Ny rigsarkivar skal bidrage med digitalisering frem for historie

Anne-Sofie Jensen bliver fra årsskiftet den første rigsarkivar uden en historiefaglig baggrund. ”Jeg skal ikke ind at lege historiker, men derimod sikre en digital omstilling,” siger hun

Med valget af Anne-Sofie Jensen som ny rigsarkivar er indsigt i digitalisering blevet vægtet over historisk faglighed. – Privatfoto.
Med valget af Anne-Sofie Jensen som ny rigsarkivar er indsigt i digitalisering blevet vægtet over historisk faglighed. – Privatfoto.

Det vakte opsigt, da Kulturministeriet i sit stillingsopslag efter landets nye rigsarkivar ikke krævede en historiefaglig baggrund hos ansøgerne. Men Anne-Sofie Jensen, som netop er valgt til jobbet uden at være uddannet inden for historie, skal da også i højere grad bidrage med ledelseserfaring og især være med til at sikre en digital omstilling af mere end 1000 års danmarkshistorie, når hun fra den 1. januar skal stå i spidsen for Rigsarkivet.

Og til den opgave er hun den helt rigtige, mener kulturminister Mette Bock (LA), der i en mail til Kristeligt Dagblad skriver, at ”i en tid hvor vi skal digitalisere og gøre Rigsarkivet endnu mere tilgængeligt for borgere, er der brug for en person med en stærk faglighed både i forhold til digitalisering og til forandringsledelse. Anne-Sofie Jensen har efter min og ansættelsesudvalgets vurdering de helt rigtige kompetencer til at løse denne opgave”.

Anne-Sofie Jensen kommer med erfaring fra en række ledende stillinger samt evner inden for digitalisering i bagagen, og hun har senest været vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Til gengæld for den manglende historiske baggrund har Anne-Sofie Jensen her opbygget en stor erfaring med netop it-implementering, fortæller hun.

”Det seneste år har jeg beskæftiget mig meget med, hvordan man i den offentlige sektor gør brug af nye teknologier, digitalisering og data til at løse vores opgaver endnu bedre og måske endda på helt nye måder. I Rigsarkivet sidder man jo med en skattekiste af viden, information og data, og det ligger der et kæmpe potentiale i at få bragt endnu mere i spil,” siger Anne-Sofie Jensen.

46-årige Anne-Sofie Jensen, som er gift, har tre børn og bor i København, er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2000. Efterfølgende har hun blandt andet været fuldmægtig i Udlændingestyrelsen, daglig leder og udvalgssekretær for Folketingets Europaudvalg, besat en række stillinger i Energistyrelsen og været vicedirektør i Geodatastyrelsen.

Historiefagligt arbejde eller uddannelse står imidlertid ikke på hendes cv, og det blev blandt andet kritiseret i et indlæg i denne avis af historiker Jes Fabricius Møller i sidste uge. Han kaldte det et eksempel på ”djøficering” i det offentlige og problematiserede den manglende historiske viden hos lederen for de statslige arkiver i Danmark. Ligeledes har flere historikere tidligere over for Kristeligt Dagblad kaldt det ”besynderligt” ikke at kræve en historiefaglig indsigt hos den nye rigsarkivar.

Til kritikken siger Anne-Sofie Jensen selv, at hun ”ikke skal ind at lege historiker”, men derimod veje den manglende historiske viden op ved at trække på de mennesker, der er ansat i Rigsarkivet.

”Det er klart, at jeg skal trække på alle de fagligheder, der er i Rigsarkivet. Og jeg synes, at en vigtig ting som leder er at være klar over, hvilke kompetencer man ikke selv har, og hvad man ikke er selv er god til,” siger hun.

Det nye perspektiv kan derimod være en fordel, siger Anne-Sofie Jensen.

”Så jeg vil nok sige det på den måde, at det, jeg er god til og har erfaring med, er at få mange forskellige fagligheder bragt i spil. Og også at det forhåbentlig er en fordel, at jeg kommer ind med et nyt perspektiv i forhold til at få Rigs-arkivet til at skabe endnu mere værdi,” siger hun.

Hidtil har Asbjørn Hellum været rigsarkivar. Han er netop fratrådt, og indtil Anne-Sofie Jensen tiltræder posten den 1. januar, er Ole Magnus Mølbak Andersen, vice- direktør i Brugerservice og Formidling, konstitueret rigsarkivar.