”Hun var som en Moder Teresa for børnene i Filippinerne,” skrev Reidun Marie Grønneberg kort efter, at beskeden om den 94-årige Rachel Trovis bortgang blev offentliggjort.
”En fantastisk dame med et hjerte, der var større end hendes krop,” fortsatte Else Mary Vaag, mens Guttorm Ellingsen ligeledes udtrykte sin respekt for den norske nødhjælpsarbejders store engagement:
”Tak for indsatsen for de fattige børn i Filippinerne. Rachel Trovi var Guds højre hånd i kærlighedens tjeneste.”
Det var forrige torsdag, at Rachel Trovis stiftelses Facebook-side blev overstrømmet med stor taknemmelighed og minderige kondolencer, og én ting havde mange af hilsenerne til fælles: trods norske Rachel Trovis beskedne fremtoning efterlader hendes langvarige kamp for udsatte og svage sig et varigt aftryk.
Spoler man tiden nogle årtier tilbage, lå det dog langtfra i kortene, at Rachel Trovi en dag skulle hædres med den norske konges fortjenstmedalje for sin langvarige indsats for mennesker på den anden side af jordkloden. Og faktisk blev hendes blik for fattige og udsatte i Manilas slumkvarterer vakt på en kedelig baggrund: Som 55-årig mistede Rachel Trovi sin ægtefælle, hvilket kastede hende ud i en årelang depression. I over seks år kæmpede hun med at komme ud af mørket, men i 1987 deltog hun i et missionsmøde, som ifølge avisen Vårt Land blev et vendepunkt i hendes liv.
Ved mødet viste præsten en film fra et slumområde i Filippinernes hovedstad, Manila, hvor fattige boede oven på enorme mængder affald. Beretningen gjorde et stort indtryk på Rachel Trovi, og i et interview med NRK mange år senere har hun fortalt, hvordan Gud dengang bad hende om at rejse ned til den filippinske slum:
”Jeg havde ikke tænkt eller planlagt noget, jeg fulgte bare Gud. Da jeg kom til Filippinerne, købte jeg mad og medicin og delte ud til de mennesker i slummen, som trængte. Siden fik en journalist nys om vores arbejde, og derefter tog det for alvor fart.”
Få år senere, i 1990, var Rachel Trovi med til at starte organisationen Mama Childrens Center of Norway, også kendt som Håbets Havn, som hvert år indsamler millioner af norske kroner, der går til at drive sygehus, børnehjem og et plejehjem i Filippinerne. Desuden uddeler organisationen skoleudstyr til børn og laver forskelligt socialt arbejde.
Ifølge Jostein Gjærum, der har kendt Rachel Trovi siden 2011 og i dag er leder i Mama Childrens Center of Norway, formåede den norske kvinde at transformere frustrationen over problemerne i den tredje verden til et konkret håb i menneskers liv.
”Jeg oplevede for det første, at hun var i stand til at gøre opmærksom på den nød, der fandtes, og samtidig var i stand til at virkeliggøre det håb, der ligger i at hjælpe andre. Hun var ærlig omkring, at hun ikke kunne hjælpe alle, men hun insisterede samtidig på, at alle kan gøre en forskel for nogen. Hvilket hun selv var et eksempel på. Hun rejste til Filippinerne med en rygsæk fuld af gazebind og plastre, og i dag har vi både et sygehus og et bredt socialt arbejde,” siger Jostein Gjærum til Vårt Land og suppleres af Jan Terje Hanssen, der er sognepræst i Rachel Trovis menighed i hjembyen Langesund:
”Gennem mine 30 år som præst er det få, der har imponeret mig som Trovi. Som enke følte hun, at livet gik i stykker, men så fik hun et kald og påbegyndte en fantastisk indsats for de svageste.”
Det er dog ikke bare venner, bekendte og kolleger, der gennem årene er blevet imponeret af den sygeplejerske-uddannede nordmand. I 2003 modtog hun den norske majestæts fortjenstmedalje i guld, og i den forbindelse skrev daværende journalist på avisen Varden, Anne Spånem, om den lille kvinde med knold i nakken, der bringer håbet ud til dem, der har allermest brug for det. Præcis som Rachel Trovi selv fik hjælp dengang, hendes eget liv syntes uden mening.
”Hun vandrer alene gennem Manilas beskidte gader, når solen brænder, og når himlen åbner sig, hun tilbyder medicin, husly og mad. Hun skaffer penge til skolegang, hun besøger børn i fængslerne, og hun giver kvinderne et sted at føde deres børn. Fælles for samtlige hædersmennesker, jeg har mødt i mit liv, er en ting: de giver så meget, men får endnu mere igen. I Rachel Trovis tilfælde en mening med tilværelsen,” skrev Anne Spånem og fortsatte:
”For børnene i Manila er Rachel Trovi håbet, for os – indbyggerne i et af verdens rigeste lande – er hun en påmindelse om, at også vi kan være fattige. Kongens fortjenstmedalje er det mindste, vi kan give igen. Tak skal du have, Rachel.”