Om Det Tredje Riges karrierediplomat

Mogens Rostgaard Nissen arbejder for tiden på et værk om den noget ukendte tyske gesandt Renthe-Fink. Efterfølgeren Werner Best blev mere kendt

Mogens Rostgaard Nissen er på vej med en biografi om gesandten, der under Besættelsen kom før Werner Best – Cecil von Renthe-Fink. – Foto : Syddansk Universitet.
Mogens Rostgaard Nissen er på vej med en biografi om gesandten, der under Besættelsen kom før Werner Best – Cecil von Renthe-Fink. – Foto : Syddansk Universitet.

Værket kommer efter Nissens sidste udgivelse, det nyligt udkomne værk Das Amt, som affødte en ophedet debat i Tyskland. Grunden var, at Das Amt tydeligt påviste, at en stor del af de ledende embedsmænd i det tyske udenrigsministerium i Det Tredje Rige var overbeviste nazister. Selv så mange år efter er sådanne påstande især når de er uafviseligt velunderbyggede stadig særdeles debatskabende.

LÆS OGSÅ:Da Danmark vendte sig mod nazisterne

Mogens Rostgaard Nissen er uddannet cand.mag. i historie og statskundskab fra Københavns Universitet i 2001. Størstedelen af hans forskning hidtil har centreret sig om krigsårene og tiden op til krigsudbruddet. Således har han for eksempel undersøgt den økonomiske og politiske kollaboration under den tyske besættelse, de roller, de ledende tyske embedsmænd spillede i 1930erne og 1940erne, men også europæisk kompagni- og kolonihistorie i perioden fra 1600-1800 har Nissens interesse.

Han er lektor ved Syddansk Universitet, og et andet af hans ekspertfelter er dansk landbrugs forhold under Anden Verdenskrig, som han har erhvervet en ph.d.-grad i.

Mogens Rostgaard Nissen har nøje undersøgt og forsket i Cecil von Renthe-Finks eget udkast til sine erindringer, og kun én anden historiker har studeret denne kilde før Nissen. Dette arbejde udmundede i en kort biografi, hvor Nissens fyldige værk vil indgå i antologien Hitlers mænd i Danmark, som redigeres af historikerne John T. Lauridsen og Henrik Lundtofte.

Et af spørgsmålene om Renthe-Fink er, om han bare var en embedsmand, som der går 13 på dusinet af, uden selvstændige politiske dagsordener. Eller var han intelligent nok til at udnytte det politiske tomrum, der opstod efter den tyske besættelse den 9. april 1940? Som med mange af den type historiske spørgsmål er svaret flertydigt, men Nissen er overbevist om, at Renthe-Finks indflydelse på den tyske besættelsespolitik var væsentlig mere omfattende, end andre historikere tidligere har konkluderet.

Renthe-Finks privatarkiv er en vigtig brik i Nissens arbejde. Her ligger for eksempel en stor brevsamling mellem Renthe-Fink og hans hustru, men også et antal tro og love-erklæringer fra det politiske og juridiske opgør i de første år umiddelbart efter krigsafslutningen. Disse erklæringer peger på, at Renthe-Fink havde et omfattende netværk, blandt andet uden for Udenrigsministeriet, og de er samtidig et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan topembedsmændene, der fungerede i krigsårene, hjalp hinanden efter 1945.