På bunden af brønden lå brudt keramik

Kammerherre og greve Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig, der fylder 95 år i morgen, skulle overtage herregården Eriksholm efter sine forældre. Derfor blev han landmand, men hans interesser spænder vidt, og særligt optaget har han været af Københavns Bymuseum

Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig interesserer sig for meget og har beskæftiget sig med meget i løbet af sine 95 år. Blandt interesserne har været arkæologi, kunst og litteratur og landbruget på Eriksholm, som han overtog fra sine forældre. – Privatfoto.
Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig interesserer sig for meget og har beskæftiget sig med meget i løbet af sine 95 år. Blandt interesserne har været arkæologi, kunst og litteratur og landbruget på Eriksholm, som han overtog fra sine forældre. – Privatfoto.

Det var ganske tilfældigt, at Jørgen William Ahlefeldt-Laurvigs store interesse for arkæologi opstod. Den gemte sig godt under jorden på den herregård, hvor hans forældre, Kai F.S. Ahlefeldt-Laurvig og Astrid Ingeborg Margrethe Ahlefeldt-Laurvig, boede, og kom frem, da de skulle have indlagt et oliefyr.

Da olietanken skulle graves ned under gårdspladsen, ramte man en gammel brønd fyldt med keramik, der engang var blevet smidt ud. I brønden var en ufattelig masse forskellige former og udgaver af det brændte ler, og da Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig, der dengang var i begyndelsen af 20’erne, så nærmere på det, blev interessen tændt med det samme, husker han i dag. Siden har arkæologi, keramik og især de særegne fajancer, som også har været tema i to af Jørgen William Ahlefeldt-Laurvigs bøger, fulgt og fascineret ham. I morgen fylder han 95 år.

I sin lange levetid har Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig også beskæftiget sig med en række andre emner. Kammerherren og greven er uddannet inden for land- og skovbrug i ind- og udland og blev færdig som agronom i 1953. Han er forhenværende godsejer og drev i mange år Eriksholm Avlsgård ved Holbæk på Sjælland. Derudover er han som nævnt kunsthistorisk forfatter, tidligere formand for blandt andet Den Ahlefeldtske families Sammenslutning, Dansk Adels Forening, Holbæk Amts Historiske Selskab og Holbækegnens Tolvmandsforening for Større Gårde samt præsident for Våbenhistorisk Selskab og Holbæk Amts Økonomiske Selskab. Listen virker måske lang, men den kunne faktisk fortsætte længe endnu.

Herregården Eriksholm overtog Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig fra sine forældre. Som enebarn var forventningen, at han skulle drive det videre, og derfor tog han i første omgang en uddannelse inden for skovbrug, men efter et indfald af selvindsigt blev han i stedet landmand.

”Jeg begyndte på en skovuddannelse, men jeg syntes, det tog så lang tid, før man så resultaterne, så jeg skiftede. Og så har jeg så været så heldig at få en gård,” siger han.

”Men mine museale opgaver har absolut været det, der har optaget mig mest. Slet og ret fordi min store interesse lå der.”

Selvom en uddannelse i arkæologi under andre omstændigheder havde været oplagt for den historieinteresserede unge mand, måtte Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig opsøge arkæologien i sin fritid i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. Her henvendte han sig til en konservator på Nationalmuseet, som hurtigt opdagede, at han havde evner inden for faget. Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig blev sendt ud til en skov i Nordsjælland, hvor der var blevet gjort et omfattende fund af keramik, og blev bedt om at komme tilbage med de resultater, han kunne finde. Den unge mands analyser og konklusioner viste sig at være helt rigtige.

”Efterfølgende fulgte han mig rundt i København og viste mig steder, hvor jeg kunne grave. I københavnsområdet er der rige muligheder for at grave ting frem fra fortiden. Det var meget spændende. Da jeg senere havde Fogedbygård i Næstved, var der et voldsted, hvor jeg gravede, og her fandt jeg så meget, at jeg også involverede Nationalmuseet i det, og da de opdagede, hvor meget jeg vidste om keramik, inviterede de mig til at grave vikingeskibe i Roskilde Fjord for eventuelt at være med til at datere dem.”

Det ene tog det andet, og så opstod muligheden for at komme til at arbejde på Københavns Bymuseum, hvor han var museumsinspektør fra 1963 til 1979.

Det er godt 10 år siden, at han stoppede med at arbejde, og den enkle forklaring er alderen. Det blev sværere og sværere at sidde bøjet over de mudrede udgravninger. Men når han en gang imellem stadig krydser en mark, kan man godt regne med, at hans øvede blik fanger en genstand fra tidligere tider.

De seneste 10 år er der blevet mere tid til læsningen, som altid har været en stor del af Jørgen William Ahlefeldt-Laurvigs liv. Han holder især af bøger om historiske emner og memoirelitteratur. Som formand for Den Ahlefeldtske families Sammenslutning har han også en naturlig interesse for slægtshistorie. En del af Jørgen William Ahlefeldt-Laurvigs tid går også med at korrespondere med ”en utrolig masse mennesker”, som han selv siger. Det foregår stadig på skrivemaskine. Han bliver omtalt som vellidt og sympatisk, og da man for år tilbage stadig havde forvaltere og andre medhjælpere på de store herregårde, var det kendetegnende, at folk blev hængende hos ham.

Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig går regelmæssigt i kirke i det lokale sogn ved Holbæk på Sjælland og besøger gerne museer og kunstudstillinger med sin hustru gennem 53 år, Birgit Ahlefeldt-Laurvig. Han dyrker sine interesser, så vidt det er muligt.

”Jeg er trods alt 95 år, og det er begrænset, hvor meget energi der er tilbage. Selvom mit helbred har det godt, forbavsende godt. Det værste, når man bliver så gammel, er, at mange af dem, man har fulgtes med, falder fra.”

Når Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig fylder 95 år i morgen skal det fejres med de nærmeste, børn og børnebørn.