Det er 12 år siden, Leif Andersens søn pludseligt og uventet gik bort. Og et par år efter oplevede han et sammenbrud på et hotelværelse i Moskva, fordi tabet havde gjort teologilektoren bange for, hvad der kunne ske. Hvis Gud kunne lade ham miste sin søn, hvad kunne så ikke ske?
“Jeg har altid haft svært ved at tro på Gud, og nu blev det endnu sværere. Blandt de store tab i mit liv er tabet af håbet om at kunne mærke Gud. Men det sidste søm i det håbs kiste blev slået i den aften i Moskva. Jeg tror, at jeg skreg, fordi Gud aldrig lod mig mærke ham. Det var der, jeg endeligt opgav nogensinde at kunne mærke ham,” siger Leif Andersen.
Men oplevelsen har ikke haft den betydning, at Leif Andersen ikke længere tror - eller at hans tro er følelsesløs.
“Jeg har svært ved at tro på Gud, men jeg har endnu sværere ved ikke at tro på Jesus. Om der findes en Gud eller ej, står lidt 50-50 for mig – indtil jeg vender mig til Jesus. Ham kan jeg ikke komme udenom eller bortforklare. Og det er via troen på ham, jeg genfinder troen på Gud og på Bibelen” fortæller han.
Leif Andersen understreger, at kampen med tro og tvivl og kampen for kærligheden har været de vigtigste i hans liv. Det er disse kampe, der har præget hans karriere, ligesom et ønske om livsnær formidling er gået igen i hans liv som højskoleunderviser, rejsepræst, forfatter og lektor.
“Formidling, der ikke har tro, tvivl og kærlighed som fokuspunkt, synes jeg er uinteressant og lidt ligegyldig,” konstaterer Leif Andersen.
Han er glad og taknemmelig for alle dem, der laver grundforskning, for det er ikke et felt han orker, har forstand på eller kompetencer til, hvis han selv skal sige det.
“Men selv i grundforskningen mener jeg, at man bør have det livsnære i baghovedet hele tiden. Man skal arbejde for menneskers skyld. For lidende mennesker og for søgende mennesker. Eksempelvis er jeg ved studievalg lidt skeptisk over for den merkantile tilgang , at man skal gå efter at kunne finde et job, efter man har læst. Selvfølgelig er det vigtigt, men det er også vigtigt, at man elsker det, man gør,” siger Leif Andersen.