Da Marie Nipper var otte år, fik hendes far et job i Paris i en svensk virksomhed, der arbejdede med tekniske modeller for videokonferencer. Hendes mor, der var ansat som journalist i DR, tog med, og de næste to-tre år boede familien i "byernes by", hvor Marie Nippers mor arbejdede freelance for DR og forskellige magasiner. Hun skrev blandt andet om kunst og kultur, og ofte tog hun datteren med til ferniseringer, udstillinger og performances, ligesom familie jævnligt besøgte Centre Pompidou for at se udstillinger med store og anerkendte samtidskunstnere.
”Selvfølgelig syntes jeg som alle andre børn indimellem, at det var kedeligt. Men mange gange gjorde kunsten stort indtryk på mig. Jeg var for eksempel med til en performance med Yoko Ono, som virkelig satte sig i mig. Jeg husker det, som om hun stod og skreg i en time, og jeg forstod ikke rigtig, hvad der foregik. En anden gang så jeg den danske kunstner Erik Andersen gå rundt og slå i gulvet med en stok, mens de voksne betragtede det i fuld alvor,” fortæller Marie Nipper.
”Det forundrede og fascinerede mig, at kunstnerne greb virkeligheden og livet an på den måde og havde det behov for at udtrykke sig, som værkerne afspejlede,” uddyber hun.
Efter at have taget studentereksamen i Aarhus vendte hun tilbage til Paris for at studere og arbejde og holdet det franske ved lige, og i den periode besøgte hun ofte de egyptiske samlinger på Louvre.
”På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, at jeg skulle arbejde med samtidskunst. Jeg var meget optaget af historie og overvejede at læse egyptologi. Det ville nok have undret mine lærere, for i skolen og gymnasiet var jeg ikke ret optaget af historie,” siger hun.
Hun rejste tilbage til Aarhus og begyndte på historiestudiet på Aarhus Universitet. Efter to år skiftede hun imidlertid fag til kunsthistorie.
”Det gik op for mig, at det især var de kunstneriske udtryk og den fortolkning af verden, de rummede, som fascinerede mig. Men på en eller anden måde havde jeg behov for først at få et historisk perspektiv på samtidskunsten,” siger hun.
Hun blev uddannet magister i kunsthistorie fra Aarhus Universitet, og derefter gik det stærkt. Trods sin forholdsvis unge alder havde hun allerede en lang karriere bag sig som kurator, konsulent og leder, herunder på ARoS, hvor hun har været inspektør og siden kunstfaglig chef og en del af ledelsen. Da hun var på barselsorlov med sit første barn, blev der en stilling ledig som seniorkurator på Tate i Liverpool, som hun søgte og fik. Hun blev dog boende i København og delte sin tid mellem England og Danmark, indtil hun besluttede at vende tilbage til København som freelance konsulent og kurator på fuld tid. Det varede dog kun kort, inden hun blev hentet tilbage til Tate, denne gang som kunstnerisk direktør. I 2018 var der igen bud efter hende i Danmark, denne gang hos den næsten nyetablerede kunsthal Copenhagen Contemporary, hvor hun blev ansat som direktør og senest har stået bag stedets mest succesfulde udstilling til dato, Light & Space.
I dag tiltræder hun så direktørstillingen på kunstmuseet Arken i Ishøj, som den tidligere direktør Christian Gether tegnede i 25 år. Stillingen blev ledig, efter at det kom frem, at 20 anonyme medarbejdere havde klaget til Arkens ledelse og bestyrelse over et ”psykisk terroriserende” arbejdsmiljø præget af trusler, nedsættende og sexistiske bemærkninger og manipulation, og at Gether som direktør havde købt tre værker til museet fra sin søns galleri.
Da Arken åbnede i 1996, var det med en klar vision om at blive et museum, som kunne tiltrække mennesker, der ellers ikke var vant til at gå på museer eller opleve kunst, og den vision holder Marie Nipper fast i.
”Når kunsten kommer ud af de formaliserede institutioner, sker der noget andet med den. Mennesker, som ellers ikke forholder sig til kunst, går i dialog med den, og den kan vække stærke følelser,” siger hun.
Det ved hun af erfaring, ikke mindst fra 2017, da hun var ekstern kurator på ARoS-triennalen "The Garden" og blandt andet fandt den tyske kunstner Katharina Grosse, som skabte enorm debat, da hun malede et stykke af Mindeparken og Strandvejen i Aarhus pink og hvid.
”Det er spændende, når kunsten går i dialog med naturen og bliver en del af nogle af de processer, som er skabt af vind og vejr. Det er der meget fokus på i samtidskunsten, og det vil jeg gerne arbejde videre med. I det hele taget synes jeg, at vi som museer løbende skal gentænke kunstens og vores egen rolle og finde nye måder at møde publikum på, så folk har lyst til at gøre brug af os,” siger hun.
Selv holder hun og hendes mand, der er direktør i et kunstbureau, meget af at rejse for at hente inspiration og få nye vinkler på verden. Nogle af rejserne er arbejdsrelaterede, men ofte er parrets to børn også med – og så bliver de naturligvis hevet med på et væld af museer og udstillinger.
”De gider det bestemt ikke altid og elsker ikke kunsten lige så højt som deres forældre. Men jeg tror på, at det kan sætte et aftryk i dem,” siger hun og tilføjer: "Når jeg har set en god udstilling, føler jeg mig helt mættet, som om alle sanser er blevet stimuleret.”
Passionen og fascinationen er med andre ord intakt, selv om Marie Nippers blik på kunsten nu i høj grad er professionelt: ”Når jeg arbejder med nye kunstnere og bliver lukket ind i de fantastiske universer, de skaber, bliver jeg altid en lille smule forelsket i dem – men som jeg siger til min mand, er det heldigvis kun professionelt; ellers ville det jo blive noget rod.”