Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
For min kone og mig er det oplevelsen af, at vores to drenge er vokset op og blevet nogle unge mænd på 18 og 21 år. Vi har jo altid været der for dem, men nu flytter den ældste snart hjemmefra, og den yngste bliver færdig på gymnasiet til sommer og vil ud at rejse. Der er nogle ting i deres liv, der er ved at ”samle sig”, og det er betydningsfuldt og rart som forælder at se, at vi trygt kan sende dem videre ud i verden.
Arbejdsmæssigt har det vigtigste nok været, at jeg har fået lov til at udgive en bog. Jeg skrev ”Tro på Gud” for nogle år siden, og det var en god mulighed for at samle tankerne og udgive noget, som står i længere tid. Det er anderledes end tekster til prædikener, som man læser op i kirken og så kan smide i papirkurven, når man kommer hjem.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Min studietid her i Aarhus. Det var en tid, der var præget af stor frihed og et rigtig godt studiemiljø. Og så var det en tid, hvor der skete mange afgørende ting i mit liv. Jeg blev gift med Lene, og vi fik børn, mens vi studerede. Så det var nogle meget formative år.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Man kommer ikke udenom, at ens mor og far nok er de nærmeste til at præge en. Men derudover vil jeg pege på min morfar. Som barn havde jeg meget tid med ham, mens min forældre havde travlt med at drive deres planteskole. Han var god til at se verden gennem et barns øjne og til at åbne for fantasiens rige med historier og leg.
Min morfar var nok også den i familien, som havde mest sans for ånd, litteratur, religion og tro. Han var ikke stærkt troende, men mere en fritænker-type, og han havde alle mulige spændende bøger i reolen – fra danske klassikere til den tyske filosof Friedrich Nietzsche og kristne mystikere. Han var en søgende sjæl og en eventyrer i åndens verden.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg voksede op i Taastrup ved København, og sammen med landsbyens andre drenge legede jeg tit ved en sø. Der var en båd, som vi sad i, mens vi forestillede os, at vi var sørøvere, og en lille halvø, vi kaldte for skatteøen. Når jeg siden er kommet tilbage til det sted, bliver mine minder reaktiveret på en underfundig måde. Det er et lille område og en helt ubetydelig sø, men dengang var det et hav. Det er nogle gange sjovt at tage ned af barndommens gade og se, hvor stor verden var dengang, og hvor stor den igen kan blive, når man bruger sin fantasi.
Jeg fantaserede meget som barn. I skolen sagde min klasselærer, at ”nu dagdrømmer du igen, Kåre”, når jeg forsvandt væk i tanker, mens jeg kiggede ud af vinduet eller tegnede små figurer på bordet. Jeg har stadig en god fantasi, siger min kone, og det kan være fint, når man skal udlægge en tekst og udtrykke sig i billeder. Så bliver prædikenens budskab klarere.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Begynd allerede på studiet at tænke på præstegerningen som et kald snarere end et arbejde. Det øger i hvert fald min arbejdsglæde og virkelyst, når jeg glemmer alt det med ”fra 8 til 16” og ser præsteembedet som noget, jeg er kaldet til af min menighed.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg betragter ikke mig selv som specielt modig. Jeg bliver tit betegnet som en venlig tidehvervsmand, da jeg synes, der er meget ånd at hente i Tidehverv til præstegerningen, men jeg udtaler mig sjældent lige så skarpt, som situationen måske kræver. Jeg er ikke en teolog, der trives i konstant kamp – men en teolog, der ikke vil kæmpe for noget, siger mig heller ikke noget.
Det kræver også noget at gå op på prædikestolen og forkynde evangeliet. Det kan være karske ord, menigheden får at høre, for evangeliet er både til tugt og trøst. Og tit kan der ligge et godt budskab i en opsang.
Hvad tror du på?
Et centralt budskab i kristendommen er, at ”alt er af nåde”. Man ser det ofte på gravsten. Det er ret stærkt. Jeg synes, det er vigtigt at være taknemmelig. Når man vågner om morgenen til en ny dag, er det ikke, fordi man har gjort sig fortjent eller har ret til det. Jeg vil gerne tro på, at livet har gavekarakter.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg har heldigvis været forskånet for store eller for tidlige tab. Men det var en sort dag, da min morfar døde. Han var gammel og klar til at dø, men jeg var 25 og ville gerne have fortsat med at snakke teologi og religion med ham mange flere år.
Men han lever i høj grad videre hos mig. Jeg har mange af hans bøger stående, og jeg har også hans gamle bibel, som han skrev i. Nogle steder har han markeret ting, han syntes var provokerende, og jeg kan huske, at jeg gjorde det samme i den første bibel, jeg købte til studiet. Jeg havde en religionskritisk tilgang til kristendommen og syntes ikke altid om Gud i Det Gamle Testamente. Jeg kunne skrive små ironiske kommentarer i margen som ”en nådig gud?”, hvis der var noget, jeg stødte mig på. Man kan godt støde sig på autoriteten i kristendommen, men i dag synes jeg også, den er ufravigelig. Og det er den, der i sidste ende kan give os en tryghed og frimodighed, hvis vi tør overgive os til den.