Svækket af sin kræftsygdom og blot to en halv uger før sin død var Søren Erik Andersen ude at sælge lodsedler for KFUM’s Soldatermission i sin hjemby Sdr. Bjert ved Kolding. Situationen var typisk for ham. Han var en mand, der aldrig sparede sig selv og i hele sit liv var sig sin gerning bevidst. Arbejdsomhed og hjælpsomhed i enhver situation var for ham lige så naturligt som at trække vejret.
Nu trækker Søren Erik Andersen ikke vejret længere, og det naturlige midtpunkt i en stor, tæt, varm og lokalt rodfæstet familie er væk. Manden, der siden begyndelsen af 1970’erne gennem sin bedemandsforretning har stedt andre til hvile, havde selv planlagt sin begravelse ned til den mindste detalje. Selv datoen havde han fastsat kort før sin død, og den kom til at holde stik.
Ligesom også Sdr. Bjerts mangeårige præst, salmedigteren Holger Lissner, der for længst er gået på pension, efterkom ønsket om, at han skulle forestå den kirkelige handling. De to kendte hinanden rigtig godt. Dels kom Søren Erik Andersen i kirken så godt som hver søndag, og dels havde de to ofte kørt sammen i rustvognen, når en begravelse skulle forrettes. Der var en særlig lun tone mellem dem, for Søren Erik Andersen var en bedemand, der gjorde alting korrekt, og som samtidig havde humor.
”Nu ikke noget pral, men du kan da sige, at jeg ikke har været doven.” Sådan lød blandt andet bedemandens formaning til præsten, da de to talte om hans forestående begravelse. Afdøde Søren Erik Andersen elskede kirken og dens ritualer og var ikke glad for, at der blev lavet for meget om. Han holdt dog meget af Holger Lissners salme ”Nu har du taget fra os”, der er en af de nyere i salmebogen, og den blev sammen med blandt andet ”Hil dig frelser og forsoner” sunget ved begravelsen i sidste uge.
Søren Erik Andersen blev født i 1942 i Sdr. Bjert. Opvæksten i efterkrigstiden med nøjsomme kår prægede ham hele livet. Han mente blandt andet, at en enkelt rose kunne udtrykke lige så meget som en stor buket. Og sine børnebørn lærte han blandt andet at lægge de 10 kroner i sparebøssen, når han gav dem en tyver.
Han blev udlært møbelpolstrer i Kolding, og da han havde aftjent sin værnepligt, tog han og hustruen Anna-Grethe, mens de endnu ikke havde stiftet familie, turen over Storebælt til Gilleleje, hvor Søren Erik havde fået svendeplads ved det lokale møbelhus, og Anna-Grethe fik arbejde som ekspedient hos en grønthandler. Tre år efter etablerede de sig i Sdr. Bjert, hvor de overtog faderens virksomhed, der har været i familiens eje siden 1897. Parret udførte møbelpolstring, gardin- og tæppemontage og havde flere medarbejdere og elever på værkstedet. I 1972 fik de en henvendelse fra den lokale karetmager og bedemand, som mente, at han skulle pensioneres, og at Andersen-parret skulle drive bedemandsforretningen videre sammen med deres egen virksomhed. Søren Erik yndede at fortælle, at de overtog ”et sæt skamler og et sort tæppe”.
I flere år var bedemandsvirksomheden en bibeskæftigelse, men efterhånden blev det kendt, at Søren Erik Andersen var en bedemand med hjertet på rette sted, og aktiviteterne med begravelser og bisættelser voksede. I 1983 fik de kontor i Kolding og overtog siden også bedemandsforretninger i Egtved og Christiansfeld.
Sideløbende var Søren Erik Andersen aktiv i forskelligt foreningsarbejde, blandt andet KFUM’s Soldatermission, KFUM og KFUK og menighedsrådet. Han var i en lang årække formand for Danske Bedemænds sydjyske afdeling, og det lå ham i det arbejde særligt meget på sinde, at erhvervet blev udført på en ordentlig måde.
Ved siden af al sin arbejdsomhed var Søren Erik Andersen et udpræget familiemenneske. Det kan godt være, at han ikke tillod sig selv mange fridage, og som regel kørte på arbejde om morgenen, når familien om sommeren var på bibelcamping, men familien betød alt for ham. Det var derfor også en stor glæde for ham, at sønnen Jesper Andersen havde overtaget bedemandsforretningen, og at også datteren Karin Lomholt er ansat der. Samtidig glædede det ham, at alle fire børn med ægtefæller og hans 12 børnebørn har valgt at bosætte sig på egnen omkring Sdr. Bjert. Han kunne trygt lukke sine øjne i forvisning om, at sammenholdet og den lokale forankring i familien var intakt.