Ny direktør for international finkultur

Katharina Ronnefeld fik musik ind med modermælken og har arbejdet med mange stor navne i den klassiske musikgenre. I morgen fylder hun 50

Katharina Ronnefeld skal nu arbejde med symfoniorkestre og instrumentalister, men også ballet.
Katharina Ronnefeld skal nu arbejde med symfoniorkestre og instrumentalister, men også ballet. . Foto: Karoline Koeppel.

For kort tid siden tiltrådte Katharina Ronnefeld stillingen som direktør for det New York-baserede Opus 3 Artists' nye Europakontor i Berlin. Her vil det blive hendes opgave at repræsentere dirigenter, instrumentalister og ensembler. Desuden vil der være en række særlige projekter, herunder New York City Ballet, og endelig vil hun komme til at arbejde med at organisere turnéer for symfoniorkestre.

Fra februar 2009 og godt to år frem var Katharina Ronnefeld ansvarlig for turnéprojektet Nordic Concerts som medarbejder i Nordic Artists Management i København. Hun organiserede og gennemførte i alt ni turnéer i Norden og Hamborg, blandt andet med store velrenommerede navne som Orchestre de Paris, London Symphony Orchestra, Dresdner Staats-kapelle, og Koninklijk Concertgebouworkest. I samme periode etablerede hun ligeledes en sangerafdeling inden for Nordic Artists Management.

I perioden 1992-2007 var Katharina Ronnefeld hovedproducent for DR SymfoniOrkestret. Hun var en del af ledelsen og medvirkede i den meget succesrige opbygning af orkestrets nationale og internationale profil. Hun producerede utallige torsdagskoncerter og andre produktioner i Danmark. Samtidig var hun ansvarlig for planlægningen og gennemførelsen af mere end 50 turnéer til udlandet.

I 1986 og 1987 gjorde Katharina Ronnefeld sine første erfaringer som organisatorisk medhjælp ved Schleswig-Holstein Musik-festivalen samt i ledelsen af Royal Philharmonic Orchestra i London. 1990 begyndte hendes professionelle karriere så som afdelingsleder hos Konzertdirektion Hans Ulrich Schmid i Hannover, hvor hun var manager for en række store navne.

Katharina Ronnefeld voksede op i Kiel, Wien og København og blev student fra Sankt Annæ Gymnasium i 1980. 1989 blev hun Master of Arts Management fra Carnegie Mellon-universitetet i Pittsburgh, USA, efter fire års sangstudier ved Musikkonservatoriet i Hamborg.

Katharina Ronnefelds inter-esse for den musiske verden ligge nærmest i generne: hun er datter af musikpædagog Minna Ronnefeld og dirigent og komponist Peter Ronnefeld.

Hun er gift med ambassaderåd, tidligere orkester- og korchef i DR Per Erik Veng. Parret bor nu i Berlin med deres to døtre og hunden Mimi.