Henning Nørhøjs søn var kun 33 år, da han blev fundet død i sin lejlighed den første onsdag i 2010. Det skulle senere vise sig at skyldes en blodprop i hjertet, der opstod brat, uden forvarsel. Den præsteordinerede Henning Nørhøj forestod selv begravelsen.
”Det syntes jeg, jeg burde. Det kan lyde underligt, men jeg følte, at jeg bedst kunne sige de ting, der burde siges ved hans begravelse. Min kone og de to andre børn støttede mig meget stærkt i det. Jeg blev glad for det bagefter, fordi det blev en stærkt personlig tale, hvor jeg kunne fortælle, at han var en god søn, og hvad han havde betydet for os i familien,” siger han.
For Henning Nørhøj, der i dag fylder 75 år, var det absurd og meningsløst at miste sin søn så pludseligt. Han bruger selv udtrykket ”at blive indhentet” om det at se sit barn dø før én selv. Og så gav det ham på en måde en ny identitet.
”Vi fik så at sige en ny identitet, nemlig den at være ramt. Det kan udløse et opgør med Gud, en kamp med ens overbevisning om Guds eksistens. En Jobs kamp kan vi kalde det. Men sådan forstår jeg ikke Gud. Gud er ikke noget, man går i rette med. Døden er tilfældig, uforståelig og smertelig. Sådan noget kan ikke tillægges Gud, men derimod er Gud til stede i den smerte, man oplever. Den erfaring befriede mig fra de mørke tanker om, hvorfor dette ramte os, og hvad meningen med det var.”
Ved begravelsen talte Henning Nørhøj om smerte og savn, men også om trøst og håb. Det var vigtigt for ham, at budskabet om opstandelse kunne stå klart og tydeligt. Det håb holder han stadig fast i.
”Det er befriende at tro på, at han er hos Gud. Det giver plads til minder, som man både kan grine af og græde over. Vi taler stadig meget om ham i familien. Og nok er det et sår i livet, men tanken om opstandelsen gør, at man vinder ny energi til at være nærværende i sit arbejde og over for sine nærmeste. Den hjælper til at kunne fortsætte med at leve livet.”
Tror du, I bliver genforenet?
”Det spiller ingen rolle for mig med en genforening. Det er nok at vide, at han er hos Gud. Lige nu er genforening ikke det vigtigste for mig. Det vigtige er at tro på, at han er i Gud, og at jeg også engang skal være der. Jeg tror, vi meget nemt kommer ind på ønsketænkning, der ikke nødvendigvis giver mig mere mening i tilværelsen.”
Sønnen var et troende menneske og partipolitisk aktiv som næstformand for SF. Hans tro og politiske ståsted afspejlede faderens. Henning Nørhøj voksede selv op på Midtsjælland i et kulturkristent hjem. Hans forældre var radikale, men blandt andet påvirket af studenteroprøret i 1968, hvor han gik på universitetet, endte han selv på venstrefløjen.
”Jeg var engageret i bevægelsen Danske Kirkedage, da den kom frem. Det var en slags udløber af det autoritetsopgør, som ungdomsoprøret stod for. Jeg har altid været mest fanget af venstrefløjens samfundsopfattelse og politiske svar på samfundets problemer.”
Kristentroen giver ikke politiske svar, men den giver incitament til at engagere sig i samfundet for andre menneskers skyld, mener Henning Nørhøj, der er uddannet cand.theol., men har brugt det meste af sit arbejdsliv på undervisning. Ud over fem år som sognepræst har han beskæftiget sig med at undervise kommende lærere på seminariet i Haslev og højskoleelever på Rønde Højskole.
Det var i studietiden, at det stod ham klart, at han havde det bedst med kridt i hånden og en tavle som baggrund. Han ville undervise, og han ville omsætte sin viden til det sprog, moderne mennesker taler. Det har han også gjort i en række lærebøger til folkeskolens kristendomsundervisning og religionsfaget i gymnasiet. I mange år har han desuden skrevet artikler for Kristeligt Dagblads netportaler kristendom.dk og religion.dk, og han glæder sig stadig over, når hans artikler er blandt de mest læste. I skrivende stund har han to artikler blandt de otte mest læste på kristendom.dk.
”Det fascinerede mig, at undervisning formes af dialog med de studerende og deres gode spørgsmål. Jeg er inspireret af de grundtvig-koldske skoletanker og mener, at oplysning og oplevelse hænger sammen. Pædagogikken er ikke kun at analysere og forklare, men også at formidle livs- og tilværelsestydning, så det ses, hvad livet kræver af os.”
I 1997 stillede han op som kandidat ved bispevalget i Roskilde Stift, men tabte til Jan Lindhardt. På daværende tidspunkt var han forstander på Rønde Højskole, men valgkampen havde en pris. Som han siger, kommer lidenskaberne i kog, og det kan gå hårdt for sig, når man fører valgkamp. Folk angriber hinanden, og han kom selv i en opbrudsstemning. Han forlod jobbet som højskoleforstander to år senere for at blive souschef ved Haslev Seminarium.
”Det ramte ikke mit ego at tabe bispevalget. Jeg vidste, at risikoen ved at stille op var, at jeg kunne tabe. Jeg følte mig ikke bitter eller skuffet, men vil omvendt sige, at jeg lærte en masse om folkekirken, som jeg ikke vidste i forvejen.”