Prøv avisen

Paul Honoré er død

Paul Honoré var en af de første fortalere for homoseksuelles rettigheder i kirken, og i 1992 udgav han bogen ”Fra Moses til nutiden. Om homoseksualitet og homoseksuelle”. Bogen gav ham modstandere, men det fik ham ikke til at vakle i hverken troen eller holdningerne. – Foto: Jesper dijohn pressefoto.

NEKROLOG Han gik aldrig af vejen for en rask debat. Han havde sine meningers mod og argumenterede tidligt for homoseksuelles rettigheder i folkekirken. Paul Honoré, tidligere sognepræst i Sorø, blev 92 år

Der er navne, og så er der navne, der sætter sig mere fast i bevidstheden end så mange andre. Til den sidste kategori hører Paul Honoré. Gennem årtier har han sat sit præg på den folkekirkelige debat, og ikke mindst læsere af Kristeligt Dagblad vil være særdeles bekendte med den tidligere sognepræst. Her holdt han sig ikke tilbage fra at give sit besyv med i den altid aktuelle diskussion om folkekirken nu og i fremtiden.
I perioder var ordene så hyppige, at nogle mente, at han var en kværulant. Men intet er mere forkert, for Paul Honoré var først og sidst et engageret og levende menneske, der blot holdt fast i sin folkekirke og i sine meningers mod.

Tilgangen til det kirkelige stof fik han i barndomshjemmet på Frederiksberg. Paul Honoré blev født den 9. december 1919, da hans far var provst. Det lå derfor i kortene, at han skulle gå i faderens fodspor, og i 1945 blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet. Samme år blev han sekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, som han 1956-1960 var landsformand for. I 1950 blev han kaldskapellan i Dalum, tre år senere blev han sognepræst ved Højby Kirke på Sjælland, og 1959-1973 var han sognepræst ved Sorø Klosterkirke.

For typisk for Paul Honoré var der ingen grund til at låse sig fast i en bestemt stilling for stillingens skyld.

Det handlede først og sidst om at forkynde evangeliet, og derfor var han åben over for at bruge sin teologiske uddannelse på andet og mere end sognearbejdet. Han blev således senere forstander på Kolonien Filadelfia i Dianalund, og i 1981 blev han generalsekretær i De Samvirkende Menighedsplejer et job, han bestred til sin pensionering i 1987.

Men pensionisttilværelsen gav Paul Honoré andre muligheder. Han fortsatte med at være en aktiv debattør og var typisk ham forud for sin tid med de varme debat­emner. Således var han en af de første fortalere for homoseksuelles rettigheder i kirken, og i 1992 udgav han bogen Fra Moses til nutiden. Om homoseksualitet og homoseksuelle. Bogen gav ham modstandere, men det fik ham ikke til at vakle i hverken troen eller holdningerne.

I 1995 udsendte han sin anden bog, Livets labyrint. Erindringsskitser, og dermed tydeliggjorde han, at alder ikke er nogen hindring for at deltage i den offentlige debat. Netop hans vid og bid gjorde ham i 1996 til modtager af Kaj Munk-prisen, og selvom han selv ville slå det hen som en bagatel eller en tilfældighed, er det svært at komme uden om Paul Honorés meritter.

Under og efter sin præstegerning var han medlem af en række bestyrelser. 1977-1982 var han medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse, i otte år næstformand for avisens repræsentantskab, og 1975-1986 var han medlem af bestyrelsen for Velux-Fonden.

Det store engagement udadtil krævede et solidt fundament indadtil. Her var hustruen, koncertsanger Ellen Ragnhild, hans faste holdepunkt. De blev gift i 1948 i Norge, hvor hun kom fra. Ellen Ragnhild døde for en del år siden, og sine sidste syv år boede Paul Honoré på plejehjem. Den tilværelse står i skærende kontrast til hans tidligere virkelyst, men han nåede at begejstre og betage kirkefolk gennem hele sit aktive liv. Paul Honoré efterlader sig tre døtre.