Hvem skulle nu have troet det? At Karsten Sand Iversen ikke længere har lyst til at oversætte. Der virker næsten naturstridigt, når man betænker, at han i snart en menneskealder flittigt hver eneste dag har sat sig for at gøre store, internationale forfatteres værker tilgængelige på dansk.
Men sådan er det. De sidste oversættelser er afleveret, men endnu ikke udkommet. Det drejer sig om bøger på tysk af Herta Müller og Friedrich Hölderlin. Herefter vil han kun arbejde con amore, bedyrer han. Men når det er Karsten Sand Iversen, det drejer sig om, er der naturligvis ikke tale om, at han nu vil til at dyrke køkkenhave eller spille golf.
Nej, hans liv vil fortsat handle om bogstaver, der bliver til sætninger, og sætninger, der bliver til bøger. Nu vil han blot forfatte bøgerne selv.
”Jeg tænker, det skal fungere som en slags afvænning fra den narkomani, der hedder oversættelser,” siger han.
Han er allerede godt i gang med at dulme sin afhængighed. I 2017 udkom bogen ”Omskrivninger” og i 2018 ”Tid af jern og ild”. I sidstnævnte skriver han oplysende om de turbulente år mellem Første og Anden Verdenskrig og gør det på sin helt særlige facon. Kilderne er forfattere, som kun få har hørt om, og bøger som næsten ingen har læst, fordi de ikke er oversat til dansk og knapt heller til vesteuropæiske hovedsprog.
Karsten Sand Iversen fortsætter i samme spor og arbejder lige nu med en fortsættelse, der skal handle om fire andre østeuropæiske forfattere. Hans interesse for litteratur fra den del af verden stammer helt tilbage fra ungdommen, hvor han en dag tilfældigt hørte en radioudsendelse om den jødisk-bulgarske forfatter Elias Canetti. Han fik senere, i 1981, Nobelprisen i litteratur, og Karsten Sand Iversen har oversat ham til dansk. Mange andre store forfatteres værker har været under kærlig og kompetent oversættelsesbehandling af Karsten Sand Iversen. Eksempelvis Virginia Woolf, Dylan Thomas, Rainer Maria Rilke og ikke mindst James Joyce. Da ”Ulysses” i 2014 udkom i Karsten Sand Iversens oversættelse, skete det efter flere års kraftanstrengelse og med stor taknemmlighed. Som oversætteren sagde i forbindelse med udgivelsen:
”Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået lov at oversætte den, for ellers ville jeg måske aldrig have gjort mig den ulejlighed at læse den ordentligt.”
Nu hvor han er blevet 75 år, vil han give sig tid til at læse andre ting ordentligt. Blandt andet en række danske klassikere, som han mener at have forsømt, eksempelvis Herman Bang og Henrik Pon-toppidan.
Karsten Sand Iversen er opvokset i Sønderjylland og var allerede som teenager stærkt interesseret i litteratur. Efter studentereksamen blev han kandidat i litteraturvidenskab fra Aarhus Universitet, og formet af modernismen kom han hurtigt i gang med at oversætte. Hans varemærke var fra begyndelsen, at han turde bruge sproget på sin helt egen måde, og hans løfte til sig selv var, at han ”aldrig måtte gøre et skarpt blad sløvt”.
Karsten Sand Iversen har boet 30 år i Wales med sin engelske, nu afdøde kone. De seneste år har han boet i Herning sammen med sin nværende kone, seniorforsker Karin Bang, som er magister i litteraturvidenskab. De to fandt hinanden gennem en mailkorrespondance, men hans endnu boede i Wales, og hun arbejdede på Roskilde Universitetscenter. De blev kærester, inden de havde mødt hinanden i virkeligheden. For nylig har de solgt deres hus i Herning og flytter i løbet af sommeren til Viborg. Karsten Sand Iversen er far til en voksen søn, der bor i København.
I 1995 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Inden da havde han fået Dansk Oversætterforbunds Ærespris, og i 2000 fik han Det Danske Akademis Oversætterpris.