Opflasket med film

Den 34-årige Line Daugbjerg Christensen er lige så gammel som den biograf, hun er direktør for. Øst for Paradis i Aarhus har altid været en integreret del af hendes liv. I dag åbner tre nye sale og en ny foyer

Line Daugbjerg Christensen er direktør for Øst for Paradis i Aarhus, som hun driver sammen med sin søster.
Line Daugbjerg Christensen er direktør for Øst for Paradis i Aarhus, som hun driver sammen med sin søster. Foto: Ole Lind/Polfoto.

Da hun var lille, var noget af det bedste, Line Daugbjerg Christensen vidste, at samle sale. Det betød ganske enkelt, at hun typisk sammen med sin storesøster Ditte fik lov at gå ind i biografsalene, når publikum havde forladt deres pladser. Her samlede de affald og spiste det efterladte slik. Sommetider sov hun også bag sodavandskasserne i cafeen eller sneg sig ind på et biografsæde og så film som Bagdad Café eller Zorba, Grækeren.

LÆS OGSÅ: Tyske film har det svært i Danmark

Biografen Øst for Paradis i Paradisgade i Aarhus har været og er stadig hendes andet hjem. Biografen blev født samme år som hun selv, i 1978, og det var hendes far, Ole Bjørn Christensen, og hans kompagnon Uffe Sloth-Andersen, der ejede den.

Line Daugbjerg Christensen har derfor, så langt hun overhovedet kan huske tilbage, villet være noget med film. Og det blev hun. Siden 2007 har hun været direktør for den alternative art cinema-biograf, der er den eneste af sin slags i Aarhus, og det er gået forrygende. Fra at have været i alvorlige økonomiske vanskeligheder og tæt på lukning er Øst for Paradis under hendes ledelse blevet en velbesøgt og anerkendt kulturinstitution i byen, og i dag kan biografen slå dørene op til tre nye sale og en ny foyer. Det er første fase af en udvidelse og ombygning af biografen, der blev besluttet i 2009, og som ventes afsluttet i 2014.

Faderen er stadig medejer af Øst for Paradis, og hans anden datter, Ditte Daugbjerg Christensen, er fra den 1. november i år blevet meddirektør, så biografen er et rigtigt familieforetagende. Dertil kommer, at publikum for en stor dels vedkommende er trofaste brugere af huset, så også over for dem er tonen og stemningen familiær. Mange er Paradisets engle sådan kaldes de 800-900 personer, der har købt en folkeaktie på minimum 500 kroner til støtte for biografen.

For englene og alle andre, der er til smalle kunstfilm, er der nok at komme efter i det gamle, stemningsfulde hus i Paradisgade. Hver dag er der mindst fem-seks forskellige film på programmet, og dertil kommer en række ekstraoplevelser, som Line Daugbjerg især har været garant for. Det kan være franske eftermiddage, hvor der serveres croissanter og fransk film, brunch-søndage, hvor man kan tage sin dyne med i biografen og samtidig med en filmoplevelse få sin morgenmad serveret, eller enkelt-events som for nylig, hvor biografen markerede det amerikanske valg med amerikansk film og for første og indtil videre eneste gang i biografens historie popcorn!

Line Daugbjerg Christensen har ikke noget egentligt papir på det, hun kan, men hendes curriculum vitae er fuldt af filmarbejde. Hun var med til at skabe den alternative filmskole Super8 i Aarhus, og hun har været producer og caster på blandt andet Zentropa og Nordisk Film, ligesom hun også selv har lavet kortfilm. I november 2007 blev hun udnævnt til direktør for selskaberne bag Øst for Paradis og Film Distribution Øst for Paradis.

Hun bor i en lejlighed i midtbyen i Aarhus i gåafstand fra biografen og i øvrigt lige ved siden af søsteren Ditte og hendes familie. Her nyder hun at lave god mad og læse bøger. Hendes kæreste, Esben Smed, går på fjerde år på Statens Teaterskole i København, så de to ses fortrinsvis i weekenderne. Så står den ofte på højtlæsning for hinanden og ikke sjældent biografbesøg. Line Daugbjerg Christensen frekventerer gerne byens øvrige biografer, for hendes filminteresse gælder ikke kun kunstfilm. Hun ser med egne ord næsten alt, hvad der går på et stort lærred dog lige med undtagelse af de allermest fjollede romantiske film.