Det er 12 år siden, Leif Andersens søn pludseligt og uventet gik bort. Og et par år efter oplevede han et sammenbrud på et hotelværelse i Moskva, fordi tabet havde gjort teologilektoren bange for, hvad der kunne ske. Hvis Gud kunne lade ham miste sin søn, hvad kunne så ikke ske?
“Jeg har altid haft svært ved at tro på Gud, og nu blev det endnu sværere. Blandt de store tab i mit liv er tabet af håbet om at kunne mærke Gud. Men det sidste søm i det håbs kiste blev slået i den aften i Moskva. Jeg tror, at jeg skreg, fordi Gud aldrig lod mig mærke ham. Det var der, jeg endeligt opgav nogensinde at kunne mærke ham,” siger Leif Andersen.