Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At vi har fået en hel flok af børnebørn. 12 i alt, hvis liv vi får lov at leve med i. De er ikke anderledes end andre børn, men de er vores, og det, at vi lever med i og bliver en del af deres liv, er stort for os. Det handler ikke så meget om, at slægten skal fortsætte, men det er en berigelse for os, at vi kommer hinanden ved – at vi er knyttet til hinanden på en særlig måde.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
De 25 år, hvor jeg var præst i Herning. Det var travle år, hvor vores fire børn kom til og voksede op, men det var en ubeskriveligt god tid, hvor vi kunne være meget sammen med børnene, for når vi var færdige med vores arbejde, var vi aktive i FDF, og det var børnene også en del af.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
At engagere sig. Jo mere man giver, des mere får man. Det nytter ikke noget, hvis man forsøger at se, hvor lidt man kan slippe afsted med at lave. Giver man i stedet af sig selv, får man utroligt meget igen. Det er også derfor, jeg stadig glad og gerne tager vikariater, når jeg bliver spurgt om det. Så mit råd vil være, at man engagerer sig og vover sig ud i det.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
dage før jeg blev 11 år, døde vores far, meget pludseligt efter en hospitalsindlæggelse. Vi var otte søskende i alderen fra et halvt til 15 år, så det er klart, at det fik store konsekvenser. Livet gik i stå, men tiden gik videre, og efter en tid gik man stilfærdigt med. Men dengang var der ikke noget, der hed sorgbearbejdelse, og snakke om det gjorde man ikke. Så vi sad hver for sig med vores smerte. Jeg var til at begynde med bange for, om det ville betyde, at jeg ikke kunne få lov at begynde i mellemskolen, men det fik jeg heldigvis lov til.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Ingenting. Da jeg gik på pension i december 2015, sagde jeg i min afskedstale, at drømme er det, der ikke går i opfyldelse, men for mig er de vildeste drømme gået i opfyldelse. Jeg er vokset op på landet og arbejdede som ung på landet, så jeg har harvet og pløjet og muget, og så blev jeg uddannet købmand og siden præst, og jeg er så taknemlig for alt det, jeg har fået lov at opleve.
Hvad tror du på?
Jeg har ingen problemer med at bekende kirkens tro. Jeg tror på den treenige Gud og har ikke svært ved at gå på prædikestolen eller holde en begravelsestale. Kirkens tro er den tro, jeg er vokset op med og har kunnet bekræftes i. Livet er ikke altid nemt, men tro har ikke at gøre med at forstå. Det er, når vi vil forstå, at tingene bliver komplicerede. Jeg hviler i, at det er i Guds hånd.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?
Det lyder nok pladderromantisk, men det har min ægtefælle og alt, hvad der er fulgt deraf. Vi mødtes på Rønde Studenterkursus i 1968, da hun var 18 år og skulle lære lidt mere dansk, fordi hun var kommet med sin familie til Danmark fra Finland via Sverige, fordi hendes far fik arbejde på en papirfabrik i Skjern. Hun har bakket mig op hele vejen, og vi har gjort tingene godt sammen og gjort det godt for hinanden, synes jeg – hun har i hvert fald gjort det godt for mig.
Beskriv en scene fra din barndom.
Min far var kredsleder for FDF, så fra barnsben var alle vi fire brødre med i FDF, og hver sommer bestod vores ferie af en sommerlejr med FDF, hvor vores mor tit var med som køkkenleder, og vores far var lejrchef. Dagen sluttede som regel med lejrbål og en andagt, som min far ledede, og jeg sad og var lidt stolt af, at det var min far. For mig har troen altid været en naturlig del af livet, som har gjort alting nemmere.
Hvor skal du begraves?
I skoven på Nordre Kirkegård her i Herning. Der kan man få et gravsted med en sten, som man kan sætte en blomst ved, men det ser ikke forkert ud, hvis der ikke er nogen blomster. På den måde er der et sted, hvor man kan gå hen, hvis nogen gider det, men ingen skal have dårlig samvittighed, hvis de ikke gider.