Nødhjælpsveteran: Det er et evigt dilemma, om udrejse er forkert

Christian Balslev-Olesen har oplevet indsættelsen af Nelson Mandela som præsident og ligene under Rwandas folkedrab. I dag fylder han 75 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

Christian Balslev-Olesen er uddannet teolog, men har valgt at bruge det meste af sit arbejdsliv på nødhjælp og udvikling. Han peger på, at kristendom for ham er ensbetydende med troen på, at alle mennesker er skabt i Guds billede og fortjener retfærdighed.
Christian Balslev-Olesen er uddannet teolog, men har valgt at bruge det meste af sit arbejdsliv på nødhjælp og udvikling. Han peger på, at kristendom for ham er ensbetydende med troen på, at alle mennesker er skabt i Guds billede og fortjener retfærdighed. Foto: Heiner Lützen Ank.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

To ting, der er affødt af, at jeg sluttede mit arbejdsliv i 2016 og rejste hjem til Danmark.

For det første har min kone og jeg kastet os ud i en masse udstillinger og foredrag for at fortælle en mere nuanceret virkelighed fra Afrika. Vi fokuserer på kunsten, kulturen og kirkerne og forsøger at vise, at der sammen med problemerne også er et håb, et gå-på-mod og en stærk ukuelighed blandt afrikanerne.

Den anden vigtige ting er, at vi nu kan opleve vores fire yngste børnebørn meget tættere på. De to første blev født, mens vi boede i udlandet, og det har været et stort savn.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

De perioder, hvor min kone og jeg har været sammen om en opgave i udlandet. For eksempel da vi kom til Zimbabwe i 1989 og styrede det hele fra vores dagligstue. Når man bruger næsten 24 timer i døgnet på sit arbejde, er det fantastisk at få lov til at gøre det sammen.

Hvis jeg skal nævne én enkeltstående begivenhed, er det indsættelsen af Nelson Mandela som Sydafrikas præsident i 1994. Det var en uforglemmelig oplevelse. Blot nogle måneder senere stod jeg midt i Rwandas folkedrab. En rutsjetur fra det største til det værste.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er kredsen af sydafrikanske teologer omkring Desmond Tutu, den nu afdøde ærkebiskop og modtager af Nobels Fredspris. De har formet min teologi, min forståelse af kirkelivet og opfattelse af retfærdighed.

Før dem blev jeg præget af min tid i spejderbevægelsen FDF. Ikke mindst af nu den afdøde sognepræst Lars Tjalve, der i løbet af en uges vinterhøjskole gjorde mig sikker på, at jeg skulle læse teologi. Jeg var ellers ved at uddanne mig til landmand.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

Når jeg har fået ansvarsfulde jobs, skyldes det ikke, at jeg har læst teologi på Aarhus Universitet. Det skyldes, at jeg fra barnsben har været aktiv i forskellige foreninger og deres frivillige arbejde. Det er de kompetencer, man får gennem praktiske udfordringer, der gør en forskel. Det med at organisere nødhjælp kan man ikke læse sig til.

Hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Mine forældres død. Uanset, hvor gammel man er blevet, er det et chok.

Min fars død var en helt særlig situation. Han døde uventet, mens jeg var chef for FN i Eritrea. Så er det virkelig svært at være ude. Det er det helt forkerte sted at være, og man får dårlig samvittighed. Til gengæld skete der det, at alle mine kollegaer i FN mødte op for at hilse på mig og vise deres respekt for det tab, det er at miste sin far. Der kom mindst 100 mennesker med gaver. Den solidaritet og medfølelse var en unik oplevelse.

Nu er vi de yderste på bænken, og så melder spørgsmålet sig igen om, hvorvidt det har været forkert at rejse ud.

Det er et dilemma, jeg møder hos alle, der har arbejdet i udlandet. Er man gået for meget efter sine egne ønsker, har man svigtet sine børn og familien ved ikke at være der i hverdagen. Det er et spørgsmål, man aldrig bliver afklaret med.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg er formet af at være ud af en præsteslægt. Selvom jeg tog en omvej om landbruget, er det præstemiljøet, der har sat spor. Mine forældre var et klassisk præstepar, som engagerede sig i unge og gamle, spejdere og korsang, så der var altid to-tre personer ekstra om spisebordet ud over os fem børn. Den forståelse, det sociale liv, det smittede voldsomt af.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Der har været mange udfordringer, men især da jeg blev generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og skulle tage ansvaret for en stor organisation. Og senere da jeg blev FN-chef i Somalia. Det at skulle stå i spidsen for hundreder af medarbejdere, der var truet af kidnapninger og drab, og hvor man hele tiden skulle overveje truslen for tab af menneskeliv. Jeg tænkte meget på, om jeg ville være robust nok til at klare det.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Frem for alt ville jeg gerne have undværet sagen om Allan Boesak (sydafrikansk kirkeleder, som blev afsløret i at svindle med penge fra blandt andet Folkekirkens Nødhjælp, red.). Det var meget trist, da vi fandt ud af, at der havde været for stor tillid til ham.

Allan Boesak var og er en fantastisk person. Han er en blændende teolog, og han betød utrolig meget for kampen mod apartheid. Hans svindelsag ville jeg meget gerne ville have været foruden. Jeg tumler stadig med, om noget kunne have været gjort anderledes.

Hvad tror du på?

Jeg tror på den kristne gud i skikkelsen af en retfærdig gud. Det er en tro, der udmønter sig i en klar forståelse af medmennesket som skabt i Guds billede. Det er kirkens opgave at tage vare på jorden.

Beskriv en scene fra din barndom

Det er scenen fra middagsbordet, hvor vi altid var flere bænket end familien. Mine forældre kunne altid rumme flere end os fem børn. Det står meget stærkt.