Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg er blevet enkemand to gange. I 2008 mistede jeg Lene, som er mor til mine fire børn, og i 2012 mistede jeg Katrine. Jeg er nu gift for tredje gang – med Marianne. Kort fortalt har jeg oplevet at miste og at finde og blive fundet.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
At få lov at danne familie. Min far sagde engang: ”Husk, Ole, lige nu er den bedste periode i dit liv.” Jeg tror, han må være kommet til den konklusion på et tidspunkt, hvor han selv så sig tilbage. Og han havde jo ret. Da jeg fik børn, tabte jeg min sorgløshed i den forstand, at jeg nu fik et stort ansvar og blev klar over min svimlende sårbarhed. Jeg er opvokset i et harmonisk hjem og vidste bare, at mine forældre i sidste ende var der. Nu havde jeg selv hovedansvaret og blev den egentlige bagstopper. Med børnene fik jeg endnu en øjenåbnende erkendelse. Først da forstod jeg – ind i hjertet – hvor meget mine egne forældre må have holdt af mig og mine tre søskende.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det er mine livsledsagere. Mine hustruer har lært mig at forvente, at de kunne sige noget, som jeg ikke ventede. Engang sagde jeg til min første kone, Lene: ”I virkeligheden mener du, at du er den klogeste!”. Hun sagde bare: ”Ja, sådan er det!”.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Tabet af mine ægtefæller. Pludseligt – som med et sabelhug – skæres ens vigtigste relation over. Sorgen og savnet er mindst tofoldigt: Ikke længere at kunne komme af med sin kærlighed til netop den, som skulle have den. Og ikke selv at være genstand for en kærlighed, som jeg fik, ikke på grund af, men snarere på trods af.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Mod er et stærkt ord, men hvis vi skal bruge det, udviste jeg det først sent i livet; jeg var vel blevet midt i 40’erne. Indtil da havde jeg haft en stor tiltro til autoriteter og tænkt, at andre uden tvivl var mere indsigtsfulde og forstandige, så jeg ikke også behøvede at ytre mig. Men så blev jeg spurgt, om jeg ville gå ind i Lægeforeningens Etisk Udvalg. Siden blev jeg spurgt, om jeg ville indtræde i Det Etiske Råd. Nu bliver det lidt højtideligt, for jeg følte også, at det gav en filosofisk baggrund til eller lidt himmel over mit arbejde. Foruden hjernesproget skal man også kunne tale hjertesproget, som dækker den del af tilværelsen, der ikke kan måles og vejes, men som er mindst lige så vigtig i et menneskes liv.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ligner min far i en hurtig associationsevne og måske også med en lille forkærlighed for sarkasmen. Min mor sagde, at jeg også havde arvet hans gangart. Fra min mor har jeg fået en trang til at udskyde opgaver, men også glæden ved at bekæmpe den trang. Min selvoptagethed er heller ikke fra fremmede. Min anden kone, Katrine, kunne sige: ”Nu taler vi altså ikke lige om dig!”.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have været mindre autoritetstro, gjort mere og tidligere oprør. Først med tiden har jeg for alvor forstået, at verden ikke styres med forstand. Den skandaløst lemfældige efterforskning af ”Scandinavian Star”-forbrydelsen og nedlæggelsen af Irak- og Afghanistankommissionen er eksempler på autoriteternes svigt. Jeg ville også gerne have været mindre autoritær over for mine børn. Den selvindsigt er det først børnebørnene, som nu får glæde af.
Hvad tror du på?
At den kærlighed, vi som mennesker kan komme til at opleve stykkevis og delt, må være hentet fra et større reservoir. Når vi oplever kærlighed, er det, fordi vi får lov at se en flig af livets gåde, et glimt af det, der er bagved.
Beskriv en scene fra din barndom.
I 1. eller 2. skoleklasse fandt jeg en knap på gangen uden for klasseværelset. Jeg bankede på inspektørens dør og afleverede den – for hvis nu ejermanden skulle henvende sig. Da jeg kom ud fra kontoret og kiggede ned ad mig, så jeg, at knappen stammede fra min egen vindjakke. Jeg bankede på igen og bad om at få knappen tilbage. Inspektøren sagde til en anden, som var på kontoret: ”Er de ikke henrivende?”. Da jeg kom hjem, spurgte jeg min mor: ”Hvad betyder henrivende?”.