De fleste vil nok mene, at ens arbejdsliv slutter, når man går på pension.
Men sådan var det langt fra, da Svend Erik Larsen for syv år siden sagde farvel til den faste dagligdag på Aarhus Universitet og blev professor emeritus.
I stedet for at finde tid til nye interesser eller kaste sig over haven med højbede og hækkesaks, solgte Svend Erik Larsen sit hus i Odense, sagde farvel til havearbejdet og flyttede i en moderne lejlighed på Amager ved København. Her er han primært tæt på sine børn og børnebørn. Men også tæt på lufthavnen, så han hurtigere kan komme afsted til den verden, han i sin forskning har været så dybt optaget af. Og altid med de store spørgsmål i kufferten: Hvad er sammenhængen mellem kulturen og litteraturen, og er der fundamentale livserfaringer, der går på tværs?
Siden har han især rejst gennem skyerne og de lette luftlag med retning mod Kina. I tre år som gæsteprofessor i den kinesiske by Chengdu med 15 millioner indbyggere, hvor han selv boede en måned om foråret og en måned om efteråret. Siden er hans ansættelse rykket til Nanjing, hvor han er på kortere besøg i løbet af året for at undervise kinesiske ph.d.-studerende i at begå sig på engelsk.
”Det har været et utroligt spændende kulturmøde, og jeg føler mig meget privilegeret ved at have et arbejde, hvor man ikke bare er ude af klappen med ét hug, men stadig kan bruge sin viden og fortsætte sin forskning,” siger morgendagens fødselar, Svend Erik Larsen.
Blandt andet er han stadig drivkraft i et stort internationalt projekt, hvor forskere undersøger, hvordan den litterære realisme, man plejer at forbinde med europæisk fortællekunst og drama i 1800- og 1900-tallet, også har sat spor andre steder i verden.
”De europæiske sprog og den europæiske kultur er jo nået ud til store dele af verden gennem kolonialiseringen. Som eksempel har jeg til min store overraskelse opdaget, at især Henrik Ibsen og Georg Brandes er meget vigtige i Kina. Da Brandes døde i 1927, fandt man for eksempel de mest begejstrede nekrologer i de kinesiske tidsskrifter. Og kineserne har også ladet sig inspirere af Ibsens ’et dukkehjem’ og har derfra skabt begrebet ’Noraisme’ som et udtryk for ’det moderne Kinas’ opgør med kejserdømmets undertrykkelse af landets kvinder, der jo blandt andet fik snøret deres fødder så stramt ind, at de blev knust,” fortæller Svend Erik Larsen.
Men samtidig med, at han er optaget af at finde fælles temaer og eksistentielle genklange i verdenslitteraturen, er Svend Erik Larsen også meget opmærksom på forskellene.
”Litteraturen er ikke hævet over kulturen. Den er ikke universel. Vores fundamentale livserfaringer er også præget af den kultur, vi lever i, og hvis ikke vi har blik for det, så forsvinder dialogen. Udvekslingen. Så laver vi bare den anden om til os selv og søger bekræftelse i ekkokamre,” siger Svend Erik Larsen.
Som eksempel på en kulturel forskel nævner han ordet ”tilgivelse”.
”Vi kan ikke læse det samme ind i ordet, hvis det for eksempel står i en kinesisk tekst. Her er man præget af buddhismen og troen på reinkarnation, så det betyder noget helt andet end i et kristent præget land. Kun når man har blik for forskellene, kan man bruge litteraturen som indgangen til at forstå identiteten i en given kultur.”
Hans egen vej ind i litteraturen begyndte, da han som ung student fik et vikariat på en efterskole ved Kolding. Kun for drenge og primært landbobørn.
”Og dér opdagede jeg, hvordan de her fyre med store arbejdsvante hænder pludselig kunne sidde helt tryllebundet, når en af lærerne holdt foredrag. Fortællingens magi var enorm, og den ville jeg undersøge. Heldigvis viste det sig at være den helt rigtige hylde, jeg landede på.”
Sven Erik Larsen blev enkemand i 2004, og han nævner selv, at konens død førte til en lang hvileperiode, ”ikke for at lukke mig ude, men for at få lyst til at gå ud i verden igen,” som han formulerer det.
I dag er livslysten i den grad tilbage, og han nyder at være kommet tættere på alle de kulturelle tilbud, som findes i hovedstaden.
”Nu har jeg både musik, teater, og mine børnebørn helt tæt på. Og jeg har endda fået en stamcafé for første gang siden gymnasiet. Så kan man da ikke ønske sig mere.”
Når han i morgen fejrer sin fødselsdag, står den derfor på frokost med vennerne. I stamcaféen på Amager.