Ny ”Ordet”-skribent: Hvis vi skal kunne nyde livets lys, må vi lukke mørket ind

For Jørn Henrik Olsen er det et “livsprojekt” at gøre den kristne livsverden relevant for flere. Fra mandag er han ny fast skribent på bibelrefleksionen “Ordet” i Kristeligt Dagblad. 

Havet spiller en stor rolle i Jørn Henrik Olsens liv. Det var havet, der introducerede ham for livets alvor, da han som teenager flere gange måtte redde druknende.
Havet spiller en stor rolle i Jørn Henrik Olsens liv. Det var havet, der introducerede ham for livets alvor, da han som teenager flere gange måtte redde druknende. Foto: Morten Friis.

Siden han var barn, har Jørn Henrik Olsen vidst, at livet rummede en alvor.

Mere nøjagtigt siden han som ung teenager oplevede at måtte redde druknende op af havet med sit eget liv som indsats – skelsættende hændelser, han tidligere har fortalt om i et større interview i Kristeligt Dagblad.

“Det satte en alvor i mit sind og i mine tanker, som jeg har levet med siden. Men også en taknemmelighed og glæde over livet.”

Fra mandag er Jørn Henrik Olsen den nye skribent af bibelrefleksionen "Ordet", og de første fem afsnit har han dedikeret til netop denne livets dobbelthed under temaet "lystid i mørket". Ikke kun fordi vi nærmer os årets mørkeste dag, men også fordi mørket og melankolien er ham en stor kilde til inspiration og refleksion. 

Det er efter eget udsagn ikke uden “tøven og bæven”, at teolog, forfatter og billedkunstner Jørn Henrik Olsen har sagt ja til at skrive den daglige bibelrefleksion “Ordet” det næste kirkeår. I hverdagene vil han i "Ordet" udlægge aktuelle bibeltekster.

“Jeg har da spurgt mig selv, om det virkelig er mig, der kan løse denne opgave, for selvom jeg er teolog, har jeg ikke samme erfaring som en, der har prædiket hver uge,” siger Jørn Henrik Olsen over telefonen. 

Inspirationen i vemodet

Når Jørn Henrik Olsen maler, maler han ofte det blå hav, og når han skriver bøger og essays, handler de blandt andet om tab, sorg, ensomhed, kedsomhed og melankoli. Det er også emner, man vil kunne læse om i “Ordet” det kommende år.

“Jeg vil tage udgangspunkt i emner, der har med menneskelivet at gøre – måske endda noget der er smertefuldt – og ser, hvad der sker, når vi opholder os i de rum. Mange vil kalde det tunge emner, men for mig er det meget livsbekræftende at beskæftige sig med,” siger Jørn Henrik Olsen. 

Det er en central kristen adventstanke, at lyset skinner i mørket, pointerer han. Hvis ikke mørket var der, ville man ikke kunne se lyset: 

“Jeg vil gerne have livsglæden og livsmodet til at lyse, og det sker ofte med mørket som bagtæppe.” 

Mange mennesker er i dag tilbøjelige til at holde tunge følelser og tanker på afstand og til at dulme sorgerne med hurtig underholdning og distraktioner – men det er en skam, mener Jørn Henrik Olsen.

Lever man ikke et lykkeligere liv, hvis man aldrig stifter bekendtskab med ensomhed, sorg eller tab?

“Hvis man lever et overfladisk liv og kun vil have det sjove og glade og det, der skaber lys i sindet, så vil man på den lange bane miste alt det, man søger, fordi kontrasterne og eftertænksomheden let forsvinder. Der ville ikke være skabt store kunstværker gennem tiden, som stadig kan stå og tale til os i dag, hvis ikke der var nogle få personer, der evnede at være ensomme og at kede sig og at dvæle i vemodet. Her fødes ofte nye indsigter og perspektiver.“

Forsker og kunstner

Tidligere har Jørn Henrik Olsen arbejdet som undervisningsleder og præst i Tanzania, forsket og undervist ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og været fakultetsleder på Menighedsfakultetet. Selvom han i dag arbejder kunstnerisk som forfatter og billedkunstner, går han stadig til verden med en videnskabsmands nysgerrighed.

“Jeg er jo stadigvæk forsker. Da ensomhed begyndte at være et samtaleemne i den offentlige debat for nogle år siden, læste jeg alt, jeg kunne finde om ensomhed, også internationalt,” siger han.

I dag har Jørn Henrik Olsen tid til de ting, der skaber glæde i hans hverdag.

“Jeg spiller bordtennis en gang om ugen. Jeg vinterbader også, og jeg har opdaget, at det giver del i en ny, stor familie. Og så går jeg og min kone op i at skabe nye relationer. Hvis du gik en runde i Gilleleje, hvor vi bor, og spurgte efter os, så ville mange, du mødte, kende os. Der er mange, der værdsætter tid til samtale, også om svære livssituationer.“

Jørn Henrik Olsens barndomsland fornægter sig ikke, når han taler. Med bornholmsk melodi fortæller han om det, han kalder “sit livsprojekt”.

“Når jeg taler med mennesker, får jeg indtryk af, at mange oplever et tomrum. Måske er det på grund af sekulariseringen. Jeg tænker, at kristentroen er helt afgørende, og jeg forlanger ikke, at alle er det samme sted, men jeg vil gerne inspirere folk til at gå på undersøgelse i de kristne budskaber. Jeg tror, alle vil kunne finde ord, der kan støtte dem. Mit kald er at få sat brohoveder ind til flere mennesker," siger han.

“Måske kan jeg i heldigste fald vinde nye læsere til ‘Ordet’ ved blandt andet at skrive om almenmenneskelige temaer. Det er et livsprojekt for mig at gøre den kristne tro og livsverden relevant for stadig flere.”