Peter Martins’ karriere fik en brat ende, da han blev anklaget for sexchikane

Peter Martins’ karriere fik en brat ende, da han blev anklaget for sexchikane. I dag fylder han 75 år

Peter Martins, tidligere balletmester ved New York City Ballet, er kendt for sin autoritære fremtoning, både som danser, koreograf og balletmester.
Peter Martins, tidligere balletmester ved New York City Ballet, er kendt for sin autoritære fremtoning, både som danser, koreograf og balletmester. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Ballet er grænseoverskridende. Danserne må presse sig selv og deres lemmer til det yderste igen og igen. Og når koreografen skal ind og sætte kroppen helt rigtigt i positur, vil der uundgåeligt være berøring. Det kan blive til sublim kunst – men hvornår bliver det for meget?

Spørgsmålet har været i balletten længe, men er især blevet aktuelt under MeToo-bølgen med flere sager i kompagnier verden over. Én af de store var, da New York City Ballets danskfødte balletmester, Peter Martins, i vinteren 2018 fratrådte sin stilling efter anklager om sexchikane og fysiske overgreb mod nogle af ballettens dansere. Han blev senere renset af en intern advokat-undersøgelse.

I dag fylder Peter Martins 75 år og har trukket sig fuldstændig fra rampelyset. Der er nogle, der jubler over den måde, han tog sin afsked på, mens andre begræder forløbet. Der er dog enighed om, at Martins i mange år var en dominerende figur i det balletkompagni, der siges at være verdens bedste – og helt uden for diskussion er hans kunstneriske talent.

Han blev født i 1946 ind i en familie, der allerede havde haft en del at gøre med balletten. Hans morbror, Leif Ørnberg, blev solodanser ved Det Kongelige Teater i 1920’erne og havde det, der beskrives som ”gudeudstråling”: blonde lokker, nydelige ansigtstræk og god højde. Ørnberg giftede sig i 1930’erne med solodanserinden Elna Jørgen-Jensen. Parret blev under krigen medlemmer af nazistpartiet DNSAP og arbejdede blandt andet for den tyske besættelsesmagt ved at sende anonyme trusler til modstandere på teatret. De blev arresteret ved Befrielsen i maj 1945 og efterfølgende interneret. Da straffen var udstået, emigrerede parret til Madrid i Spanien og oprettede en balletskole dér.

Peter Martins har beskrevet, hvordan hans barndomsår var præget af mobning på grund af onklen og tanten. Han begyndte selv på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1953, blev korpsdanser i 1965 og opnåede højeste rang som danser i 1967, da han blev udnævnt til solodanser.

Den daværende balletmester i New York City Ballet, den legendariske George Balanchine, ”forelskede” sig i Martins, om hvem han sagde, at han ”dansede bedre end sin onkel, men onklen var nu smukkere”. Efter flere gæsteoptrædener blev Martins endeligt hentet til New York i 1969.

Den første store optræden som solodanser hér var i Balanchines ”Apollon”, hvor han havde titelrollen som kunstens gud, en rolle, hans onkel havde udfyldt, også i Balanchines iscenesættelse, år forinden. Martins udstrålede fra begyndelsen stor autoritet, siger Alexander Meinertz, der er balletanmelder ved Kristeligt Dagblad.

”Mere end guden Apollon lignede han Michelangelos David: En høj, muskuløs danser med et markeret kæbeparti. Han var ikke den følsomme, bly type. Og der var aldrig nogen vaklen, når han trådte ind på scenen med sine kæmpestore og superbløde fødder.”

”Noget andet, han kunne som danser, var at være en utroligt dygtig partner med en intuitiv fornemmelse for at støtte en kvinde i dansen. Selvom han var så stor og flot, kunne han nærmest gøre sig usynlig. Det er meget balletmesteragtigt at være selvudslettende på den måde, så dansen bliver det vigtigste. Det – og så den naturlige autoritet – gjorde, at det var naturligt at han overtog kompagniet, da Balanchine døde i 1983,” siger Alexander Meinertz.

Som balletmester arbejdede han med kompagniet som en organisme og udforskede de tekniske grænser. Forgængeren Balanchine havde haft et andet udgangspunkt, og samtidig med at Martins vandt anerkendelse for sit arbejde, opstod også en modvilje mod ham. Hans stil er blandt andet i magasinet The New Yorker blevet beskrevet som ”brutal” og ”vred”.

I 2017 annoncerede New York City Ballet og School of American Ballet, at de havde påbegyndt en advokatundersøgelse af Peter Martins på grund af vidnesbyrd fra en række anonyme kvindelige dansere om sexchikane. Navngivne kilder, både kvinder og mænd, berettede desuden om at være blevet ydmyget af Martins på og bagved scenen på forskellig vis i hans tid som balletmester. Det faktum, at Peter Martins’ hustru, danseren Darci Kistler, tilbage i 1982 anmeldte ham for vold efter et skænderi, kom også for en dag. Det var en anmeldelse, hun siden trak tilbage.

Peter Martins blev i første omgang suspenderet fra posten som balletmester og valgte i januar 2018 at gå på pension. Det sendte chokbølger gennem balletverdenen, og herhjemme kaldte Det Kongelige Teaters balletmester Nikolaj Hübbe det for ”Kongens fald”, da han fik nyheden af Berlingske. En måned efter Martins’ afgang kom resultatet af advokatundersøgelsen. Den fastslog, at anklagerne mod Martins ikke var underbyggede.

Alexander Meinertz ærgrer sig over den afslutning, Martins’ balletkarriere fik. Han ser det samtidig som led i et generations- og kønsopgør, hvor der arbejdes på at få flere kvinder ind som ledere i balletten – Martins’ efterfølger som balletmester i New York er da også kvinde.

”Han tilhører den sidste generation af superpatriarker i balletten. Jeg har ondt af ham, for eftermælet er ikke godt. Men det er en stor, stor karriere, han har haft.”