Pensioneret pedel giver over en million kroner til Afrika

66-årige Ingvar Bay Mogensen er ikke mangemillionær. Men han har for længst doneret over en million kroner til afrikanske skolebørn fra sin lille genbrugsbutik i Rønne

Ingvar Bay Mogensen bliver glad, hver gang han sælger en ting i sin genbrugsbutik i Rønne. For så samler han penge sammen til Afrika.
Ingvar Bay Mogensen bliver glad, hver gang han sælger en ting i sin genbrugsbutik i Rønne. For så samler han penge sammen til Afrika. . Foto: Daniel Øhrstrøm.

Hvis man bor i Rønne, har man gode chancer for at se den pensionerede pedel Ingvar Bay Mogensen køre rundt i byen med sin store trailer. For hele ugen kører han rundt og tager imod folks ofte tunge møbler og aflagte ting og sager – med sved på panden og et stort taknemmeligt smil.

Den bornholmske ildsjæl gik på efterløn som skolepedel for fire år siden. Men han er langtfra færdig med at hjælpe børn med at få en god skolegang. Faktisk kan over 700 afrikanske børn takke ham for, at de overhovedet kommer i skole. For gennem de sidste otte år har han sendt over 1,3 millioner kroner til Tanzania og Kenya fra sin lille genbrugsbutik i Rønne. Og for de penge har han været med til at opføre tre skoler for fattige børn.

”Jeg har fået et hjerte for de børn, efter jeg for en del år siden var dernede sammen med min kone for at besøge et missionærpar, vi kendte. Der så jeg, hvordan pengene slår bedre til dernede. Man siger faktisk, at man i forhold til Danmark kan gange pengene med ti, når det handler om byggerier, mens lønningerne er meget lavere. En lærerløn ligger for eksempel på 1500 kroner om måneden i Tanzania, så på den måde har jeg fået mulighed for at hjælpe mange,” forklarer han på syngende bornholmsk.

På Bornholm ville man kunne købe en stor villa for de penge, som den pensionerede pedel har samlet sammen, men man kan mærke hans dybe glæde ved at glæde andre. Og på døren ind til den lille butik kan kunderne også følge med i, hvad pengene går til, og hvor mange penge der er tjent ind i år (180.000 kroner).

”I øjeblikket samler vi cirka 200.000 kroner sammen om året, så det løber op. Men der er også brug for pengene. Vi mangler at lave to edb-rum, et bibliotek og et lærerværelse på den sidste skole, og vi har også skullet bruge penge på at lave hegn mod flodheste og elefanter. For på den ene skole har der været oversvømmelse. Det ligger i Garissa i Kenya, hvor der var skoleskyderier, så det er også rart for børnene at få nogle gode hegn om skolen,” forklarer Ingvar Bay Mogensen, der startede butik fra sit eget hus, mens han endnu arbejdede på fuld tid som pedel, og han har ikke sat tempoet ned siden.

”Der går mange timer med det. Jeg regner med, at der går en almindelig arbejdstid med det. Jeg ved ikke, om det er 37 timer om ugen. Men det kravler deropad,” siger Ingvar Bay Mogensen, der hele livet har lavet meget frivilligt arbejde. Som ung havde han sammen med sin kone Ingelise også en kristen børneklub.

Nu hjælper hun også med i butikken. Sammen har de tre børn og 11 børnebørn. Og der går lidt sport i det, forklarer han.

”Indimellem får jeg også dyre ting, som folk giver mig, fordi det er en god sag, og det er sjovt at se, hvad man kan få for en ting,” forklarer Ingvar Bay Mogensen, der efter eget udsagn også får mange gode snakke i butikken.

”Og så tror jeg på, at man hjælper sig selv, når man hjælper andre. For det giver mening i dagligdagen. Jeg har jo set børnene før og efter, og det gør virkelig en forskel. Det koster faktisk kun godt 2000 kroner om året at sende et afrikansk barn i kostskole, hvor de både får et sted at sove, tøj, mad og skolegang. Og så er de jo bedre udrustet til at klare sig senere i livet, ligesom de kan være med til at genopbygge deres eget land,” siger han.