg har besluttet at shine det lidt op, da det tilhører dig, min eneste”.

Han vågnede aldrig op efter operationen.

”Det var helt ubeskriveligt. Jeg døde jo også på en eller anden måde. Jeg kom mig aldrig rigtigt over det. Det tog i hvert fald rigtig, rigtig mange år,” har hun engang fortalt Jyllands-Posten.

Malene Schwartz giftede sig aldrig igen, men viede sit liv til karrieren, hvor hun efter ægtemandens død søgte nye udfordringer som direktør på Aalborg Teater. Hun savnede sin familie og sit netværk i København, heriblandt datteren Christina, som hun havde adopteret, efter hun som 21-årig fik en abort, som resulterede i, at hun ikke længere kunne blive gravid. Allermest savnede hun Poul Hammerich, men arbejdshesten i hende lod sig ikke kue, og i første sæson slog hun teatrets rekord ved at sælge 93 procent af alle billetter til Store Scene.

Som årene gik, blev familien vigtigere for Malene Schwartz, som i 2012 udgav familiekrøniken ”Alba”. Krøniken kredser om skuespillerens ophav på fædrene side, som hun satte sig for at undersøge, efter at hun opdagede, at hendes egen frie opdragelse stod i stærk kontrast til den opdragelse, hendes far havde fået af farmoderen Alba Schwartz.

Et af hovedbudskaberne i bogen var, at det er muligt at elske for meget – farmoderen havde overmandet faderen med kærlighed på en ”ødelæggende måde”, som Malene Schwartz engang har fortalt til Kristeligt Dagblad.

Men én ting har hun dog tilfælles med farmoderen, der udgav sin første roman som 70-årig:

”Hun lod sig ikke stoppe af sin alder. Det er noget, jeg kender fra mig selv.”

Ifølge Malene Schwartz er der for ”meget aldersfascisme i vores samfund”.

”Jeg vil ikke sidde derhjemme og strikke, bare fordi jeg i samfundets øjne nu er en gammel dame. Jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg lægger mig.”