Ordet ildsjæl rækker vist ikke

Forstander på Rødding Højskole, Mads Rykind-Eriksen, er en modig mand med succes i det, nogle har kaldt det sværeste job i Sønderjylland. Han står også tidligt op, forklarer han

Mads Rykind-Eriksen blev i 2007 forstander på den højskole, han selv gik på som ung, nemlig landets ældste, Rødding Højskole. Det har han haft stor succes med. -
Mads Rykind-Eriksen blev i 2007 forstander på den højskole, han selv gik på som ung, nemlig landets ældste, Rødding Højskole. Det har han haft stor succes med. - . Foto: Carsten Andreasen/Polfoto.

Det var ikke det mest oplagte jobskifte. Mads Rykind-Eriksen havde et godt job som lærer på Ry Højskole, men der var noget ved udfordringen i at redde landets ældste højskole, der trak. Året var 2007, og Rødding Højskole i Sønderjylland, grundlagt i 1844, havde nøglen halvt drejet om. Det haltede økonomisk, og der var næsten ingen elever tilbage, men Mads og hans kone, Anja, tog imod tilbuddet om at blive nyt forstanderpar.

Siden er skolen blevet genrejst i moderne, grundtvigsk ånd i en grad, så parret i 2011 blev tildelt N.F.S. Grundtvigs Pris for deres enestående arbejde med at udbrede forståelsen af sammenhængen mellem religion, historie og fællesskab i den brede offentlighed.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre, er i høj grad historien om Mads Rykind-Eriksen. Eller snarere Mads og Anja Rykind-Eriksen, for det giver efterhånden ikke mening at nævne den ene uden den anden. Hans succes er deres succes, for højskolen er en fuldt integreret del af deres fælles liv og virke. De er skolen, nævner flere tidligere elever, som netop priser dem for at sætte sig selv så meget på spil i deres indlevende måde at lede skolen på. Måske fordi de på en måde også er højskoleånden.

Mads Rykind-Eriksen er nærmest født ind i højskolebevægelsen. Hans morfar var med til at grundlægge både Engelsholm Højskole og den tidligere Københavns Folkeskole og stod bag livsværket Bordings Friskole i København. I barndomshjemmet voksede han desuden op med kristendommen og gik på grundtvig-koldsk friskole, inden han begyndte på Rødding Højskole i 1992. Her mødte han åndsfællen Anja, og lige siden har højskoler været rammen om deres liv. De uddannede sig ganske vist forskelligt - hun som folkeskole-lærer og skaftevæver, han som cand.mag. i historie og filosofi - men de blev snart efter højskolelærerpar. Først på den nu ned-lagte Båring Højskole på Fyn, siden på Ry Højskole i Midtjylland.

15 år efter de mødte hinanden på Rødding Højskole, vendte de så tilbage. En dynamisk duo, der - ud over at have højskolelivet som en del af deres dna - også kom med en enorm drivkraft og entusiasme. De vidste, hvad der skulle til for at drive en velfungerende højskole, og de var klar til at investere. Måske har der også fulgt lidt held med. Eller som Mads Rykind-Eriksen tidligere har udtalt: ”En kursist spurgte mig engang, om vores succes med stedet var held eller forstand. Jeg svarede, at man er mere heldig, hvis man står tidligt op.”

Hvad er det så, der får ham så tidligt op? Noget af energien er arveligt betinget. Han er ikke typen, der slapper af ved at ligge på en strand med en bog, har han sagt. Han får derimod energi ved at bruge energi. Gerne på højskolen, men også gerne i og omkring familiens ødegård i Sverige, når de en sjælden gang ”slapper af”. En anden del af energien er helt klart tillært, ikke mindst gennem han og Anjas syv børn. Han skal simpelthen tidligt op for at få familien til at fungere. Resten af energien kommer af kærligheden til skolen. Noget, der blandt andet kommer til udtryk ved, at familien spiser sammen med eleverne og i øvrigt holder tæt kontakt med mange af dem i årevis, efter at deres ophold er slut. Og ved, at de fleste kursister, der har været på skolen i kort eller længere tid, har fået indtrykket af en karismatisk og dybt engageret leder, der er højskolemand helt ind til benet.