Hvis en bog er lidt for hovski-snovski på den finlitterære måde, så gider Agnete Dorph Stjernfelt ikke oversætte den.
”Jeg må konstatere, at der er meget, andre finder dybt interessant, som jeg bare finder krukket og kedsommeligt. En af dem, jeg sagde nej tak til, og som senere fik stor anerkendelse, kylede jeg bogstavelig talt hen i hjørnet med ordene: ’Så drop ham dog, det bliver alligevel aldrig til noget!’ Så meget for min indlevelse i og medfølelse for den forpinte, kvindelige hovedpersons kærlighedskvababbelser.”
Sådan har Agnete Dorph Stjernfelt sagt til oversætternes tidsskrift Babelfisken, og det siger måske lidt om, at det på overfladen så rolige hverv kan rumme mange følelser for den, der på daglig basis skal tumle med ordene. Agnete Dorph Stjernfelt hader ”forskruede kunstneriske ambitioner” og vil langt hellere oversætte værker, der har sprogligt vid, levende dialog, charme, ordspil og humor.
”De ligger bedst til mit gemyt,” som hun siger, og mange vil give hende helt ret. Netop dét kan netop hun få frem.
I morgen fylder den temperamentsfulde, kloge og sprudlende oversætter 60 år, og hun er værdsat for den måde, hun går til bøgerne på, også i de finere litterære kredse. Her i foråret blev hun udpeget til at sidde i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, hvor hun sammen blandt andre Det Danske Akademis sekretær Lasse Horne Kjældgaard og forfatteren Dennis Gade Kofod vil være med til at pege på, hvilke litterære værker i alle mulige genrer, der skal støttes med statskroner frem mod 2023.
Agnete Dorph Stjernfelt er født i 1960. Forældrene blev skilt, da hun var lille og flyttede langt væk fra hinanden. Hun flyttede ind hos sine farforældre, hvis hjem var fyldt med bøger, og det var her, interessen for litteratur blev vakt. Opdagelsen af litteraturens store følelsesfuldhed kom med en bog, bragt hjem til hende af faderen, ”Hvem skal trøste Knytten” af den finsksvenske Mumi-forfatter Tove Jansson.
”Jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv,” har hun fortalt i et interview på bogbloggen vildmedkrimi.dk.
Hun læste siden litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og blev først anmelder ved Kristeligt Dagblad, så redaktør på det hedengangne Borgens Forlag. I 1990’erne fik hun to børn, døtrene Agnes og Karoline, med professor og idéhistoriker Frederik Stjernfelt, som hun stadig er gift med, og for at få familielivet til at gå op, skiftede hun fra forlagsbranchen til et job som presse- og kommunikationschef hos Det Danske Filminstitut. Her var hun frem til 2008, hvor hun med egne ord var gået hen og blevet ”meget træt af at have chefer”.
”Efter en særlig frustrerende dag på jobbet, hvor jeg havde brugt ni timer på at få en pressemeddelelse ud om en totalt ligegyldig underholdningsfilm, gik jeg forstemt hjem over Dronning Louises Bro og tænkte: ’Jeg må kunne bruge mit gode hoved på noget bedre end det her!’ Næste dag gik jeg ind og sagde op,” har hun fortalt til Babelfisken.
I mere end 10 år har hun nu helliget sig oversætteriet som selvstændig og arbejder i et bredt spænd af genrer: Emily Bröntes ”Stormfulde højder”, J.K. Rowlings voksenbog, ”Den tomme plads”, den franske erotiske klassiker ”O’s historie”, David Lagerkrantz’ krimi ”Manden, der søgte sin skygge” – og også flere af Tove Janssons værker til voksne, som ”Sommerbogen”, har været en tur gennem Agnete Dorph Stjernfelts, ifølge anmelderne, ”sensible” oversætterhjerne.
Også den 800 sider lange internationale bestseller ”Et lille liv” af Hanya Yanagihara (2015) kom ud i dansk oversættelse ved Agnete Dorph Stjernfelt.
Når hun holder fri, foregår det sammen med familien i ødegården i Sverige, hvor en prægtig samling roser skal passes og plejes, som roser nu skal det. Der er både ”historiske” og ”hysteriske” roser iblandt, som hun siger, og de kræver en vis fintfølenhed, men også en beslutsom beskærersaks, der kan slå til, når det hele bliver lidt for meget. Noget, der i øvrigt fylder en hel del i familien Stjernfelts liv er tegneserier. Én af Agnete Stjernfelts favoritter er ”Corto Maltese”, men den kasketklædte søhelt kan hendes mand slet ikke holde ud. Døtrene er dobbeltdisponerede for tegneseriekærlighed, og det er i hvert fald slået igennem hos den ene, Karoline Stjernfelt, der i sine midttyvere har færdiggjort en uddannelse til tegner på Serieskolan i Malmö, har udgivet flere roste værker og er udråbt til én af Danmarks nye store tegnere. Og som nævner sin mors barndomsyndlingsforfatter, Tove Jansson, som inspirationskilde.