Ordakrobaten er blevet tavs

En af mange årtiers store og begavede satirikere, Jørgen Hartmann-Petersen, alias Habakuk, er død. Han blev 91 år

Jørgen Hartmann-Petersen, var uddannet arkitekt, men det meste af hans liv stod i humorens tegn. –
Jørgen Hartmann-Petersen, var uddannet arkitekt, men det meste af hans liv stod i humorens tegn. –. Foto: .

Hov-hov. Uha-uha. Ikke bare udråb, når noget går skævt eller ser farligt ud. De, som er gamle nok til at have set tv i 1960erne og 1970erne, husker sandsynligvis stadig, at udråbene var titlerne på to satireprogrammer, som fastholdt danskerne i sofaen, hver gang løjerne rullede hen over skærmen. En af de kreative hovedkræfter bag programmerne var Jørgen Hartmann-Petersen. Hører man til den yngre generation, er ATS At Tænke Sig på Politikens bagside et andet fikspunkt, hvor Jørgen Hartmann-Petersen i dén grad gjorde sig gældende. Fra 1957 til 1965 var han redaktør på den kendte og elskede bagsiderubrik, som siden er videreført af andre kompetente kræfter.

Oprindelig gik hans karriere i andre retninger. Han var uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1946 og havde i en årrække selvstændig arkitektvirksomhed sammen med sin kone, Gerda Hartmann-Petersen. Blandt tegnestuens mange produkter var en kirke i Roskilde, krematorier, plejehjem, folkeskoler, børneinstitutioner og enfamiliehuse.

I 1954 kom Jørgen Hartmann-Petersen til Politiken som avisens redaktionelle medarbejde udi arkitektur, og senere fik han en stilling som tegnestuechef. Men så blev han tilbudt et vikariat på At Tænke Sig. Og så foldede han sig for alvor ud som den medarbejder, der uden sidestykke rådede over den mest krøllede hjerne og læserne frydede sig dagligt.

Hans satireform var aldrig grov eller kluntet, tværtimod var hans ordekvilibrisme elegant, og han formåede dag ud og dag ind at overraske med omskrivninger og ordlege. Samtidig etablerede han gennem årene et fast opdigtet persongalleri, som læserne kom til at kende ud og ind.

I 1962 modtog han Cavling-prisen for sin indsats i dansk journalistik igennem skabelsen af en helt ny satirisk form, som i året 1962 nåede det fuldkomne, som det hed. En større ros er svær opdrive.

Sammen med sin bror, Hemming Hartmann-Petersen, præsenterede han i 20 år fra 1969 til 1989 radiolytterne for vid, bid og vittigheder i programmet Mellem brødre, som blev en stor succes. Desuden skrev Jørgen Hartmann-Petersen et stort antal revytekster, film-og tv-manuskripter, ligesom han oversatte skuespil og musicals. Endvidere var han i stand til at recitere fra Kingos salmer og og lave en parodi på Peters Jul krydret med nutidige omskrivninger. Alsidigheden fornægtede sig ikke.

kronholm@k.dk