Kunstner med rødder i landbruget

Billedkunstner Allan Otte ladet opvæksten på en nordjysk gård præge sine figurative, fotorealistiske malerier. I morgen fylder han 40 år

”Jeg er meget bevidst om, at den kunst, jeg skaber, skal væk fra de tilbageskuende forestillinger og give med et mere retvisende billede af virkeligheden,” siger Allan Otte. –
”Jeg er meget bevidst om, at den kunst, jeg skaber, skal væk fra de tilbageskuende forestillinger og give med et mere retvisende billede af virkeligheden,” siger Allan Otte. – . Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Forestil dig et billede af en overfyldt container med døde grise og gule halmballer i baggrunden, en forulykket HT-bus, der er væltet hen over en snesmuk vintermark, eller en hvidkalket, faldefærdig gård mellem skrammel og skrottede maskiner. Det er sådanne hyperrealistiske malerier med computerspilslignende effekter, som Allan Otte nu har sat sin signatur på i årevis. I branchen har man udnævnt ham til en af vor tids mest betydningsfulde figurative malere, og i morgen fylder han 40 år.

Allan Otte, der er født i 1978, er ellers ikke vokset op med kunst omkring sig. Bevares, han har altid været kreativ og elsket at tegne skitser på børneværelset. Men med en opvækst i en traditionel landbrugsfamilie i Himmerland, hvor begge forældre var landmænd, var hverken kunst eller kultur på opdragelsens pensum.

Det var i stedet, da han begyndte på gymnasiet i Aars, at han blev introduceret til først og fremmest Per Kirkebys værker. Den kendte kunstners tidlige malerier på masonit havde en legende lethed over sig, som Allan Otte fandt fascinerende og inspirerende. Det var en øjenåbner.

Han begyndte at kopiere sit forbilledes teknik. Men med tiden blev det alligevel kedeligt at skabe noget, der i virkeligheden blot var en efterligning. Da Allan Otte sidenhen flyttede fra Nordjylland og begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, blev det vigtigt for ham at kunne fortælle kunsten med sit eget formsprog og finde sin egen historie.

Det var opvæksten på landet, der blev nøglen til Allan Ottes egen vej ind i kunsten. Landskabet, som det tager sig ud i dag, skulle være motoren.

”I hovedstaden er det gået op for mig, at jeg ikke er naturromantiker. Jeg har et meget mere pragmatisk forhold til dansk landskab og natur, men en stor del af byens publikum er fremmed over for landbrug og dyrehold. De ser ikke, at hele det danske landskab bærer præg af, at vi mennesker lever i det. Nej, mange har en idylliseret forestilling om, at køer stadig skal græsse frit, og at teknologi er forkert eller ligefrem farlig. Men sådan har jeg det ikke,” siger Allan Otte.

At landbruget er blevet moderne, gør ham hverken ked af det eller vred. Det er rettere en usentimental konstatering. Men det irriterer ham alligevel, når så mange sidder fast i en slags guldalderfortegnede forestillinger om, hvordan dansk landskab og landbrug er og skal være.

Men hvorfor så ikke bare blive politiker eller råbe budskabet ud gennem en organisation?

Allan Otte tror, at vores natursyn og opfattelse er knyttet til billeder. Forestillinger, som i virkeligheden er flere hundrede år gamle. Det er derfor fra den kunstneriske, visuelle vinkel, at han griber fat i temaet.

”Det er, som om det er blevet mit lod at udfylde et hul i kunsthistorien. Jeg har ledt med lys og lygte efter ældre landskabsmalerier, hvor moderniseringen beskrives, og hvor der kører maskiner rundt i landskabet, men de findes stort set ikke. Samtidig er jeg godt klar over, at det er konstrueret virkelighed, jeg arbejder med. For jeg er ikke dokumentarist eller fotograf. Jeg er maler,” siger Allan Otte.

I dag bor han i København sammen med sin hustru Janne Bjerre Christensen, der er antropolog med speciale i Iran, og deres to døtre på fem og syv år.

I lejligheden har Allan Otte også sit atelier. På en måde minder det ham meget om opvæksten på landet, hvor grænsen mellem arbejdsliv og privatliv også er flydende.